Læsetid: 9 min.

Granitstenen

Enhver flygtning medbringer sin egen historie. Thordy Besmalahis handler om at kæmpe imod uretfærdighed uanset, hvor man møder den. Og om at leve med de omkostninger, der følger med. De råd forsøger han nu at give videre til sine børn, mens familien lever på starthjælp
8. december 2006

Den må være kommet hertil i istiden, den store granitsten inde midt i skoven. Det er Thordy Besmalahi overbevist om. Den er blevet flyttet rundt i verden og er med tiden endt her i den vinterklædte skov nord for Ballerup. Ligesom Thordy selv, langt væk hjemmefra. De deler næsten samme skæbne, synes han. Derfor er det også her, Thordy sætter sig ned, når han har brug for at rense sine tanker. Nogle gange sidder han og tæller årringene på de fældede træer, mens han tænker på tidens udstrækning: På før og nu og alt det, der ligger imellem. På sit liv i Afghanistan, hvor han var en del af 'aristokratiet' og ejede et 500 kvadratmeter stort hus med have og swimmingpool i Kabul. Og så på nu, hvor Thordy bor sammen med sin kone Sharifa (52), døtrene Bahara (18), Sadaf (14) og Jahanara (10) samt sønnen Boysanghar (16) i et rækkehus på Knastebakken i Ballerup. Her lever de af den starthjælp, de får fra det offentlige. Når huslejen og de faste udgifter er betalt, har de cirka 220 kroner at gøre godt med om dagen. Det er 36 kroner pr. næse:

"Men sådan er livets regler. Det går op, og det går ned. Det gælder bare om at erkende sine problemer og så kæmpe imod dem," siger Thordy.

Det er på den måde, han har levet de første 55 år af sit liv.

Thordy Besmalahi kom til Danmark juleaften for fem år siden. Ikke fordi han syntes, det kunne være spændende at besøge landet mod nord, eller fordi han havde hørt om gratis offentlige ydelser. Men fordi han var drevet på flugt. Thordy deltog i kampe mod Talebanstyrets militser, da USA rykkede ind i Afghanistan i 2001, uden at han dog var enig i den amerikanske besættelse. Under en mislykket operation blev hans enhed slået ned, og han måtte flygte ud af landet ved hjælp af en mellemmand. Det eneste, han havde med sig, da han rejste ind i Danmark, var det tøj, han havde på samt en gammel taske med noget barbergrej og nogle bøger. Familien måtte han efterlade i Afghanistan, og først tre år senere fik han den at se igen. Det var i juni 2004, hvor det langt om længe lykkedes hans kone Sharifa, døtrene Bahara og Jahanara og sønnen Boysanghar at komme til Danmark. Datteren Sadaf på 14 måtte vente yderligere et år på at genforenes med sin far, mor og søskende. Hun var sat i karantæne af kræfter i Afghanistan, som forsøgte at presse Thordy til at vende tilbage, og boede i mellemtiden hos sin bedstemoder. Familien er endnu ikke fuldtallig. Thordys ældste søn Sulaiman (21) opholder sig stadig i Afghanistan. Også han har fået forbud mod at rejse ud af landet. Thordy har ikke set ham i seks år. Det er blot en af mange omkostninger, som Thordys politiske engagement har kostet ham gennem årene.

Hvis Thordy Besmalahis liv og skæbne kan summes op i ét ord er det SAZA, forkortelsen for de undertrykte revolutionæres organisation i Afghanistan. Allerede som 16-årig meldte han sig ind i partiet, og det har været afgørende for, hvordan hans liv har formet sig. SAZA har til alle tider lagt sig ud med de skiftende magthavere i Afghanistan. Lige fra russerne under den sovjetiske besættelse til islamisterne under Talebanregimet. Og som højt profileret medlem har Thordy stået i midten af det hele hver gang. SAZA kæmper for etnisk ligestilling og demokrati i Afghanistan og havde sin storhedstid i begyndelsen af halvfemserne med i alt 20.000 medlemmer. I dag er der kun 4.-5.000 tilbage, hvoraf de mest profilerede er flygtet til udlandet. Ligesom Thordy selv.

At det skulle komme så vidt havde den kun 22-årige Thordy Besmalahi næppe nogen anelse om, da han 22. december 1974 forlod universitetet i Kabul som uddannet topograf og kartograf. Fra 1975 til 1979 opholdt han sig i Sovjet, hvor han videreuddannede sig til militærfotograf. I hele perioden fastholdt han sit engagement i partiet SAZA hjemme i Afghanistan. Det blev skæbnesvangert, da kommunisterne tog magten i landet. De nye magthavere ønskede at slå hårdt ned på enhver politisk modstand, så i marts 1979 blev Thordy beordret hjem fra Leningrad og anholdt i lufthavnen. Begrundelsen lød: 'modstand mod regimet'. Kort efter blev han overført til sikkerhedspolitiet KHAD, hvor han tilbragte de første ti dage i torturkamrene med slag, spark, elektrochok, søvnforstyrrelser, sult, brændemærkning og slag med geværkolber.

"Her, her, her og her," siger Thordy og viser arrene frem på sine arme og sit ansigt. Han sidder i sin sorte lænestol i stuen på Knastebakken i Ballerup, hvor familien har boet de sidste par år, og peger på de synlige beviser på torturen. Thordy kan stadig huske lugten af brændt kød fra de cigaretter, der borede sig ned i hans fastspændte hånd, mens spørgsmålene haglede ned over ham. Selv om det snart er 30 år siden, har han stadig mén efter de mange slag og spark i hovedet. Tandproteserne i undermunden kan han leve med, det er værre med synsforstyrrelserne, migræneanfaldene og de jævnlige black outs, hvor han mister bevidstheden og falder om. Sidste gang skete det på Ballerup station, hvorefter han måtte køres på skadestuen. Men den slags holder han helst for sig selv. Det er ikke noget, resten af familien skal involvere sig i:

"Jeg forsøger at skåne dem. Vi har problemer nok i forvejen", siger han.

Når fortiden alligevel presser sig på, går han i stedet en tur ned i skoven og sætter sig på sin sten.

Her kan han i fred og ro lade tankerne flyve og tårerne løbe. Han kalder det selv at 'lette sig'. Når han kommer hjem, vasker han sit ansigt og frisker sig op, så han er klar til at tage imod familien, når den kommer hjem.

"Det er ligesom om, at jeg er to personer, jeg spiller to forskellige roller," forklarer han.

Det er ikke kun sine egne mørke tanker, Thordy holder for sig selv. Han forsøger også at camouflere familiens økonomiske problemer. Dem skal børnene heller ikke involveres i. Så vidt muligt. De store har heldigvis fritidsjob ved siden af skolen og tjener deres egne lommepenge. Det hjælper på den samlede husholdning. For eksempel sidder Boysanghar på 16 ved kassen i Netto et par gange om ugen. Med de penge, han tjener, skal han selv betale sit kontingent til fodboldklubben i Gladsaxe og for transporten frem og tilbage. Træningstøj og fodboldudstyr er også af egen lomme, ligesom det nyeste modetøj er.

"Det har jeg ikke råd til at give," siger Thordy.

Men der er også en anden grund til, at Thordy gerne ser, at hans børn går til hånde ved siden af skolen. For når de tjener deres egne penge, får de respekt for at arbejde, og så skal de også nok få et ordentligt liv, mener han.

Hvis børnene endelig skulle finde på at spørge, hvorfor de ikke altid kan få det, de andre børn får, sætter Thordy trumf på med med et politisk foredrag:

"Jeg siger til dem, at de skal tænke på børnene i Afghanistan og i Irak og i Afrika, som ikke kan finde almindeligt brød. De skal ikke kun tænke på sig selv og deres egne behov, det er den opdragelse, jeg forsøger at give dem," siger Thordy.

Det er også efter den devise, Thordy har forsøgt at leve sit eget liv. Og han fortryder ikke sin politiske aktivisme, selv om det har kostet ham dyrt: blandt andet 16 arrestationer fra 1980-1992, hver gang på grund af hans politiske aktiviteter og hver gang af sikkerhedspolitiet KHAD. Sammenlagt har Thordy brugt tre år af sit liv på at sidde i fængsel. Men der var også gode perioder op gennem 80'erne, hvor Thordy stiftede familie og blev ansat på både Kabuls Ingeniørfakultet og på luftvåbnets akademi. Her underviste han blandt andet i geodætisk opmåling, udarbejdelse af kort, matematik og russisk sprog. Det var år, hvor Thordy havde travlt. Og det var ikke kun de officielle opgaver, der krævede hans tid. Han blev samtidig leder af kulturafdelingen i sit parti og senere, i 1992, udnævnt til vicesekretær. Men det var en farlig tid at blive det i. Samme år styrtede de islamistiske mujahedinstyrker det kommunistiske styre, og SAZA valgte at gå under jorden. Thordy var konstant i islamisternes søgelys. Allerede i 1980 havde Mujahedin forsøgt at slå ham ihjel første gang, mens han var på besøg hos sine forældre i landsbyen Unjalat i Faryab-provinsen, hvor han stammer fra. En håndfuld mujahedin-soldater stormede huset og forsøgte at trænge ind ad hoveddøren. Det lykkedes Thordy at flygte over til naboens hus og videre væk. Tre år senere var der ikke mere held tilbage, da en gruppe mujahedin-soldater trængte ind i Thordys eget hus. Thordy selv var ikke hjemme, men det var hans bror, som blev slæbt med og tilbageholdt i tre år, før han blev dræbt.

Børnene er i skole. Sharifa er ude. Thordy sidder i sin læderstol i stuen på Knastebakken med bare tæer på det store røde tæppe, der er bredt ud over gulvet. På stuebordet foran ham står en bakke med te og et fad med kandiserede nødder. Traditionelle snacks fra Afghanistan til når der kommer gæster. På bordet ligger også en bog med slidt ryg og gulnede sider. Den er udgivet af hans parti, SAZA, og rummer billeder af medlemmer, som Thordy har kendt. Han tager en dyb indånding og lader en finger køre ned over et gruppebillede i sort og hvidt.

I alt har op mod 4.000 af Thordys partimedlemmer måttet lade livet i tidens løb. Thordys eget liv har flere gange været truet. For eksempel da han i 1995 holdt en tale på universitetet i Kabul, hvor han udtalte sig om faren ved at blande religion og politik sammen. Udtalelsen var ikke ment som en kritik af islam, men blev opfattet sådan. Reaktionen kom nogle måneder efter, da Thordy blev taget til fange af islamistiske mujahedinstyrker. Efter ti dage med mægling lykkedes det Thordys familie at få ham frigivet ved at betale en større løsesum. Men nu var Thordy blevet bange. Han stoppede med at undervise på universitetet, hvor han ellers var blevet udnævnt til professor, og han begyndte at leve under jorden ved hjælp af venners hjælp. Frem til sin flugt i 2001 boede Thordy og hans familie skiftevis i Iran, Pakistan og i en kort periode også tilbage i Afghanistan. Det var under Talebanstyret, hvor Thordy kunne skjule sig ved at bære skæg og turban. Da USA rykkede ind i Afghanistan i november 2001, deltog Thordy i væbnede kampe mod styret. Men selv med udsigt til, at Taleban ville blive fordrevet, var det for farligt for ham at blive i landet. Han havde fået for mange fjender på halsen og måtte flygte. Via Iran, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Østrig og Tyskland kunne Thordy juleaften samme år rejse ind i Danmark.

De er alle disse oplevelser, der kører i hovedet som en indre film, så snart Thordy sætter sig ned på sin sten i skoven. Men virkeligheden tvinger hurtigt hans tanker tilbage på livet i Danmark. For også her er der kampe at kæmpe. Ikke politiske eller væbnede, men små daglige kampe. For at holde sammen på familien og snor i økonomien. Men Thordy vil ikke fremstilles som et offer. Og den følelse skal hans børn heller ikke få.

"De skal være stærke og stolte af, hvem de er. Og acceptere, at der altid vil være problemer i livet, som man skal kæmpe med," siger han.

Så vil man med tiden blive belønnet, mener Thordy. Og han har netop fået noget nyt at have sin optimisme i. Han er blevet tilbudt virksomhedspraktik i ingeniørvirksomheden Atkins i Ørestaden. Det er en kæmpe chance. For et fast job og dermed en ny begyndelse:

"Der er måske nogle på starthjælp, som er tilfredse med det og siger: 'Okay, jeg dør ikke af sult'. Men det er ikke nok for mig. Jeg er stolt, og jeg vil ud at arbejde. Det betyder noget for mig, at jeg kan forsørge min familie."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu