Læsetid: 5 min.

Grisens velfærd i menneskers behag

Det glædelige ved at danskerne forlanger svin behandlet menneskeligt
7. april 2007

Ugen der burde have stået i påskelammets tegn, blev i stedet svinets. Danske grise, hvis man for alvor kan tale om nationalitet i den forbindelse, bliver (igen eller også er det hele tiden) transporteret til deres bestemmelsessted, hvor de skal ombringes og laves til sylte. Man kan roligt sige at transportdelen er noget værre svineri.

En gris skal, selv når vedkommende er på vej til de evige stier have lov at komme af og strække benene og få krølle på halen om end det kun er for det ynkelige øjeblik, den falske frihed varer. Den finale skæbne kommer ud på det samme, hvad enten nogle svin har behandlet grisene som pryglede aber, eller en mere animalvenlig behandling har været praktiseret.

Dyrevelfærdsbevægelsen har sat sig sine spor, hvad de gamle ville have syntes var underligt, men forestillingen om at man skal opføre sig ordentligt over for medskabningerne, skønt man jo dybest set agter at tage livet af dem, synes bred i den danske befolkning. Loven udsprunget af disse strømninger bestemmer, at hviletidsbestemmelserne skal overholdes, så basserne når veludhvilede frem til slagtning.

Transportformen som den atter engang blev afsløret i den vagtsomme danske elektroniske nyhedstjeneste, vagtsom hvad angår grisemishandling, bringer i ubehagelig grad mindelser om lignende transporter i århundredets løb, transporter fra hjemsted til ombringelse, hvor der heller ikke blev udvist den dybere følsomhed over for retten til den frie bevægelighed og rimelig plads om bord for alle. Ved den slags transporter betalte slagtofrene oven i købet selv billetten. Dette bestemtes ved Wansee-konferencen i 1942 eller lige efter konferencen af embedsapparatet: at de, der skulle ombringes fjernt fra hjemmet, så sandelig selv også skulle betale omkostningerne. Dog, og her viste det menneskelige storsind sig i al dets ynde, skulle de kun betale enkeltbillet.

Grisene betaler også uden dog at lægge penge på bordet, hvilket heller ikke ville være så enkelt. Disse væsener bærer værdien i sig selv - så at sige på sig under the skin. Der er ingen umiddelbar merværdi forbundet med at spilde tiden med at standse undervejs og give slagtofrene anledning til at vælte sig lidt i noget lokalt søle eller komme af med gyllen på en værdig måde. Det er bare derudad.

De umælende

Ved mishandling af dyr kommer ofte det bedste op i nogle mennesker. Dette er pudsigt nok, når det samme gør sig gældende ved mishandling af mennesker, ikke tilfældet. At det bedste kommer op. Den ofte gentagne tankegang bag denne forskelsbehandling til dyrs fordel er den uimodsigelige, eller tilsyneladende uimodsigelige, at dyr i modsætning til mennesker ikke kan tage til genmæle og forsvare sig, men er prisgivet deres vogteres forgodtbefindende, mangelfulde lovbestemmelser eller forloren moral eller det hele på en gang.

Derfor er det også godt, at der er et begreb, der hedder dyrenes beskyttelse, et fænomen Adolf Hitler apropos gik stærkt op i og som følge af denne lidenskab skabte et effektivt tysk dyreværn. Her i landet har vi haft en forening til dyrebeskyttelse siden 1870'erne. Følelserne for dyr er stærke hos mange og som antydet stærkere i nogen end i de fleste. De umælende må og skal have beskyttelse. Selv noget så lavt i rangordenen som svin, der samtidig er et skældsord: et dumt svin, lavere kan man med den mærkat ikke synke, selv noget så usselt har deres dyreret og er altså omfattet af en lov desangående. Når og hvis denne krænkes, er en vis kategori af danskere der som søm. Og det er godt nok, det er det skam. Man mærker straks, hvor hårdt det slår, når dyrevenligheden ruller sig ud, hvis en ladning smågrise lider unødigt.

Dansk Folkepartis ordfører væmmes og forlanger strengere straf over dyrplagernes hoveder, og at grisetransportørerne mister retten til griseriet. En af de vigtigste værdier i danskheden trues, hvis brådne kar mishandler eksportsvinene. Sammenhængskraften bryder sammen i det danske samfund, hvis og når nogen overtræder dyrerettighederne. End ikke respekten for de indtjente eksportpenge kan afholde den sande vrede mod misbrugere af dyrs rettigheder. Hvor taknemmelig må man ikke være over for en så prompte reaktion. Og blot konstatere, at der så må være andre, der reagerer, hvis mennesker mishandles.

Menneskerettigheder, ifølge de samme personer, der forsvarer dyrene, er det rene tyranni. Folk, der har været ude for tortur både før, under og efter diverse transporter til og fra dystre politihovedkvarterer i grumme diktaturer, for hvem menneskeliv er af samme værdi som en grådig eksportørs følelser for smågrises ret til at strække skinkerne og krølle halen, har jo talens brug og kan i modsætning til grisene tage til genmæle. Det hænder ganske vist, at torturofre har besvær med at koncentrere sig efter elektrochok og tæv og derfor ikke kan lære dansk, som må være mindstekravet, hvis Dansk Folkeparti og regeringen skal udvise et minimum af hensyn inden udvisningen.

For grise ved man, at det er meget skadeligt at blive mishandlet. Det er også synd for dem, rent bortset fra at det ifølge Suzannne Brøgger skader kødet. For grisenes vedkommende kan man over én (svine)kam betragte skaderne, hvis hviletiden ikke overholdes. Nogle dør af stress. Det er også nogenlunde ens, hvad der sker, for mennesker der mishandles. De samme skader ses igen og igen. Derfor kan Dansk Folkepartis præster ikke tage rapporterne alvorligt, fordi de er enslydende. Desuden falder den slags ind under hævdelse af menneskerettighederne, og menneskerettighederne er jo tyranni, som fører lige lukt til den franske revolutions rædselsherredømme eller Auschwitz eller Gulag. Det gør det ikke, hvis man forlanger, at eksportørerne og transportørerne behandler svin ordentligt og erindrer sig deres rettigheder. Den barmhjertige samaritan er det rene vås ifølge hin dogmatik i dansk kristendom, der praktiseres af det nuværende åndelige flertal i nationens parlament.

Selvfølgelig, hvæser de, betyder lignelsen om den gode outsider ikke, at man skal hjælpe folk, man ikke kender eller deler nation med, det er den rene øllebrødssentimentalitet og slimede selvgodhed. Man bør måske omdøbe historien til Den barmhjertige dansker, der på sin vej finder en mishandlet gris skvattet af en særlig ondsindet transport. Den barmhjertige dansker tager grisen til sig, plejer og passer den og giver den godt med snask og bringer den egenhændigt hen til slagteriet, hvor den får en human hammer i kraniet, inden den bliver lavet til rullepølse.

En ikke-anledning

Valgkampen er som sagt før i fuld gang, regeringspartierne rykker sig i position med en foruroliget Bendt Bendtsen som nummer sidst i førerfeltet. Det går de konservative skidt. Det skyldes, at de på Dansk Folkepartis præmisser har svigtet den humanistiske tradition i det gamle højreparti. Stærk har den aldrig været, men den har været der. I den forløbne uge har man ikke hørt så meget til statsministeren. Der er derfor ikke rigtig anledning til at nævne at han i sin tid blev hældt ud som skatteminister efter kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget. Men der kommer utvivlsomt en anledning til at nævne det en anden god gang. Hav en rigtig god Påske, som de siger i Radioen. Vammelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu