Læsetid: 2 min.

Gratis uddannelser - en saga blot?

Internationalisering er en intellektuel operation, ikke bare et markedsprojekt om salg af uddannelser og forretningsmuligheder
30. august 2006

Danmark bliver snart Europas sidste studieafgiftsfrie reservat. Kan vi herhjemme fastholde princippet om gratis uddannelse for danske statsborgere under EU's og globaliseringens nye betingelser? Dette spørgsmål stiller arrangørerne af en folketingshøring om internationalisering af uddannelserne i dag på vegne af politikerne i henholdsvis Videnskabsudvalget og Uddannelsesudvalget.

Formelt er der intet til hinder for, at Danmark fastholder gratis adgang til videregående uddannelse som en del af det danske velfærdssamfunds ydelser til danske statsborgere. Når politikerne alligevel stiller spørgsmålet om studieafgift, kan det selvfølgelig være udtryk for rettidig omhu. Med den stærke udbygning af uddannelse på engelsk risikerer vi en invasion af studerende fra EU tiltrukket af den gratis uddannelse. Politikerne ser muligvis her sagen om de svenske medicinstuderende i kæmpeformat. Det er der faktisk råd for. Danmark kan indføre studieafgifter og bagefter give danske statsborgere et stipendium, der kompenserer for udgiften.

Men der kan også være en anden alvorligere grund til at spørgsmålet stilles netop nu. Nemlig presset fra regeringens ambitioner om at skabe universiteter og uddannelser i verdensklasse. Kvalitet koster penge - hvis ikke det offentlige vil investere mere i uddannelser, så må politikerne enten gå på kompromis og renoncere på kvalitetsprojektet og den eftertragtede plads i førerfeltet blandt verdens uddannelsessystemer - eller også finde nye indtægtskilder, f.eks. ved at indføre brugerbetaling.

Det bliver naturligvis ikke populært og vil formentlig resultere i, at uddannelsesniveauet falder og at færre - ikke flere - vil få en videregående uddannelse. Pointen er imidlertid, at de politikere, der fastholder gratisprincippet, selv må levere pengene til den store kvalitetssatsning. Det koster at love gratis uddannelse.

Skulle det ende med, at de studerende eller deres forældre skal til at betale, så må universitetet kunne garantere, at pengene faktisk går til bedre uddannelser. Det forudsætter dog egentligt selvstyre. Men det har universiteterne ikke.

Danske universiteter er ikke bare underfinansierede - vi er også overregulerede. Som Jørn Lund, medlem af bestyrelsen for Københavns Universitet, netop har udtalt: "Den centrale styring fra Videnskabsministeriet er større end noget andet, jeg tidligere har været udsat for", og han fortsætter: "tiden (i bestyrelsen) går mest med at forholde sig til flere og flere detaljerede anliggender, som sendes ud fra Videnskabsministeriet".

På universiteterne har vi brug for politiske rammer, der gør os til stærke aktører i det globale videnssamfund. Vi har brug for investeringer, en lang planlægningshorisont, og frem for alt: selvstyre under ansvar. Vi har derimod ikke brug for hovsa-forslag om markedsføringstiltag eller sprogpolitikker eller en byge af (forsinkede) ministerielle bekendtgørelser, der detailregulerer stipendiepolitik, forhindrer fællesgrader eller forbyder udbud af danske uddannelser i udlandet.

Universiteterne har efter regeringens ønske allerede skiftet spor og er ved at lægge sig ud i overhalingsbanen i det globale kapløb om uddannelse og vidensopbygning, samtidig med at andre politikere og Udlændingeservice træder på bremsen, og ministeren hele tiden griber fat i rattet. Og alt imens gør vi lavmælt, men indtrængende opmærksom på, at internationalisering er en intellektuel operation, ikke bare et markedsprojekt om salg af uddannelser og forretningsmuligheder.

John Edelsgaard Andersen, chef for Det Internationale Kontor på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her