Læsetid: 3 min.

Grænsen er nået!

Når koncerterne og åbningsglæden ikke kan få folk til at glemme regnen, så er det slemt. Roskilde Festival er officielt druknet
7. juli 2007

Allerede inden vi nåede derud, var vi i panik. Vi havde fået at vide af folk derudefra, at man skulle have dem. Det gik ikke uden. Slet ikke. Men gummistøvler var ingen steder at finde. I hele København: Fisketorvet, Fields, Frederiksberg Centret, selv de små skohandlere i sidegaderne havde udsolgt.

I Hillerød fandt vi endelig det gyldne gummi. Og følte os beredt. Men ingen kunne være forberedt på det, der mødte os i Roskilde: Det regnede, da vi ankom omkring kl. 12 torsdag, og det holdt aldrig op.

Teltet stod, men lejren var på randen af sammenbrud. Pavillonen var ikke længere stabil og det eneste græs, der var at se, var det under teltene. Man kunne lige skimte det, når et vindstød greb fat i dugen, og pløkkerne holdt fast som for livet.

Trods denne elendighed var vi ved godt mod. Vi havde prøvet det før.

Vi købte en ramme øl og sad syv mennesker tæt sammen under den eksende pavillon. Regnen måtte jo holde op på et tidspunkt, så vi kunne gå ud.

Komme på toilettet, hente mad og generelt bare bevæge os, så vi kunne få lidt varme i kroppen. Men opholdet i vejret kom aldrig. Man blev nødt til at gå den tunge vej i silende regn gennem mudderet op mod toiletterne. Prøvende placere gummistøvlerne i søen foran os for at undgå de mudderfælder, som sjove folk har gravet i stien for at grine af forbipasserende, der træder ned i dem, mister balancen og falder i fuld længde i mudderet.

Forløsningen udeblev

Efter et par timer i lejren er man så kold, at det er livsnødvendigt at bevæge sig ud i regnen. Op mod scenerne. Og da Orange Scene endelig åbnede, var det som en forløsning.

Mange havde ligget i mudderet siden søndag. Nu var festivalen endelig startet, og alt ville blive godt. En festivalgæst har en imponerende selvopretholdelsesdrift. Kigger mod horisonten efter, det har regnet uafbrudt i fem timer og siger: "Det ser ud som om, det lysner derude."

Det gør det ikke. Og man ved det egentlig godt. Men man skal jo se Björk, The Who og Muse. Det kan da ikke være rigtigt, at det ikke holder op med at regne. Så uretfærdig er verden ikke. Men jo. Da koncerten med Volbeat er ved at være færdig, er det som om, det er ved at gå op for folk, at det ikke holder op med at regne.

Og det er ikke længere sjovt at mudderbade eller designe alternative regnjakker eller skubbe hinanden rundt i vandpytterne.

Alt er bare regn. Det står ned i ansigtet, løber fra panden og halsen og ned i åbningen i regnjakken til jakken og trøjen og undertøjet, der for længst er gennemblødt.

Under Björk-koncerten giver vi op. Giver helvede i det hele og forlader telt og lejr og sætter os i bilen for at køre hjem mod København. Langs vejene vandrer folk mod stationen med bagagen. Musikken kunne ikke få dem til at glemme regnen, og så er der intet der kan.

Teenagere ringer resignerende til forældrene, der bare har siddet ved telefonen og ventet på opkaldet. De, der er i bil, opdager, at de ikke har drukket siden kl. 15, fordi de simpelthen ikke har haft lyst. Heldigt, for det betyder, at de nu er i stand til at køre bil.

Turen hjem mod København er præget af modløshed, og man kan næsten ikke føle glæde ved, at varmen er ved at vende tilbage til kroppen. Man har ventet på dette i et helt år siden, man forlod en helt igennem pragtfuld Roskilde Festival 2006.

Men dette kan ikke blive husket for andet end regn. 1997 var slemt, 2004 var værre, men det her er jo latterligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her