Læsetid: 6 min.

Grænsegænger mellem de politiske og de flippede

Venstrefløjen løb ud af en mere omfattende 'event', 60'erne, som nåede sit klimaks i året 1968. Derfor giver det mening, at det årstal så ofte bruges som ikon for hele molevitten
6. august 2005

60'erne var afslutningen på et generationsopgør, som det er ikke er urimeligt at kalde en kulturrevolution, selv om den betegnelse dengang mest blev brugt om noget, der foregik omme på den anden side af jorden - i Maos Kina, som det så hyggeligt hed. Vores var et anarkistisk, antiautoritært opgør over en bred front - i familierne, i skolerne og uddannelsessystemet, i kunst og litteratur og musik, i livsstil osv.

Der var en omfattende kulturel venstrebevægelse, og så en mere begrænset politisk 'avantgarde'. I nogle få måneder af 1968 hang de sammen, foldede sig ud og gav mening. Så faldt de fra hinanden.

Den politiske venstrefløj endte overalt som en fiasko, og demonstrerede i Danmark sin 'tæft' ved i de sidste måneder af 1967 at trække tæppet væk under 'arbejderflertallet' og derved bane vejen for en borgerlig regering - som ironisk kvitterede med at gennemføre nogle af venstrefløjens tvivlsomme mærkesager, universitetsloven og pornografiens frigivelse.

Den politiske venstrefløj var viel geschrei und wenig wolle - og så gik den i sig selv. Den kulturelle var mere i overensstemmelse med de dybe tendenser i det 20. århundrede - individualisering, frigørelse og selvrealisering.

1968 var et år med Vietnam-demonstrationer, studenteroprør i Paris i maj (med rigtige arbejdere!) og institutbesættelser på universiteterne. Jeg var 21 år og kunne mærke magien. Jeg var ikke i nærheden af at have nogen betydning i nogen sammenhæng - ikke medlem af, endsige formand for noget, nærmest bare ved begyndelsen af en livsbane som vægelsindet, kort sagt i enhver forstand menig - men oplevede flere gange den følelse af 'varm masse', 'skulder ved skulder', kværnet sammen med de andre, som Canetti har skrevet om. Inden følelsen for alvor nåede at bundfælde sig, var den forbi og afløst af en sær, post-babelsk fornemmelse. Verdensbanksdemonstrationerne i 1970 havde kun aggressiviteten tilbage.

Forleden genså jeg filmen om Woodstock-festivalen i fjernsynet - fire stive klokketimers dokumentation af en symbolsk begivenhed i sommeren 1969. Det slog mig, at hvis den skulle blive eftertidens eneste kilde til 60'erne, ville man tro, at folk var, ikke bare utåleligt skæve og snøvlende, men lettere åndssvage.

Det er nemt at se, hvad der må tage sig uspiseligt ud i en eftertids øjne. En masse selvoptagne, desorienterede unge, som lader sig belefle fra alle sider, lige fra Stephen Stills og Arlo Guthrie til en slesk indisk guru med Dirch Passer-tænder, hvis navn jeg ikke nåede at få fat i, men som efter eget udsagn lige havde drøftet verdenssituationen med Gandhis nevø og var blevet enig med ham om, at USA lige stod over for en historisk rolle at udbrede en ny åndelighed til den undrede klode! Han har måske tænkt på en ny åndelighed, som kunne forkortes med bogstaverne lsd. We want the world, and we want it NOW!

Frænde blev frænde værst

En pudsig oplevelse. På flere måder demonstrerede den 60'erne som mest individualistiske og entreprenøriske (arrangørernes drømme om at score kassen, afløst af deres totale afmagt over for en massetilstrømning, som gjorde det umuligt at kræve billetter), om end i en indfatning af ideologisk fællesskab. Og så naturligvis sanselige, anarkistiske, leflende, virkelighedsnære, virkelighedsfjerne, stof- og sexfascinerede. Det handlede om den individuelle frigørelse, og Woodstock var en zoologisk have, fuld af de særeste dyr.

"Spørgsmålet er, om du vil være en del af problemet, eller en del af løsningen..." Hvis man ikke lige har levet dengang, har man ikke mange chancer for en nuanceret forståelse af, hvad der foregik. Det minder om den just overståede diskussion om besættelsestiden: De senere generationer ved ikke, hvad besættelsen var for noget, men drømmer ikke om at lytte til dem, der var der. De er blevet til en del af problemet.

Efter 1968 skiltes den politiske venstrefløj fra den kulturelle. De politiske gik i hi i deres 117 små partier og grupper og tog fat på alle deres endeløse diskussioner om, hvor marxismens vises sten lå begravet. Alle trak på samme hammel, men i hver sin retning, frænde blev frænde værst. Og således frigjorte fra et overordnet, fælles perspektiv sejlede 'hippierne' videre på deres egen new age-boheme-sø, på jagt efter lyset og den personlige frigørelse.

'De er efter mig'

Jeg - sagde hunden - græssede lidt forsigtigt rundt i udkanten af det hele, grænsegænger mellem de politiske og de flippede. På betryggende afstand af ø-lejre og kollektiver, lsd og KAP. Syntes musikken var interessantere end at sidde i VS i timevis og diskutere 'linjen' - for slet ikke at tale om grupperne længere ude i hampen, som ikke kunne blive enige med sig selv, endsige hinanden, om det var Kina, Nordkorea, Cambodia eller muligvis Albanien, der var Mekka.

70'erne var tiden hvor det hele gik ad extremum et absurdum, med tysk terrorisme og universitetsmarxisme. Tænderne sidder endnu dybt i armen. Det blev tid til "den lange march gennem institutionerne" - dette praktisk-geniale indfald af den tyske studenterleder, Rudi Dutschke, som de fleste kunne være enige om, uanset ståsted, fordi det åbnede for en universitetskarriere som en del af den revolutionære praksis. Ganske fikst.

I de år blev 'kapitallogik' det talte sprog på universiteterne. Selv tilhørte jeg nu en noget mindre sekt af 'althusserianske strukturalister', hvilket på RUC uventet bragte mig i bås med en hel masse tilvandrede svenskere. Senere, da det gik op for mig, at Louis Althusser bare var en skælm af en leninist og medlem af kommunistpartiet, kølnedes entusiasmen en del, og det blev ikke bedre, da der begyndte at ske mærkelige ting med ham og retningens andre koryfæer.

Politologen Nicos Poulantzas lagde efter sigende sine samlede værker på et bord, under en seddel med beskeden, "De er efter mig!" og sprang ud ad vinduet fra en meget høj bygning. Althusser strangulerede sin hustru, og tilbragte derefter sin tid i internering. Ikke meget af en guru. Af egen erfaring mente jeg ikke, at det kunne afvises, at paranoiaen nærmest var indbygget i strukturalismen. Det var noget med begrebet om den strukturelle kausalitet, som aldrig lod sig forklare. Man kunne blive helt tosset.

Offer for egen medicin

På det tidspunkt var den politiske venstrefløjs dage for længst talte, selv om mange havde svært ved at erkende det. Den viste sig at være et overflodsfænomen - noget der hentede sin energi i 60'ernes naive fremskridtstro. Med oliekrisens noget strammere ansigtstræk faldt den sammen i slow motion. Ironisk.

Det stod klart, at den ideologisk var blevet offer for sin egen medicin, autoritetskritikken. Autoriteterne var punkteret en efter en, indtil der ingen var tilbage. Det var sekulariseringens sekularisering. Tilbage som autoritet var bare mig: selvet og dets drøm om drifternes frigørelse - mig og hvordan jeg har det med mig. Fra Marx og Marcuse til øh, Mar Møller.

Den lange march gennem institutionerne? Den blev lang, og institutionerne vandt. Opgøret med 'professorvældet' viste sig at være hele den akademiske stands virtuelle harakiri, studenteroprøret banede vejen for statsindgreb på statsindgreb, og vi endte med den topstyrede pølsefabrik, vi er i dag, som kun har selve ordet til fælles med et universitet. Forskellen er, at det nu i vidt omfang er studenteroprørerne, der er kommet til fadet.

Det er måske også en slags sejr.

Tilbage er apatien

Noget fra dengang, som man kan savne? Måske en helt grundlæggende forestilling om, at det kan blive bedre, og måske oven i købet i fællesskab - det var jo før den store utopi-angst satte ind.

Det blivende? Ja, det antiautoritære oprør er nu indlejret som norm i vores samfund. Lad falde, hvad ikke kan stå - det blev til en storm af nihilisme. Tilbage er så selvet, plus naturligvis alle de terapeuter som skal hjælpe os med at komme i kontakt med det. Det er alt sammen såre 60'er-agtigt.

Sådan går det vel altid efter store udladninger. Som Coleridge skrev til vennen Wordsworth i 1799:

"Jeg ville ønske du ville skrive et digt i blankvers til dem, som efter den franske revolutions fuldkomne fiasko har opgivet ethvert håb om at forbedre menneskeheden og er sunket ned i en næsten epikuræisk selviskhed, som de skjuler under bløde overskrifter som hjemmeliv og foragt for visionære philosophes."

Tilbage er apatien. Men som min søn siger til mig: Du kan kun tale for dig selv.

Henrik Jensen er lektor på Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu