Læsetid: 3 min.

Griskhed

23. december 2002

BORGERLIG ANSTÆNDIGHED. Det er titlen på en en interview-serie, som begynder i dagens avis. Vi spørger, hvor den borgerlige anstændighed er blevet af. Det gennemgående svar er, at den er temmelig langt borte. I dag har vi udfrittet Jens Kistrup, mangeårig anmelder ved Berlingske Tidende og nu skribent ved Weekendavisen:
– Nu har vi fået en borgerlig regering – skulle den ikke præge samfundet med borgerlig anstændighed?
Jens Kistrups svar lyder:
»Den socialdemokratisk-radikale regering var i virkeligheden mere repræsentant for den gamle borgerlighed og dens etik, end den nuværende Venstre-Konservative regering er det.«
Det svar vil givetvis overraske nogle, for det vender gængse forestillinger på hovedet.

I SVUNDNE TIDER var det således, at arbejderklassens ideal om »solidaritet« havde sit modstykke i borgerskabets forestilling om »anstændighed«. Lidt snerpet kan det lyde, og – som Jens Kistrup er inde på – kunne det dække over ganske megen seksualforskrækkelse. Men det havde også positivt islæt. Med udgangspunkt i religionen krævede anstændigheden, at man var ædru, sanddru, nøjsom og barmhjertig. Ingen af disse fire tillægsord melder sig umiddelbart som signalement af vore dages borgerlighed.
Hvad er trådt i stedet? Jens Kistrup taler om »den besynderlige grådighed, der er kommet ind i tilværelsen i dag, hvor alt synes at koncentreres om nye køkkener og badeværelser«.

ET SVIGT hos Det Konservative Folkeparti er et flertal af interview-seriens adspurgte enige om at fremholde. De Konservative har traditionelt været tilhængere af en handlekraftig stat, der kunne mindske de sociale forskelle, således at samfundets svage ikke lod sig forlokke af revolutionære demagoger. De Konservative var også tilhængere af stærke kulturinstitutioner, der kunne hævde den nationale selvforståelse.
Nu har De Konservative mistet deres egen selvforståelse. De har overtaget – eller er blevet påprakket – Venstres skepsis over for statsmagten og dens muligheder for at udjævne socialt og højne kulturelt. Der er ikke længere nogen ideologisk forskel på partierne Venstre og Konservative. Venstre har sejret totalt. De Konservative er blot et lille støtteparti – få i mandater, færre i egne ideer.
Og hvad er så årsag, og hvad er virkning? Er De Konservative tømt for indhold, fordi griskheden har opslugt det? Eller får griskheden friere udfoldelsesmulighed i Danmark, fordi De Konservative er spist op indefra? Det korrekte svar på begge spørgsmål kan være ja.
Sandt er det, griskheden er tidens tilbøjelighed ikke bare herhjemme, men over hele den verden, hvor det er muligt at praktisere den.
I 1985 erklærede den amerikanske aktiejonglør Ivan Boesky i en tale til universitetsstuderende:
»Greed is healthy« – griskhed er sundt. Ikke bare som drivkraft for den enkelte, men for hele samfundet, som drives frem af de griske.
Som sådan nogle ofte gør, endte Boesky i kachotten, men han nåede da at rage så meget til sig, at han ved sin løsladelse i 1990 var god for en lille milliard danske kr. – og det endda efter han havde betalt sine bøder. Griskheden tjente ham ganske vel. Og hans lovprisning af den runger stadig.

GRISKHEDENS følgesvend er kynismen. For kun med den kan man holde på afstand, at forbrugsorgiet er uanstændigt. Inderst inde véd selv lallende liberalister, at det ikke kan blive ved med at gå. De globale spændinger mellem overforbrugere og underforsynede viser sig tydeligere og tydeligere. Når USA kaster sig ud i en svimlende oprustning, skyldes det også ønsket om at have den fornødne magt til at kæmpe sig frem til råstofferne – ikke mindst olien. At griskheden må dække sig med våbenmagt, har sin indenlandske variant i, at velhaverne slår sig ned bag fæstningshegn overvåget af vagtværn.
Og så er der det miljø, der både skal levere produkterne og absorbere deres rester. Den åbenlyse konflikt mellem overforbrug og miljøbeskyttelse kan politisk borttrylles ved at ophæve miljøbeskyttelsen. En underlig ironi er der i, at der i begyndelsen af 1970’erne i den vestlige verden var nogenlunde konsensus om, at tæringen på ressourcerne var uholdbar. Det sagde Jimmy Carter som præsident i USA, og det sagde herhjemme et konservativt folkeparti, der medvirkede til den første danske miljøbeskyttelseslov.
Og nu – så mange fældede regnskove og udslupne ton kultveilte senere – er miljøbeskyttelse blevet et hadeord. For George Bush og såmænd også for Anders Foghs regering, der skærer, fyrer og lemper i natur- og miljøforvaltningen.
Det pæneste, man kan sige om griskheden, er, at den ender med at fortære sig selv.

*Dette er den anden af en række ledere, som over syv avisdage tager udgangspunkt i dødssynderne

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her