Læsetid: 3 min.

Gribben

Danske Bank har slugt min gamle sparekasse/ bank, og jeg har det som Jonas i hvalens bug
12. april 2007

Monica Lewinsky forsøgte til det sidste at fremstå som en pæn pige. Derfor bedyrede hun, at hun godt nok havde fået munden fuld, da hun var praktikant hos præsident Clinton, men hun inhalerede ikke.

Det gjorde Danske Bank i løbet af påsken. Den slugte min gamle sparekasse/bank. BG Bank er ikke mere. I 2000 hed det sig, at de to banker fusionerede, altså smeltede sammen. Nu kom sandheden for en dag: BG Bank blev købt op, og jeg røg med i købet.

Når jeg nu skal i banken, har jeg det lidt som manden, der en dag banker på Skt. Peters dør. Døren går op, og dér står Fanden selv. "Bare rolig", siger Fanden til den forskrækkede mand, "vi har bare fusioneret".

For mange år siden besluttede jeg aldrig mere at sætte mine ben i en bank eller for den sags skyld en sparekasse. Det var, efter at en mand fra Bikuben fandt på betegnelsen 'tidrøver'. Det væltede mit verdensbillede. I skolen havde jeg i 1950'erne læst tegneserien om Peter Spar og Søren Sold og taget parti. Jeg sparede op og foragtede afbetalingshandel. Selv da hvert eneste gadehjørne i bymidten var endt som bankfilial, og byen var lagt næsten øde, tvivlede jeg ikke et sekund på, at bankerne var den klippe, samfundet skulle bygges på.

Men så dukkede ordet 'tidrøver' op. Ordet var så nært beslægtet med ordet 'bankrøver', at det ikke kunne være fostret andre steder end i en bankmands syge hjerne. Jeg fik en regulær bankfobi.

Ufrivillige kautionister

Nu havde pengeinstitutterne i forvejen sparet op til en ordentlig røvfuld. Hvorfor skulle de tjene tykt på studielån i højrenteperioden, når de ikke løb den mindste risiko? Og da bankerne i stort tal begyndte at gå på røven i 1990'erne, blev de reddet af os skatteydere. Det var ren pengeafpresning, for tiltroen til pengeinstitutterne er alfa og omega. Kredit kommer jo af credo, jeg tror. Ingen andre steder spiller troværdighed så stor en rolle som i finansverdenen. Derfor blev vi alle ufrivillige kautionister for bankerne.

Til alt held dukkede postvæsenets Girobank så op. Men i 1994 fusionerede den med Bikuben og blev til BG Bank. Og min girokonto konverterede til bankkonto. Jeg siger udtrykkeligt 'konverterede', for om man var til banker eller kasser: Andels- og sparekasser, det var engang et eksistentielt grundspørgsmål.

Bortset fra Danske Bank, som var fravalgt på forhånd. Bankens stifter, Gottlieb Abraham Gedalia, var lidt af en sidegadevekselerer. Og så var der jo krakket i 1922, som gav anledning til verdens første Radioavis. I dag er bankens navn forbundet med gedigne skandaler som Hafniasagen og den færøske banksag. Danske Bank er ikke bare en storbank, men også en bank for de store. Foruden at den er de stores bank. Først var det H. N. Andersen og ØK, siden blev det A. P. Møller.

Penge lugter ikke - non olet, men det gør gebyrer. De stinker. De kommer som en tyv om natten, rammer blindt og breder sig epidemisk. Der er kommet noget vampyr-agtigt over bankerne. Man fatter ikke befolkningens gebyrfobi, hvis man ikke erkender, at gebyrer er blevet et symbol på hin enkeltes magtesløshed i almindelighed og i pengesager i særdeleshed.

Danske Banks direktør, Peter Straarup, har fået tilnavnet 'Gebyrgribben'. I dag forekommer 'Spækhuggeren' mere passende. I hvert fald har jeg det lige nu som Jonas i hvalens bug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu