Læsetid: 4 min.

Grænseløst stupide Beate

10. juni 2005

"I protest mod Danmarks flygtningepolitik har vi sat ild til integrations- og flygtningeminister Rikke Hvilshøjs bil ved hendes hjem... Vi vil ikke passivt se til, men det officielle Danmark udøver sin racistiske flygtningepolitik. Derfor handler vi nu!"

SÅdan lød en del af ordene i den mail, der blev sendt til medierne fra en internetcafé på Nørrebro i København onsdag morgen efter brandattentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøjs hjem i Greve samme nat. Mailen var afsendt af en hidtil ukendt grupper, der underskrev sig 'Aktionsgruppen Grænseløse Beate'. Det er på nuværende tidspunkt stadig usikkert, om det er Beate, der står bag, idet sagen allerede var kendt i medierne, da mailen blev afsendt. Men ligegyldigt hvad er der tale om en ikke blot grænseløst studpid handling, men om en handling, som det øvrige samfund ikke kan tage nok afstand fra. Der er tale om et udemokratisk og vanvittigt attentat, som kun er med til at grave grøfterne dybere.

Det har altid været en udsat position at være politiker eller anden offentlig person. Også i Danmark. Men man har i de senere år oplevet et gradvist skred mod en langt mere forrået aktionsform over for politikere, samfundsdebattører og andre offentlige personer.

Der har været forkastelige angreb på Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard på Nørrebro, på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller på Christiansborg, brandattentat mod Laurits Tørnæs' hjem og angreb på Peter Brixtofte i Farum. Adskillige ministre er i dag beskyttet af PET, og andre politikere som Naser Khader og Pia Kjærsgaard har løbende politibeskyttelse med, når de optræder på offentlige møder, ironisk nok fordi de begge modtager trusler fra yderligtgående islamiske miljøer.

Der er uden tvivl adskillige andre eksempler. Og de er alle et anslag mod de danske værdier, som blandt andet betyder, at vi i det åbne samfund insisterer på, at politikere skal kunne cykle på arbejde og bo i et parcelhuskvarter i en forstad.

De værdier anfægtes fra flere sider, men brandattentatet mod Rikke Hvilshøj og hendes familie må betragtes som et af de hidtil værste anslag mod en dansk politiker. Det understreger, at volden intet løser. Den er udelukkende med til at gøre grøfterne i samfundet endnu dybere og bekræfter og forværrer alle de værste fordomme. En handling som denne står ikke tilbage som andet end en forkastelig, meningsløs og misforstået håndsrækning til flygtninge. Selv om gerningsmændene mener at have en nok så begrundet utilfredshed med den danske flygtningepolitik.

Derfor er det naturligvis vigtigt, som det også er sket, at der er taget afstand. Ikke bare politisk, hvor det for eksempel har stor betydning, at en populær venstrefløjsfigur som Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten ikke har lagt fingre imellem i sin fordømmelse, men også at man som borger gør sig klart, at det er helt uacceptabelt og noget, der skal bekæmpes.

Forklaringerne har været mange, og det er blandt andet blevet fremført, at det afspejler både et autoritetstab og en stigende kløft mellem borgere og politikere. I kombination med en øget egoisme er grunden lagt for voldelige aktioner, lyder argumentationen. I Kristeligt Dagblad sagde samfundsforskeren Jens Hoff i går, at den politiske elite "ikke formår at lytte til, hvad der sker ude blandt folk, og ikke formår at tage almindelige menneskers bekymring alvorligt. Så får man protesten eller oprøret fra begge sider af det politiske spektrum, der giver sig udtryk ved at brænde en bil af eller stemme nej til en forfatning". I dagens avis præsenterer historikeren Patrick McManus en tilsvarende analyse.

Det er naturligvis vigtigt at fastholde proportionerne, og det er stadig kun ganske små mindretal på yderfløjene, der er tale om. Men man er naiv, hvis man ikke tror, det kan udvikle sig til det værre. Det frygtsomme samfund vil reagere med yderligere overvågning og tiltagende kontrol, hvor et mindretals handlinger får store konsekvenser for flertallet. Det må ikke ske, for i det øjeblik har man givet efter for de antidemokratiske kræfter.

Det eneste, der er at gøre, er at fastholde de værdier, der betyder, at det åbne samfund trods alt er en realitet og eksisterer i en almen forståelse for, hvad det er for spilleregler, der fører til resultater. Det betyder ikke, at den politiske offentlighed i dag er tilstrækkelig, eller at den folkelige oplysning og det politiske system tilfredsstillende. Gerningsmændene skal naturligvis ikke mødes af blødsøden eftergivenhed og konsekvensløs, retorisk fordømmelse. De skal straffes. Men der ligger også en samfundsopgave i at bevidstgøre de antidemokratiske kræfter om de værdier, dette samfund bygger på. Det betyder blandt andet at fastholde, at det eneste, der fører til politiske resultater er opposition, pres og artikuleret utilfredshed. Konklusionen er klokkeklar - kun parlamentariske og demokratiske midler hjælper. Alt andet er kontraproduktivt grøftegraveri, der skader dem, man vil hjælpe.weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her