Læsetid: 6 min.

'Grattis' til danskerne

De nye aviser er en frisk platform, men vi skal også gøre det nemmere at starte nye medier, der ikke har en kæmpe pengetank i ryggen, men bare en god ide. Vi skal overveje, hvordan vi spreder mediekoncentrationen, så der er flere uafhængige spillere på banen til glæde for ytringsfriheden
25. august 2006

Aviskrigen er over os. Paradoksalt nok har ordet gratis været dyrket i åbenbaringen for flere skrantende mediekoncerner og en enkel newcomer. Det nye store udbud har fået mange analytikere af enhve støbning til at kaste om sig med dommedagsprofetier, men er det hele nu så skidt endda?

Jeg synes, at danskerne med de nye gratisaviser har fået endnu en frisk medie-platform, som kan presse de etablerede mediehuse til et endnu bedre produkt. Mit første indtryk af de to nye gratisaviser er i udgangspunktet positivt og vidner om, at de i hvert fald på kort sigt har en journalistisk ambition om at bringe seriøse nyheder ud til danskerne.

Gratisrevolutionen startede i Sverige i 1995, da det svenske selskab Metro International lancerede gratisavisen Metro. Siden er det gået hurtigt med nu hele 83 byer på deres kappe og mange flere avislæsere til følge. Så spørgsmålet er, om vi ikke snarere på klingende svensk burde sige grattis til danskerne og glæde os over, at mediebilledet endelig får en gedigen rystetur, der vigtigst af alt vil starte en diskussion om, hvad staten skal støtte fremover.

Betal for analysen

Med den nye medieudvikling ser jeg for mig tre tendenser, to politiske initiativer og et ønske for fremtiden.

En første tendens ved det nye mediebillede er de mange nye læsere, især unge, som gratisavisernes fremkomst indvarsler. Vi ved, at hvis unge får et forhold til avisen som medie, hænger det ved, mens det er sværere at lappe på den generation af unge, som i 90'erne vendte aviserne ryggen. Derfor er analysen fra mange sider også klar: Med gratisaviserne får vi flere læsere, men mindre dybde i mediebilledet. Det er måske rigtigt, men jeg ser snarere for mig et scenarium med en arbejdsdeling i medierne, hvor gratisaviserne leverer de basale nyheder, klart, enkelt og hurtigt til et større udsnit af danskerne, mens betalingsaviserne bliver stadig mere dybdeborende, fordi de magter analysens kunst.

Et andet mere negativt træk er, at vi nu endegyldigt har bevæget os ind i en tid, hvor aviser ikke grundlægges, fordi man vil ændre verden, synet på livet eller har et vigtigt budskab.

Snarere er alle de nye aviser i udgangspunktet rent kommercielle, uanset deres floskuløse krumspring om vigtigheden af deres avis på de danske morgenborde.

På lang sigt er det i bund og grund ærgerligt, at lysten til den journalistiske materie overskygges af en ensidig kommerciel strategi, selv om det er en udvikling de etablerede landsdækkende aviser har været igennem længe.

Men det kan også blive et problem for aviserne selv. For journalistik af høj karat hænger uløseligt sammen med flere annoncekroner. Derfor mangler der en mellemregning, hvis de nye gratisaviser kun er optaget af deres oplag, men ikke om avisens fremmeste funktion er som dørmåtte i danske hjem og togkupéer.

Ryd op i støtten

De nye bevægelser i medielandskabet åbner også en tredje tendens, som er af politisk karakter. For hvad skal staten egentlig støtte? Er det helt i orden, at denne aviskrig indirekte føres for skatteborgernes kroner?

Nej, det mener jeg bestemt ikke, det er. Over en milliard kroner årligt donerer staten til aviserne, og derfor skal vi også være sikre på, at disse penge falder i udgiveres lommer, som har et oplysende, demokratisk og kritisk sigte som en af hjørnestene i deres publicistiske ambition. Aviskrigen kan derfor blive startskuddet til et helt nyt støttesystem til trods for, at det bestemt ikke har været bladudgivernes interesse.

For netop hvordan vi skal støtte aviserne er en krig, som foregår politisk. Jeg ser to vigtige politiske initiativer. Det første udspringer af tanken bag udredningsarbejdet om mediestøtte, som Socialdemokraterne fik med i dette års medieforlig.

Jeg mener, det er helt åbenlyst, vi må have et mere gennemtænkt og sammenhængende støttesystem på medieområdet. Alt for mange halve ideer og uheldige historiske overleveringer præger vores måde at støtte på i dag - og det hæmmer nytænkningen i mediebranchen. Denne aktuelle status er uheldig, fordi vi får et dårligere medieudbud, og fordi vores måde at støtte på efter alt at dømme er i strid med EU-juraen.

Derfor mener jeg, at der skal ryddes op og kigges med friske øjne. Vi skal samle mediestøtten i ét ministerium, hvor den i dag sejler rundt mellem tre forskellige administrative styrmænd.

Vi skal gøre det nemmere at starte nye medier, der ikke har en kæmpe pengetank i ryggen, men bare en god ide. Vi skal understøtte såkaldte 'nr. 2 udbydere' i lokalområder, så en mere frugtbar og dynamisk medieudvikling rammer områder, hvor der er udpræget monopol-tendenser. Og vi skal indtænke, hvordan vi spreder mediekoncentrationen, så der er flere uafhængige spillere på banen til glæde for ytringsfriheden, og ikke bare to-tre store bagmænd i Danmark, der har en række medier under sig.

Behov monitorering

Derudover mener jeg, at der må tages initiativ til et Medieudviklingsråd. Her skal være tale om et råd, som fortæller offentligheden, hvad der støttes, og som følger med i medieudviklingen, samtidig med at det leverer tal til mediedebatten gennem årlige publikationer. Hvis vi vil til at støtte mere målrettet og anderledes fra politisk side og derigennem skabe et mere mangfoldigt udbud, er det vigtigt at kende effekten af de initiativer, der sættes i søen.

Men vigtigst for mig er, at de landsdækkende dagblade ikke skubbes væk af gratisavisernes bølgeskvulp, og dermed stadig kan bevare deres centrale position i mediebilledet, fordi deres base er omdrejningspunktet for den journalistiske fødekæde. En fødekæde, som netop starter i de landsdækkende blade, og som i løbet af dagen spreder deres gennemarbejdede historier til andre medier på tv- og radio-siden. Min indstilling er derfor klar. De landsdækkende blade skal sikres deres plads i det nye mediebillede, også selv om vi må etablere nye støtteordninger, som kan fremelske deres kvaliteter.

Afslutningsvis er det mit ønske, at vi først og fremmest glæder os over de nye bevægelser i medielandskabet og ikke opstiller en stråmand, a la 'i gamle dage var medierne seriøse, kritiske og bare bedre'. For sådan forholder det sig langt fra, hvad angår nyheder, dybde og uafhængighed. De mange referat-historier og partiafhængige aviser er ikke en bedre tid at drømme sig hen til. Derfor er gratis-avis-bølgen en øjenåbner, der kan skubbe til et par væsentlige problemstillinger på medieområdet, som den borgerlige regering har veget udenom. Kulturministeren har nemlig tidligere været modstander af en ordentlig granskning af mediestøtten, han overgav sig under medieforliget, så vi nu har fået igangsat et udredningsarbejde, men der skal også handling til.

Brug for større helhed

Når nye vinde blæser, kan politiske vinduer åbnes, og muligheder der før var fjerne, kan blive til virkelighed.

Set i det lys, er det mit ønske, at kulturministeren og så i den nærmeste tid vil kigge med alvor på fremtidens medielandskab. Udviklingen er løbet fra de klassiske støtteformer, der må en større helhed ind i billedet, der tager højde for, at kulturens penge skal gå til public-service og ikke i første omgang til klodernes blodige kamp på mediemarkedet.

Grattis til danskerne og goddag til nye udfordringer, som er vigtige og spændende, og som forhåbentlig kan sætte skub i den politiske side af mediernes levevilkår.

Vi har brug for politiske beslutninger, som tør opdatere dansk mediestøtte til en ny virkelighed, hvor vi fastholder de landsdækkende dagblade og animerer til nye avisprojekter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her