I disse tider hvor krisen i Mellemøsten og atomstriden med Iran fylder det meste af den udenrigspolitiske agenda, og hvor kampen mod terror og kulturkampen mod muslimerne er rykket ind på de nationalpolitiske scener, ja hvor EU-forfatningen ligger og dør en stille død, så går det drøjt med diskussionen om Europa. Enhver snak om kontinentets selvforståelse og identitet, om dets grænser og visioner for fremtiden er forstummet i hvert fald i den bredere offentlighed. Hele EU, hedder det nu, venter på det forløsende præsidentvalg i Frankrig, på en ny herre i Downing Streets nummer 10 og på tyskernes EU-formandskab i foråret 2007.
Den aggresive bjørn
På denne baggrund er det opløftende, at der stadig findes institutioner i det europæiske kulturliv, som ikke taber kontinentet og dets vidunderlige mange facetter ud af syne. Én af dem er det tyske forlag Suhrkamp, som med serien Denken und Wissen, det såkaldte Polske Bibliotek, forsøger at skabe en bredere forståelse for "centrale emner i det åndelige liv" hos landets nabo mod øst.
En af de sidste publikationer er antologien Polen und der Osten, som belyser polakkernes sværmerisk-ambivalente forhold til deres egen østlige del og grænse. For på den ene side symboliserer denne østen landets storhedstid, som engang strakte sig hen over store dele af det nuværende Litauen, Hviderusland og Ukraine. På den anden side er det herfra, at den polske selvstændighed gang på gang er blevet truet. Som den adelige Franciszek Duchinski skrev i det 19. århundrede, kunne der ikke være et bedre symbol for Rusland end bjørnen, dette altid sultne og aggressive dyr. Vold og ondskab lå ifølge Duchinski i Ruslands natur, hvorfor man ikke kunne forhandle med landet men måtte bekæmpe det.
Centrum af polsk identitet
Billedet af de østlige regioner som noget centralt i polakkernes sjæl fik en særlig forankring i det 19. århundrede, hvor hele landet nærmest lignende en russisk provins og blev styret fra magthaverne i Kreml. Dengang opstod der en"irrationel, romantisk" vision af et slags Arkadien, "af en skøn, men ulykkelig region. Disse østlige områder er det mytologiserede centrum af den polske identitet, psyke og hjemstavnsfølelse. Denne østen blev til Polens essens, og dens stemninger prægede hele landet".
At Polens østlige grænse er mere end nationalt sværmeri og en længsel tilbage til en tid, hvor landet var en europæisk stormagt, understreger historikeren Andrzej Chwalba i bogens meget læseværdige indledning. Ifølge Chwalba danner grænsen mod Rusland faktisk en europæisk kulturgrænse, som kan føres helt tilbage til året 966, hvor lederen af den slaviske polak-stamme, Mieszko I., blev døbt efter romersk-katolsk ritual, mens den russiske fyrst Wladimir 22 år senere overtog kristendommen fra Byzans. "Den vestlige grænse af det daværende russiske rige såvel som Polens østlige grænse blev mere og mere til en grænse mellem to kulturer og civilisationer, til en grænse mellem øst og vest."
Med andre ord: Bogen samler ikke blot et stykke europæisk kulturhistorie, som er spændende at bladre igennem. De historiske tekster spejler derudover Europas og den vestlige kulturs facetrige forhold til Rusland. Mange af forfatterne reflekterer over, hvordan denne store nabo mod øst bedst skal omgås, om isolation, integration eller måske endda konfrontation er den rette vej. Aktuelle spørgsmål, skulle man mene, hvis ikke verden var optaget af så meget andet.
