Læsetid: 4 min.

At gribe timen

18. juni 1999

"Nutidens kultur styres ... af et økonomisk system, som har vist kunsten ud til periferien eller ind i en ikke-eksisterende sfære"
Joseph Beuys

Disse ord fra 1986 gælder ikke mere. Dét, salig Joseph Beuys hentydede til, var nemlig, at kunsten i midtfirserne igen var blevet afsondret fra den økonomiske og sociale orden, der behersker os og herser med os. De radikale landvindinger, som han og hans ligesindede havde gjort i tresserne, syntes i midtfirserne at være over and out. I stedet var kommet det vilde maleri og den postmoderne skulptur, der geninstallerede Værket som en endegyldig enhed, afgrænset fra virkeligheden som noget Andet, som et Kunstobjekt, ja, som en fetich eller ultimativ vare. Beuys og konsorter havde betragtet samfundet som en 'social skulptur' og havde skabt kunst, der både æstetisk, idémæssigt og materialemæssigt omformede det omgivende samfund. Med en beundringsværdig visionær fantasi gjorde de op med hele Værk-idéen og rev pyramiderne ned. Men i 1986 syntes alt altså tabt.

Erfaringerne fra 90'erne, der nu er ved at være ved vejs ende, viser imidlertid, at Beuys alligevel trak det lange strå. Kunsten er igen kommet ned fra piedestalen og har bevæget sig ud i samfundet, omend ingen ved deres fulde fem i dag forestiller sig, at kunst kan omvælte den gældende samfundsorden. Den kan påpege og undersøge det givne, den kan få os til at stille spørgsmål og undres. Og den kan derved få en ny, samfundskritisk konsensus op at stå. Spørgsmålet er så, om den gør det på en tilstrækkelig overbevisende og dybsindig måde. 90'er kunstnerne blander sig med omgivelserne på godt og ondt.

Godt er det, at kunsten handler om det liv, du og jeg lever. Ondt er det, at det nogle gange - og slet ikke så sjældent - kan være svært at få øje på kunsten i kunsten. At selve den æstetiske bearbejdning kan ligge på et meget lille sted, således at oplevelsen og erkendelsen ikke adskiller sig meget fra en spadseretur langs havnen eller en tur på racerbanen. Venedigbiennalen, der åbnede i søndags, viser begge tendenser, men heldigvis mest af det første, for biennalen er ikke længere træt, den er restitueret, genfødt og udvidet. Mange af værkerne er særdeles vellykkede i deres bestræbelse på at finkæmme og blotlægge det moderne samfunds mærkninger af det enkelte subjekt. Og det er netop det, kunsten kan, og det der gør den uundværlig. Kunst kan fremkalde tårer og latter. Den går i kødet på dig, hvis den er vigtig. Du kan blive en anden, efter at du har oplevet værket. Som for eksempel den finske kunstner Eija-Liias Ahtilas (prisbelønnede) video-værk Consolation Service (trøste tjeneste). Det er en fortættet fortælling med en unik billedæstetik, der formidler et drama om et parforholds sammenbrud og de spøgelsesagtige fornemmelser, der knytter sig til tabet af den anden. Ligesom det belgiske par Michel Francois og Ann Veronica Janssen, der arbejder med elementer som røgfyldte luftarter, vand og tørrede blomster, skaber en anelsesfuld og æterisk atmosfære, som gik man rundt i et romantisk maleri af Caspar David Friedrich og undrer sig over, hvem man overhovedet selv er - for ikke at sige de andre gæster i rummene. Findes vi overhovedet? Er vi ikke blot en vag idé. Selve percep-
tionen udfordres i denne drømmevandring.

Men er det ikke lidt nemt at overføre for eksempel æstetiken fra et motorløb til kunstens rum og skrue op for højttalerne, som det sker i den danske pavillon, hvor kunstnerne Peter Bonde og hans amerikanske kunstnerkollega Jason Rhoades p.t. holder til - eller, måske snarere - kører? Et omfattende organisatorisk og teknisk arbejde, mange menneskers store arbejdstimeforbrug og et anseligt beløb (over tre mio. kr.) synes ikke at have iført ny betydning eller erkendelse med sig. Der er ganske vist et højt energi- og støjniveau i denne pavillon, der udmærker sig ved at skille sig ud fra flertallet af kunstoplevelser i biennalens 'Giardini' (haverne med de nationale pavilloner), det skal den have, men tiøren falder for hurtigt, værkets idé afkodes i løbet af få sekunder. Skulle et kunstværk af den art ikke komme tættere på en erkendelse af fartens væsen, en herlig metafor for hele den accelererende livsrytme, end det sker på selve racerbanen?

Venedigbiennalen er en virkeliggørelse af globaliseringen i værkets symbolske form. Hvis man tilhører skeptikerne, hvilket en stor del af det blaserte kunstpublikum gør, så bliver man hurtigt gjort tavs i år, for der er tale om en genuin fornyelse, og størstedelen af kunstnerne er i begyndelsen af trediverne, i hvert fald i den del af udstillingen, som schweizeren Harald Szeemann har arrangeret, nemlig d'Apertutto, (overalt). Kunsten er rykket ud i hele den smukke by og fylder den med overrumplende visuelle fortællinger. Gondoler sejler forbi med bogstaver, og ord bliver til: Art protects you, står der at læse på de røde, vippende bogstaver, eller man ser inden for i et af de rustikke rum et par mørklødede hænder stikke op af en bunke sand: En yogi lader sig levende begrave en time ad gangen, ligesom man mærker tiden gå i Richard Jack-sons rum med de tusinde ure, hvis visere flytter sig simultant, så det giver et smæld, der gibber i én. Kinesiske kunstnere fylder godt i landskabet, som Cai Guo-Qiang, der genskriver sit lands lidelsesfulde feudale historie i form af Mao-tidens propagandadistiske udnyttelse af den endnu barskere fortid osv.

Kunsten kan i allerhøjeste grad bruges til at gribe timen og tage temperaturen på verden i en fredfyldt atmosfære. Alle taler med alle - henover landegrænserne. Livet er til syvende og sidst ikke så forskelligt, om man nu bor her eller hisset. Men betingelserne er det, ved Gud. lb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her