Læsetid: 6 min.

'Jeg græder ikke let'

Samuels vej til Napolis undergrundsøkonomi gik fra fiskerlandsbyen ved Afrikas vestkyst gennem Sahara til Libyen. Mange folk fra kystområderne frygter trængslerne i ørkenen mere end overfarten på Middelhavet. På havet kan de handle, hvis noget går galt, mens de er hjælpeløse i ørkenen, hvor væbnede banditter jager dem
30. december 2006

"Jeg græder ikke let," siger Samuel. "Jeg græd ikke, da min ældste søster døde i Liberia, og der ikke var noget, jeg kunne stille op. Men jeg græd i ørkenen. Jeg var sikker på, at vi skulle dø."

Hvor mange immigranter, der årligt forsvinder på sø-rejsen fra Afrika til Europa, vides ikke med sikkerhed. Men før de overhovedet kommer så langt, er der allerede gjort stort indhug i deres rækker. De skal nemlig krydse Sahara, nogle gange til fods, for at nå frem til Libyens kyst og bådene mod Europa. Blandt immigranter fra kystområderne i Vestafrika frygtes trængslerne i ørkenen ofte mere end sørejsen på havet. På havet føler de, at de kan handle, hvis noget går galt, mens de er hjælpeløse i ørkenen.

"På et tidspunkt begyndte de svageste i vores gruppe at komme hen til mig og give mig papirlapper med deres navne, så jeg kunne fortælle folk derhjemme, hvad der var sket med dem," husker Samuel.

Turen fra Ghanas hovedstad Accra til Tripoli i Libyen, som Samuel og hans kammerater har tilbagelagt, er på mere end 3.000 kilometer og varer omkring en måneds tid. Den går via Burkina Faso, Niger og nogle gange Algeriet. Den første del af busturen til Ouagadougou i Burkina Faso og derfra videre til Niamey i Niger er forholdsvis problemfri. Derefter bliver det svært. Det nordlige Niger og grænseområderne til Algeriet, Libyen og Chad er notorisk usikre. Her patruljerer forskellige militante grupperinger, som betragter karavanerne af folk mod Europa som let bytte.

Et brudt løfte

Samuel kørte ud fra Dirkou, den sidste nigerske by før Sahara, i en karavane bestående af fire biler med omkring 30 mennesker i hver. Han havde overtalt Martin, en fyr fra landsbyen i Ghana, til at tage med på turen. Men et sted i ørkenen blev Samuel, Martin og de andre 30 passagerer svigtet af chaufføren, som kørte af sted en tidlig morgen med alt deres vand og mad, mens de endnu lå på jorden og sov. De skyndte sig at komme på benene og løb hen til en af de andre firehjulstrækkere i karavanen, der endnu ikke var kørt. De forsøgte at true og mase sig ombord - skrækslagne for at blive efterladt - men det var umuligt, bilen var allerede fyldt til randen med andre immigranter.

Chaufføren lovede, at han ville komme tilbage og hente dem, når han havde kørt sine egne passagerer til grænsen. Det løfte holdt han ikke, og Samuel og de andre begyndte at vandre gennem Sahara.

"Vi vidste ikke hvilken vej, vi skulle tage," siger Samuel, "så vi fulgte hjulsporene i sandet. Men folk var ikke stærke nok, og de begyndte at falde fra, de gamle først."

Blandt de ghanesere, der har taget den risikable tur gennem Sahara, er der ganske få, som ikke har været øjenvidner til dødsfald i ørkenen. Enten som følge af tørst og udmattelse, når de overfyldte lastbiler bryder samme i ørkenen, og folk må vandre under ørkensolen, eller som følge af overlagt mord, når bevæbnede bander angriber karavanen.

"Vi gik dag og nat," siger Samuel. "Det var sværest om dagen. Ved middagstid gravede vi os ned i sandet for at beskytte os mod solen. Men vi løb hurtigt tør for vand og måtte begynde at drikke vores egen urin, som vi blandede op med sukker."

"Da vi begyndte at gå, var vi omkring 30, men der gik ikke lang tid, så var vi kun otte tilbage. De svageste bad os om at vente på dem, men vi kunne ikke vente på nogen, så ville vi alle dø."

"På et tidspunkt, da vi lå og hvilede os, rejste en fyr sig pludselig op og sagde, at han kunne se en by forude. Så gik han tre skridt og faldt om i sandet. Det var som om, han fik nye kræfter, lige inden han skulle dø. Vi andre fortsatte med at gå, og næste dag ved sekstiden om aftenen mødte vi en bil, som hjalp os med mad og vand. Vi var meget heldige med at overleve den tur. Men da vi så os omkring, var vi kun fire passagerer tilbage. Martin, jeg og to andre unge fyre."

Til live igen

De kom endelig til Libyen, fandt til Tripoli og begyndte at lede efter en forbindelse til Europa.

"Vi mødtes med nogle andre fra landsbyen, og de så på os og sagde, hvad er der dog sket med jer? På grund af solen i ørkenen var vi meget sorte, og huden faldt af kroppen. Vi svarede, at vi havde været døde, men var kommet til live igen."

Nogle immigranter vælger at blive i Tripoli, hvor det er muligt at få bedre betalt arbejde, spare sammen og sende penge hjem til Ghana, selvom Libyen er et hårdt sted for en immigrant fra Vestafrika.

Mange vestafrikanere har følt sig truet på livet. Samuel blev uden varsel overfaldet en morgen, hvor han var på vej hen for at købe æg og brød hos en gadehandler. En mand på den anden side af gaden kastede en sten i hovedet på ham, så blodet løb ned over hans ansigt. Samuel råbte i vrede en fornærmelse tilbage, hvorefter en lille gruppe mænd satte efter ham. Det lykkedes ham at flygte ind i nogle små sidegader og slippe væk halvvejs blændet af blod. Han mener, at de ville have slået ham ihjel, hvis de havde fået fat i ham.

"Min svoger sagde, at det var min første rigtige velkomst. Nu vidste jeg, at jeg skulle være meget forsigtig med libyerne. Hvis de ser en sort mand, tænker de altid på at få ram på ham."

Den hårde behandling og udnyttelse af vestafrikanere i Libyen, som også Ghanas regering har protesteret imod, gør ikke Libyen til et attraktivt sted at leve i længden. Og mange kommer da også med det ene formål at forsøge at komme videre til Europa med udskibning fra Libyens lange og dårligt bevogtede kystlinje. Sådan var det for James, Samuels ven fra landsbyen, der også var kaptajn på en båd mod Europa:

"Man kan kun opholde sig i Libyen, hvis man har viljestyrke. Min drøm var at komme til Europa, og det arbejdede jeg mig hen imod hele tiden, lige meget hvad der så end skete. Det er ligesom med en sulten ged hjemme i landsbyen. Du kan slå den alt det, du vil, men den holder ikke op med at spise, før dens mave er fuld", forklarer James.

Omkring to måneder efter strabadserne i ørkenen, hvor kun fire ud af en gruppe på 30 overlevede, stod Samuel og to kammerater fra landsbyen i Ghana på stranden i Zuwarah og kiggede ud på en båd fyldt med vestafrikanske immigranter, de var klar til sidste del af rejsen mod Europa.

Der findes endnu ingen konkrete aftaler mellem EU og Libyen omkring håndtering af de illegale immigranter fra Afrika, selv om der har været tilnærmelser på det seneste. En eventuel aftale om deportation fra EU til Libyen, eller oprettelse af opsamlingslejre i Libyen, som nogle EU-lande har foreslået, vanskeliggøres af, at Libyen ikke er medunderskriver af FN's Flygtningekonvention og ikke tillader Flygtningehøjkommissariatet at udføre kontrol med immigranters videre skæbne i et totalitært land, hvor menneskerettighedsorganisationer peger på, at tortur og fængsel på ubestemt tid, og uden kontakt til omverdenen, ikke er ualmindelig praksis.

Navnene i artiklen er ændret med henblik på at sløre de medvirkendes identitet.

* Hans Lucht er journalist og antropolog. Artiklerne er baseret på syv måneders antropologisk feltarbejde i Italien og Ghana og er del af en ph.d.-afhandling om globalisering og illegal immigration ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så du havde skrevet manus til "Jul i kommunen".
Det er godt.
Og denne artikel er også god. Alt for god.