Læsetid: 3 min.

Græsrodsdemokrati

31. januar 2000

Sidste sommer var amerikansk presse og landets to store partier, demokrater og republikanere, stort set enige. Kun mirakler ville kunne true vicepræsident Al Gore og Texas-guvernør George W. Bush under primærvalgene denne vinter og forår.
Resultatet var afgjort på forhånd af hvert partis elite og pengeindsamlere.
De to mænd, begge sønner af velkendte politikere som endte deres politiske karrierer med et ydmygende nederlag i stemmeboksen, var ganske enkelt selvanskrevne præsidentkandidater.
I dag ved vi bedre. Intet er afgjort, før vælgerne har talt. Så kan man planlægge sin valgkampagne helt ned i de mest minutiøse detaljer, undervise kandidaten i talekunst, lade ham skifte tøj fire-fem gange om dagen, give ham en briefing-bog, der serverer svar på alle mulige spørgsmål, indhente støtte fra samtlige toppolitikere i partiet og kendte ansigter i landet, indsamle en rekordstor formue...
Lige meget hjælper det, hvis de jordnære vælgere i New Hampshire ignorerer alt postyret og kræver at se og tale med hver kandidat.

Det er lige netop, hvad der skete dette efterår. Siden 1952 har New Hampshire været den første delstat til at afholde primærvalg i USA og ingen i staten kan tilsyneladende huske en så livlig, engageret og uforudsigelig valgkamp som denne. Sidst, der var åben kamp i begge partier om nomineringen, var i 1988, og før det i 1968.
I alle andre primærvalg har en siddende præsident været det ene partis kandidat.
Men hvad der adskiller denne valgkamp fra alle tidligere er de åbne valgmøder, som den republikanske senator John McCain begyndte sidste efterår, og som demokraten Bill Bradley snart efterlignede.
At lade sig udfritte af vælgerne om alle mulige emner kan være en risikabel strategi, men det gav hurtigt pote. I løbet af efteråret overhalede McCain og Bradley de to favoritter i meningsmålingerne.
Reaktionen udeblev ikke. Bush og Gore arrangerede nu deres egne "bymøder", hvor vælgerne i New Hampshire kunne tage dem i nærmere eftersyn. Det har efter alt at dømme været en ædru oplevelse for de to professionelle politikere.
Af de sidste meningsmålinger fremgår det, at Bush næsten har indhentet McCain. Gore er blevet hjulpet frem af sine angreb på Bill Bradleys forslag til en reform af sundhedsforsorgen og står nu til at vinde primærvalget med fem-ti procentpoints.
Bradley har været sen til at svare igen på Gores kritik. Det skyldes et ædelt og nok naivt ønske om at føre politik på en anden måde ud fra den opfattelse, at vælgerne foretrækker "positive" frem for "negative" valgkampagner.
Det betyder imidlertid ikke, at en kandidat skal lade al mudderet størkne i ansigtet. Bill Bradley blev til sidst tvunget til at svare på Gores angreb. Siden en tv-debat onsdag aften har den tidligere senator fra New Jersey taget knojern på, men spørgsmålet er, om det ikke er forsent at indhente det tabte.
Som outsidere i deres partier har McCain og Bradley været i stand til at tiltrække vælgere, som er tæt på at miste troen på det amerikanske demokratis levedygtighed i en æra, hvor penge og image synes at drive den politiske proces frem for borgernes frie valg.

At de to politikere kastede sig ud i bymøder med vælgerne, skyldes utvivlsomt deres kritik af 'systemet', og deres krav om at få renset politik for lobbyisme og private pengebidrag.
Men de to rebeller kunne næppe kræve reform uden at ændre deres kampagnestil og gå direkte til vælgerne. I modsat fald ville deres budskab være faldet for døve øren.
Man kan måske være uenig med John McCain og Bill Bradley på mange områder. Den første er og bliver en konservativ politiker, om end hans konservatisme, som beskrevet i artikler her i bladet, er af en mere libertær og progressiv type end det republikanske partis lederskab.
Hvis McCain vinder i New Hampshire, har han en chance for at blive sit partis kandidat. Hvis det mod al spådom skulle blive virkelighed, ville republikanerne med ét slag få en langt mindre reaktionær ledelse.
Den anden, Bill Bradley, ligger til venstre for Gore på visse emner og til højre på andre, især økonomisk politik.
Den vigtigste forskel mellem de to er dog Bradleys vilje til at drømme, tage risici og eksperimentere som USA's præsident. Men hvorfor skulle vælgerne eksperimentere, når økonomien har det godt?
Ikke desto mindre tør man håbe, at Bradley og McCain vinder i New Hampshire. Det ville sende et budskab til Washington om, at der er behov for reform af et korrupt politisk system. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu