Læsetid: 3 min.

Gratisavisernes egne historier

Den 6. oktober kommer Nyhedsavisen på gaden med endnu en gratis nyhedsavis. Resultaterne af den første uge med 24timer og Dato tyder ikke på publicistisk nytænkning
25. august 2006

De to nye husstandsomdelte gratisaviser, 24timer og Dato, kom på gaden i sidste uge. Indtil videre har det været småt med journalistiske ambitioner for de to aviser, men det er måske heller ikke fair at kræve, når det ikke just har været indholdet, der har drevet værket.

Andre kræfter har været på spil, ikke mindst et stærkt selvpålagt tidspres for at opnå det, som markedsføringsfolk kalder 'first mover'-effekt. Men det er stadig vigtigt, at diskutere kvaliteten af det, vi - i mangel af et mere præcist udtryk - kan kalde de næsten-husstandsomdelte, journalistisk producerede, annoncemarkeds-initierede, gratis tryksager.

Nyhedsjournalistik handler både om at formidle og vinkle de nødvendige fælleshistorier, men det handler også om at bryde mediestrømmen og sætte en selvstændig dagsorden med en solohistorie. Fælleshistorier er historier, som alle journalister principielt har lige adgang til - typisk et telegram fra et de store nyhedsbureauer, et nyt lovforslag eller statsministerens ugentlige pressemøde.

Solohistorier er historier, som mediet selv graver frem uden for nyhedsstrømmen og sætter en ny dagsorden i kraft af at blive citeret eller viderebragt af andre medier. BT's Brixtofte-historie er et godt eksempel. Både fælleshistorier og solohistorier er vigtige for demokratiet og for den sociale sammenhængskraft på hver deres måde.

Journalistikkens egen hakkeorden

Både fælleshistorier og solohistorier lever op til klassiske publicistiske idealer om pressens som modmagt og vagthund. Fælleshistorierne er nødvendige, fordi de formidler emner, der kommer os alle sammen ved. Solohistorierne er til gengæld nødvendige, fordi de sætter en anden dagsorden end den, der bliver sat af magtfulde kilder som eksempelvis politikere, interesseorganisationer og store virksomheder.

Internt i nyhedsverdenen måles journalistisk prestige i høj grad på et solo-barometer, hvor fælleshistorier ligger længst nede i hierarkiet, mens solohistorierne ligger højst.

Fælleshistorierne er nyhedsjournalistikkens rugbrødsarbejde, de er billigst at producere, og det er ikke fælleshistorierne, der giver Cavlingpriser, forfremmelse eller skulderklap fra kollegaer. Solohistorierne er prestigegivende og eftertragtede blandt journalister. Men produktionsomkostningerne er skyhøje i arbejdstimer (de to BT-journalister brugte måneder på Farum-sagen). En tendens i de senere år er de mange såkaldte egenhistorier, der er både-og og hverken-enten-eller. Egenhistorier er enten versioneringer af fælleshistorier, der ved hjælp af en ny vinkel eller en ny kilde kommer lidt højere op på solobarometeret. Egenhistorier kan også være pseudo-solohistorier, der nok er selvstændige, men ikke sætter en ny dagsorden ved at blive taget videre i nyhedsstrømmen af andre medier.

Forsiden på første nummer af avisen Dato havde overskriften: "Psykolog: Gravesen skal have hjælp." Historien ligner en klassisk egenhistorie ved, at den for det første adskiller sig fra fælleshistorierne, for det andet ikke væsentlig nok til at sætte dagorden og for det tredje ikke er en historie, der har kostet stædige journalister måneders gravearbejde.

24timer udkom første gang torsdag den 17. august 2006. Overskriften på forsiden lød "Din læge vælger privathospital - de offentlige er for dårlige". Historien handler om praktiserende læger, der vælger at forsikre sig, så de har muligheden for at blive behandlet på et privat hospital. Historien ligner en klassisk egenhistorie: Den er selvstændig, men næppe dagsordensættende. Den er billig og har nok ikke kostet meget mere end et godt tip fra en assurandør- eller lægebekendt. Desuden blev historien ikke taget op af andre medier og var derfor en solo-nolo.

Det er ikke mærkeligt, at forskellige former for egenhistorier ser ud til at vinde mere og mere fodfæste: Historierne scorer højere på solobarometeret end fælleshistorier, men er langt billigere at producere end de klassiske solohistorier. For forholdsvist få midler (og en god idé) får man en historie som "de andre ikke har", måske ikke en historie, der vælter en regering, men dog en historie der giver mere journalistisk prestige end fælleshistorien. Til gengæld er det tvivlsomt, hvor meget demokratisk merværdi, der er i egen-historierne, der ikke nødvendigvis lever op til de klassiske publicistiske idealer.

Kvalitet koster penge

Journalistisk kvalitet koster penge. Kvalitet er ikke journalistens individuelle ansvar, men en redaktionel prioritering, der i sidste ende bestemmes af udgiveren. Det er et ledelsesmæssigt spørgsmål, hvor mange ressourcer der sættes af til fællesstoffet, og hvor mange ressourcer der sættes af til solo-stoffet. Hvis der bliver sparet på fællesstof-budgettet, ryger de baggrunde og analyser, der ofte gør os klogere.

Hvis der bliver sparet på solo-budgettet, mister vi den kritiske, dagsordensættende journalistik - og risikerer at få flere og flere egen-historier uden demokratisk merværdi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu