"Det gør ikke noget at være født i andegården, når man har ligget i et svaneæg!" skrev vores verdensberømte mønsterbryder, H.C. Andersen, og den påstand er der lavet mange variationer over siden. I instruktørerne Karsten Kiilerichs og Michael Hegners nyfortolkning af eventyret kan moralen opsummeres til noget i retning af "Svane, and eller rotte - pyt med hvilket slags æg, du kommer fra, det er kærligheden, der er afgørende for, hvem du hører til i blandt."
Det danske produktionsselskab A.film, som blandt andet har lavet Hjælp, jeg er en fisk! og Terkel i knibe, står bag Den grimme ælling og mig. Filmen er en større europæisk co-produktion, som har krævet mere tid og flere midler end lavbudget-hittet Terkel i knibe. Og til forskel fra den anarkistiske, absolut politisk ukorrekte Terkel i knibe er Den grimme ælling og mig en mere stueren fortælling med budskaber om at behandle hinanden ordentligt og ikke drille dem, der er anderledes.
Som for eksempel Grimme. En ælling, der ved en fejl havner i en hønsegård og får den skæbnesvangre opfattelse, at den kyniske rotte Rotto er hans far. Rotto er en plattenslager på flugt - fra den lede hunrotte Doris og hendes håndlangere. Men snart ser Rotto potentialer i Grimme. Som ællingens far bliver Rotto accepteret af fjerkræene i hønsegården, og desuden planlægger han at få succes - ved at lave freakshow med Grimme i en nærliggende forlystelsespark. Men, men... selv en rotte har et hjerte, og kan det mon modstå blide ande-kvinder, der appellerer til hans samvittighed?
Samtidig sker der drastiske forandringer. Pludselig en dag har Grimme ikke længere dun på maven, men på hagen - og så er det ikke længere Rotto, der bestemmer!
Fine nuancer
Transformationen fra lille ælling til en fjerdusk af en teenager er filmens komiske højdepunkt. Nikolaj Lie Kaas lægger knækket stemme til den hormonplagede fugl, og både han og animatorerne gør det virkelig morsomt. I det hele taget er Den grimme ælling og mig en underholdende om end til tider lidt forudsigelig fortælling. Filmens force ligger i detaljerne - såvel hvad angår animationen som historien. Ligesom i Terkel i knibe bruges der 3D-animation, som mange kender fra det amerikanske Pixars produktioner, og der er fine nuancer i ansigtsudtryk og kropssprog. Scenografien er detaljerig uden at virke overlæsset, og det umiskendeligt dansk islæt i miljøtegningen giver filmen personlighed.
Den grimme ælling og mig fungerer bedst, når handlingen og personernes udvikling og følelser udtrykkes visuelt. Indimellem forfalder filmen til lidt for meget - og til tider skinger - snak. Dog: sammenlignet med f.eks. Disney Sjov er Den grimme ælling og mig afdæmpet. Hvad er det for en generel underlig tendens, at stemmer i tegnefilm skal råbe overgearet?
Et par gange er historien tæt på tomgang, men instruktørerne redder bolden i sidste sekund og sætter den på ny i fart med indslag af spænding eller humor. Den grimme ælling og mig lanceres som familiefilm; det lever den op til, og den ligger bestemt i den gode ende af genren.
nDen grimme ælling og mig. Instruktion: Karsten Kiilerich og Michael Hegner. Manuskript: Mark Hodkinson. Dansk/fransk/irsk/tysk (Palads, CinemaxX i København og en lang række biografer landet over)
