Læsetid: 2 min.

Gratisavisernes usynlige hånd

18. august 2006

Hvad der end sker med Nyhedsavisens har turbulensen haft den effekt, at de to store mediehuse i Danmark, Berlingske og JP/Politiken så sig nødsaget til at udgive gratisaviser.

Nu er de her.

Redaktørerne for de tre store gratisaviser har gennem hele optakten understreget, at den med det bedste aviskoncept vil overleve. Nyhedsavisens ambitioner har fra begyndelsen vist, at de stilede højest, hvorimod de to andre er defensive reaktioner.

Dato

Berlingskes Dato kom første gang onsdag. Avisen har planket den engelske avis The Guardians layout ukritisk og har formået at gøre det til en identitetsløs rodebutik. Datos chefredaktør slår i indgangsbønnen ambitionen fast: Avisen skal kunne læses på 10 minutter og er ikke sat i verden for at forstyrre. Det gør den så heller ikke.

Forsiden om Thomas Gravesens behov for psykologhjælp er måske rigtig, men vil næppe overraske mange endsige interessere hovedpersonen. Den lægger op til onsdagens landskamp, som avisen så ikke dækker i torsdagsudgaven. Den samme mangel på overraskelse er der i avisens øvrige artikler.

Ganske vist har Dato på overfladen selvstændige nyhedshistorier, men går man dem efter i sømmene, er der et skær af genbrug over dem. De fleste, inklusive den citerede fra Radioavisen om effekten af navneloven, er historier, som er versioneringer af gamle historier, der har været fremme.

Det siger naturligvis noget ikke specielt positivt om hukommelsen i medier.

Bemærkelsesværdigt er det også, at samme medarbejder er i stand til at dække Det Radikale Venstre, Libanon og sågar Arnold Schwarzenegger. Linjen følges op i torsdagsudgaven med fokus på hurtige nyheder, forbrugsstof og anbefalinger. Det emmer ikke af fordybelse, men det er heller ikke meningen. Her skal tales til folk i øjenhøjde om de ting, som interesserer dem, og give dem gode råd om forbrug, livsstil og livet i øvrigt.

Det er hverken værre eller bedre end andre gratisaviser, men målet og midlet er lydefri journalistik, der hverken kan forstyrre læsere og måske især de betalingsaviser, som lægger lokaler, medarbejdere og ikke mindst penge til. For slet ikke at nævne annoncørerne.

24timer

Det samme gør sig gældende for JP/Politikens 24timer. Den gør, hvad den skal. Layoutet vinder ikke priser, men den giver det, den lover. Hurtige nyheder, overblik, anbefalinger, og avisen lægger sig i samme forbrugsjournalistiske spor som Dato. Der tales direkte til læseren og ikke mindst dennes misundelse som i forsidehistorien om, at danske læger vælger privathospital.

Avisen virker som en i virkeligheden lidt mere begavet udgave af familie- og betalingsavisen B.T. og understreger, at det noget længere tilløb trods alt har gavnet.

Men også 24timer efterlader et indtryk af, at her skal ingen fornærmes, udfordres eller forstyrres, frem for alt ikke moderaviserne. Man savner ganske enkelt journalistisk nerve. Men sådan må det være, når andre hensyn råder, og man får det indfald, at aviserne er skrevet og redigeret af den usynlige hånd: annoncørspøgelset.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her