Læsetid: 4 min.

Fra grænse og til grænse

7. maj 1997

EUROREGION Slesvig dækker geografisk en gammel dansk drøm om det sydlige Jylland. Drømmen næredes af fortalerne for den såkaldte Ejder-politik og formuleredes meget indlysende som: Danmark til Ejderen. Dette indebar Nord- og Sydslesvig forenet i den formodede fælles bevidsthed, eftersom danskerne gerne forestillede sig, at Slesvigs befolkninggrupper, de hhv. tysk- og dansksindede, trods alt havde mere tilfælles end det modsatte. Heroverfor stod de nationale fantaster, der i ånden så for sig et Stordanmark, som det havde været i forne tider. Helstaten kaldte de denne størrelse, der omfattede Nord- og Sydslesvig, hertugdømmet Holsten, som strakte sig til Elben og inkluderede den danske (!) by Altona, samt hertugdømmet Lauenburg. Hverken mere eller mindre. Men den mundfuld var mildt sagt i overkanten, og helstaten brast én gang for alle, da konflikten fra 1848-64 var kæmpet til ende. Holsten var og forblev tysk, Altona blev del af det vældige Hamburg, og betegnelsen Lauenburg gik uden for de historiske fremstillinger nærmest i glemmebogen.
Alternativet, som altså betød Danmark til Ejderen, skulle imidlertid vise sig at være nogenlunde lige så håbløs en drøm. Jernkansler Bismarcks mål var ganske enkelt tysk annektering af hertugdømmerne, således at den tyske flåde kunne få baser for manøvrer i Nordsøen. Til det formål skulle det forenede Tyskland bruge Holsten samt af hensyn til Kielerkanalen Sydslesvig. Resten ragede Bismarck en fjer.
Såfremt den danske regering havde kendt sin besøgelsestid og ikke opført sig ubehændigt i det forholdsvis ukomplicerede internationale politiske spil, hvori England og Rusland spillede ledende roller og i sidste ende bestemte tingene, kunne den dansk-tyske grænse efter nederlaget i 1864 formentlig allerede være blevet fastlagt, stort set hvor den ligger idag - endda måske en anelse sydligere.
Den traumatiske periode fra 1864, hvor grænsen var strammet sammen under armene på Kolding, og frem til 1920 da Chr. X omsider kunne ride over Kongeåen og genindtage det gamle land, ville være undgået.
Hvis og hvis...
Smerten fik, som begivenhederne skred frem, store muligheder for at udfolde sig uhæmmet. Grænselandet blev - ganske som så mange andre europæiske grænselande - stedet hvor man bar det nationale uden på tøjet. Herfra formuleredes den ekstreme, den uforsonlige nationalfølelse, nationalismen.

NU LEVEDE nationale mindretal jo på begge sider af 1920-grænsen. Den indbyrdes vagtsomhed var betydelig. Begge parter nærede på baggrund af erfaringerne fra 1848 dyb mistillid til den anden part. Med fuld ret. Danskerne opførte sig i det store og hele lige så urimeligt over for de dominerede tyskere som tilfældet havde været omvendt. 1933 gjorde ondt værre. Med Hitlers magtovertagelse vejrede adskillige i det tyske mindretal nord for Kruså morgenluft. Et mindretalstysk krav om et egentligt Anschluss - som det skete med Sudeterland og Østrig - forstærkedes sidst i trediverne. Eftersom Hitler imidlertid forestillede sig Danmark som Nordmark i Neuropa, så han logisk nok stort på småting som overflødige grænserevisioner. Et Pangermania dukkede af disen.

EFTER DET TYSKE sammenbrud i 1945 lå grænsen fast, endskønt statsminister Knud Kristensen tog initiativ til fornyet revision med henblik på indlemmelse af Sydslesvig - når lejlighed nu bød sig som han troede. Og det betød at grænsen ikke lå helt så utvetydigt fast i den danske debat. Først oprettelsen af Forbundsrepublikken med definerede delstater - også i Slesvig-Holsten - og i 1955 København-Bonn erklæringerne, der tillige regulerede mindretallenes forhold, satte endeligt punktum for de urealistiske danske forhåbninger om Danmark til Ejderen.
Så kom Fællesmarkedet. Og EU. Og nu på fælles dansk tysk initiativ hen over grænsen Euroregion Slesvig. Og så var fanden løs i grænselandet, hvor EU-modstandere straks så spøgelser ved højlys dag. Fanatikere mod et yderligere, mere formaliseret samvirke over grænsen sprættede amtsborgmester Philipsens traktordæk op med en brødkniv. Selve navnet på samarbejdet: Euroregion Slesvig minder åbenbart for mange om for meget. I den germanske traditions nyere historie har man som antydet haft det med at hæfte den slags betegnelser på områder, der ikke tilkom Tyskland. Dét husker man - og glemmer de afgørende forskelle på dengang og nu.
Men modstanden mod Euroregionen har således vundet fodfæste, skønt selve aftalen er indlysende og - så vidt man kan skønne - blottet for imperiale motiver sydfra. To gange om året er det meningen at et regionalråd på 21 danske og lige så mange tyske repræsentanter skal mødes for at drøfte fælles problemer i grænselandet. Som modtræk mod dette - ikke videre grænseflyttende - initiativ, som har sit forbillede i adskillige andre - gnidnignsfri - regionalråd i de tyske grænselande, har antiregionsfolkene dannet en "Sønderjyllandskomite". Angsten for tysk dominans i regionen, som ifølge iagttagere er den drivende kraft bag modstanden, maskeres i nogen grad af beskyldninger mod det nye samarbejdsorgan for at være unødvendigt byrokratisk og udemokratisk. Det første kan man i overensstemmelse med regionalrådets beskedne ambitionsniveau vistnok afvise. Det sidste ligger det straks lidt tungere med. Derfor kunne man godt anbefale regionalrådets bagmænd at bringe den side af sagen iorden for at man kan komme til at diskutere det væsentlige.
Nævnte København-Bonn-aftale mødte iøvrigt lige så heftig modstand fra dansk side dengang i 1955. Det viste hvor dybt den danske skepsis over for Tyskland dengang stak. Den stikker endnu, viser det sig altså. Hvilket kun understreger behovet for mere grænseoverskridende samarbejde, der bør tjene til at hjælpe fortiden på museum.

mtz (Georg Metz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her