Læsetid: 3 min.

Grænseløs radio

Nettet bugner af uautoriserede radiostationer med alternative playlister. Den tidligere Talking Heads-forsanger David Byrne står bag en ny station, der skal eksponere fans for musik, de ikke anede, de elskede
19. april 2005

"Video Killed the Radio Star," sang det nu for længst glemte 80'er-band The Buggles. I mellemtiden har internettet givet radioen kunstigt åndedræt, og den kan nu opleves i et nyt format. Radiokanaler findes i tusindtal på nettet, og der kommer nye til hver dag - de fleste ganske lovligt og i glimrende kvalitet.

I takt med at netforbindelserne bliver hurtigere og hurtigere, sidder også flere bag skærmen, og flere bruger computeren som en integreret del af hjemmets stereoanlæg. Det gør det nemmere at bruge internettets mange radiokanaler fra hele verden på lige fod med de luftbårne radiokanaler.

Internettets radiokanaler er ofte langt mere specifikke end de luftbårne. Nettet har ikke FM-båndets trange plads, og har man først åbnet én radiokanal er det en smal sag at starte nye og mere genrespecifikke afstikkere. Således får lytterne en mulighed for at finde sammen om specifikke genrer, der passer præcis til de personlige præferencer.

Dette kunne måske holde lytterne fast i de genrer, de på forhånd ved, de kan lide, men det kan omvendt også give brugerne muligheden for at blive eksponeret for ting, de ikke vidste, de kunne lide.

Det er tanken bag en ny radiokanal, som den tidligere forsanger i Talking Heads, David Byrne, har åbnet. Han blev træt af altid at skulle svare på, hvad han gik og lyttede til. Og når han svarede, vidste han, at de færreste kendte hans foretrukne kunstneres musik. Derfor ville han give fans og andre interesserede muligheden for faktisk at lytte til disse bands, og for nylig åbnede han så radiokanalen RadioDavidByrne.com. Her har han sammensat en speciel playliste, der jævnligt opdateres med 20-30 numre af Byrnes favoritter. Og kan man lide, hvad David Byrne laver, er der måske også en god mulighed for, at man kan lide det, han lytter til.

"Der er en helt utrolig værdi i at blive eksponeret for nyt musik, nye ideer og nye ting. Det er ikke kun et spørgsmål om at nå et bestemt mål. Det handler om de tilfældige ting, du løber ind i på din vej, og det er tanken bag kanalen," siger David Byrne til internetradioen NPR og forklarer, at han ikke er bekymret for, at folk downloader hans eget musik.

Han vil selvfølgelig gerne have betaling for sit arbejde, men mener først og fremmest, at det er pladeselskaberne, der lider under nettets grænseløshed.

"Hvad angår kunsterne - hvorfor bekymre sig om dem? Jeg ser ikke mange penge fra pladesalg alligevel. Så jeg er ligeglad med, hvordan folk får mit musik - bare de får det," siger David Byrne.

Også de etablerede

David Byrne er blandt de første store kunstnere, der åbner egen netradiokanal. Men nettet bugner af alternative radiokanaler, og også de etablerede stationer har oprettet særlige playlister. Danmarks Radio har således 16 særlig kanaler til nettet, og herunder også særlige musikkanaler med meget specifikke playlister. DR Jazz for eksempel, DR-Ghetto, der spiller hip-hop og R'n'B og DR Barometer, der spiller alternativt.

Der findes en teknologi, som kan kopiere disse playlister ned på din computer og overføre dem til din mp3-afspiller. På den vis bliver det muligt - på samme måde som man tidligere optog radio på kassettebånd - at fastholde radioen og tage den med underarmen. Systemet er ikke så udbredt endnu, men det er spørgsmål om dage førend også den teknologi bliver udbredt - og en ny trussel mod cd'en og pladeindustrien har set dagens lys.

De etablerede radiostationer har læst skriften på væggen og er begyndt at arbejde med den såkaldte Podcasting. Her ligges radioprogrammer ud på nettet i et MP3-format, der så på få sekunder kan downloades direkte til din computer og sendes videre til din mp3. BBC, NRK, SVT og adskillige amerikanske radiostation er allerede i fuld gang med Podcastingen, og Danmarks Radio lancerer de første programmer i dette format til efteråret.

www.radiodavidbyrne.com. Findes også i iTunes radiokanaler under Electric

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her