Læsetid: 2 min.

Græske tilstande i dansk forskning

23. august 2005

Den danske stat er flittig til at støtte dansk erhvervsliv, men det står sløjt til, når det handler om at dele skattekroner ud til forskning og udvikling.
Det viser de nyeste tal fra EU-kommissionen som Ugebrevet A4 har offentliggjort.
Målt i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) giver Danmark blot 0,02 procent i erhvervsrettet statsstøtte til forskning og udvikling, og blandt de 15 gamle EU-lande satser kun Grækenland mindre på den front.
Det står i klar kontrast til, at Danmark ligger højt på li-sten, når det handler om den generelle gaveregn til erhvervslivet. Men kun en lille del bliver brugt til erhvervsrettet forskning. Nemlig blot fire procent mod et EU-gennemsnit på 14. I stedet går størstedelen af den danske statsstøtte til løntilskud og energi- og miljøfremmende forbedringer.
Hertil kommer, at de øvrige EU-lande år for år har hævet den andel af statsstøtten, der går til forskning, men Danmark er gået den modsatte vej. Og målt i kroner og ører har Danmark mere end halveret statsstøtten til forskning og udvikling fra 700 millioner kroner i 2000 til 300 millioner i 2003.
Souschef i CO-Industri, Henrik Kjærgaard, undrer sig over udviklingen og anklager den danske stat for at være for uambitiøs i sin satsning.
»Vi kan ikke overleve som samfund, hvis vi ikke har en forskning og en industri, der er på forkant med udviklin-gen. Man kan jo se, at de danske virksomheder, der er gået ind i forskning og udvikling, også er dem, der klarer sig bedst,« siger Henrik Kjærgaard til Ugebrevet.
Også arbejdsgiverne mener, at der er behov for flere penge til at fremme den erhvervsrettede forskning, skriver Ugebrevet A4.
Professor ved Handelshøjskolen i København, Hans Peter Mølgaard er generelt modstander af statsstøtte, fordi han mener, at det i bedste fald ikke har nogen virkning, og i værste fald er konkurrenceforvridende. Men når statsstøtten alligevel er der, mener han, at den i langt højere grad bør kanaliseres imod forskning og udvikling.
»Man bør give mest muligt af statsstøtten til forskning og uddannelse. Det er vigtigt, at de erhverv, der har forskning og uddannelse, kommer videre. Hvis man støtter dem, kan man tale om at få en gavnlig effekt ud af statsstøtten. Det er vigtigt for vores konkurrenceevne, at vi er i stand til at udvikle nogle nye produkter,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her