Læsetid: 4 min.

Grib fast i tegnebogen

-med tanke på hvilken boligskat, socialdemokraternes overforbrug lægger op til
26. januar 2007

Marxister siger jo, at religion er opium for folket. Til dem siger jeg: Jeg har oplevet et mirakel. Det må være et mirakel. I hvert fald når man følger den danske politiske debat. De ved; den offentlige sektor er som pacman. Dens hele formål er et æde alle ostene, ellers virker den ikke. Der skal mere og mere til. Ikke det samme. Slet ikke mindre. Men mere og mere. Ellers går alt i stå.

Og her er det, miraklet træder i kraft. Og mirakelmageren er ikke engang borgerlig. Han er skam socialdemokrat. Navnet er Jens Kramer-Mikkelsen. Der skete nemlig det, efter budgetforliget i 1998 mellem Socialdemokraterne, Venstre, De radikale og De konservative, at man traf beslutning om en grønthøster på driften i Københavns Kommune på 2 %. For de, der måtte tro, at vi talte om at køre dette landbrugsinstrument igennem alle forvaltningerne, kan jeg oplyse, at udtrykket dækker over en ensartet driftsbesparelse på alle områder. Aftalen var femårig.

Og så skulle man jo tro, fanden var løs i Laksegade. At kommunen brød sammen. Servicen. Og det hele. Efter os Syndfloden. Men tænk sig: Det modsatte skete. Rent faktisk formåede kommunen både at nedbringe antallet af offentligt ansatte, øge servicen og lette skatterne. Alt sammen på en gang. Under en socialdemokratisk Overborgmester. Jeg medgiver, og er tilmed stolt over, at det skete med kraftig hjælp - og kun kunne lade sig gøre - med hjælp fra de borgerlige partier, herunder Venstre. For tiden ser vi så forvirrende udmeldinger fra Socialdemokraterne. Det er som om en hæmningsløs konkurrence er sat ind. Uanset, hvor mange penge, der pumpes ind i den offentlige sektor er det aldrig nok. Først lagde socialdemokraterne grunden i 2010 planen. Senere blev væksten skruet op til 1,5 %. Og senest har vi set, at Mogens Lykketoft, den socialdemokratiske økonomiske chefarkitekt, forestiller sig væksten i den offentlige sektors økonomi være på 2,3 % om året. 2,3 %!

Hr. og Fru. Danmark grib fast i tegnebogen, og hold supergodt fast. Tænk i frygt på næste boligafdrag - og ikke mindst på hvilken boligskat, der fremover vil blive nødvendig for at finansiere dette enorme overforbrug. Et forbrug, der vækker minder om Anker Jørgensens kaotiske økonomiske regeringer i 70erne. For hvad er den logiske konsekvens af et sådant overforbrug?

PAC-man

Den værste konsekvens er den, jeg klart lærte i Københavns Kommune - sammen med socialdemokraterne: At der skal være en naturlig bremse på væksten i den offentlige sektor. Det kan være man skal nedbringe som vi gjorde. Det kan være man skal forøge lidt - som regeringen gør. Men den eneste måde at styre PAC-man på, med mindre alt omkring den skal ædes, er at lægge en naturlig grænse for, hvor mange oste der er.

I modsat fald - skulle det være sådan, at der var frit slag - forsvinder alt. Det bliver en altædende størrelse. Effektiviteten går i fløjten, når man ved, at man blot kan gå ned i kælderen og trykke nye pengesedler. Sådan er det nu engang.

Socialdemokraterne spiller hasard med en fantastisk spændende udvikling i Danmark. Arbejdsløsheden er rekordlav. Der har været råd til skattelettelser. Statsbudgettet eksploderer - og forhåbentlig kan der både blive råd til at stimulere den enkeltes evne og vilje til at yde en ekstra indsats ved at lempe yderligere. Samtidig med at man målrettet kan - hvis det er ønskeligt - indfri ønsker om forbedret offentlig service. Regeringens plan handler netop om målrettet forbedring. Det er en erkendelse værd, at flere penge i sig selv ikke grundlæggende er løsningen. Det kan tilmed - som det var før i Københavns Kommune - være selve problemet.

Som København

Lang vigtigere er det at se på arbejdsgange. Se på om arbejdsforholdene er tilfredsstillende for de offentligt ansatte. Se på om frihedsgraderne med klare mål skal erstatte rigide tidsskemaer. Giv resultatløn. Udbyde og udfordre, så også private kan få lejlighed til at byde. Ikke fordi de partout skal ind - men for at måle om pris og kvalitet hænger sammen. Og for at se om borgerne kan få en bedre service for de samme penge.

De muligheder har socialdemokraterne sagt farvel til. Og samtidig har de sat den fantastiske økonomiske udvikling i fare, som kan sikre Danmark en placering som verdens bedste land. Hvis miraklet kunne lade sig gøre i København, kan det også lade sig gøre i Danmark. Synd og skam at socialdemokraterne på landsplan ikke vil lære af de historiske erfaringer, vi drog her. Men tværtimod har ophævet Anker Jørgensens livsfarlige økonomiske cocktail som bibel. En bibel, der ikke prædiker mirakler. Men fallit og ruin.

Det kan siges enkelt. Danmark vil have godt af den kur, København gennemgik fra 1998 og frem til 2003. Det har skabt den hovedstad, vi alle kappes om at tage æren for. Den hovedstad der præger tidsskrifter verden over som cool og spændende og anderledes. Som har styr på økonomien. Har styr på arkitekturen. Har styr på design. You name it.

Vi kender socialdemokraterne; det er som med aberne i zoologisk have. Hvad der er smidt ind er tabt. Lad os ikke gentage den fejltagelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her