Læsetid: 3 min.

Grøde på den århusianske galleriscene

Mens den københavnske galleriscene har markeret sig stærkt , er der mere stille om, hvad der sker på den front i Århus. At det århusianske kunstmiljø er så relativt overset er ufortjent. Fire aktuelle galleriudstillinger understreger, at det også rykker i Århus
21. august 2006

Nystartede Charlotte Fogh Contemporary profilerer sig på den unge, hippe kunst og har fået kunstnere med stor street credibility som Eske Kath og HuskMitNavn knyttet til galleriet. Den aktuelle udstilling SIX-PACK præsenterer seks videoværker af kunstnere, der alle har rod i det århusianske kunstmiljø. Videopakken varer en halv times tid, og flere af filmene er fælles om et socialt engagement i forhold til integration, social ulighed og post-9/11-traumer. Det lyder muligvis tørt, og nogle film vægter da også det dokumentariske på en sådan måde, at man savner en stærkere æstetisk appel, for eksempel hos Jan Falk Borup og Sixten Therkildsen. Men alle filmene har selvironi og skæv humor, og Dagmar Krøyers film er decideret sjov. Den omhandler en vittighed, der udsættes for både analyse og forviklinger, og kan i sagens natur ikke genfortælles her - den skal opleves!

Som en del af konceptet skylles SIX-PACK ned med Charlotte Foghs hjemmebryggede kaffe, som hun venligt serverer sammen med en engageret snak om galleriets profil. Indtil videre har hun formået at præsentere kunst, der er i øjenhøjde med beskueren, samtidig med at der indholdsmæssigt er gods i.

Lad dig berøre

Galleri Image har specialiseret sig indenfor de fotografiske medier. Den aktuelle videoudstilling TOUCHMEårhus præsenterer to internationale videokunstnere, der tematiserer forskellige mentale tilgange til det moderne storbyliv.

Fransk-australske Nathalie Lathams meditative værk Sleeping Angels skildrer folk, der er faldet i søvn i Tokyos metro. Forunderligt nok formår de at sidde rankt og holde fast i håndtasken. Det er mennesker på kanten af deres civiliserede jeg, der for en stund giver slip og går på standby, dog med en flig af indlært vagtsomhed tilsluttet.

Amerikanske Richard Fears værk 3D er anderledes pågående. I hektiske klip kastes løsrevne billeder og ord mod ens blik i et tempo, der gør at man konstant hvirvles ind i en ny betydningskontekst. Flimmeret samler sig efterhånden til en fortælling om eksistentiel smerte og meningsløshed i et nutidigt storbyunivers. Fælles for begge film er, at de hensætter beskueren i en form for trance, som man ikke lige ryster af sig igen.

Favner forskellene

Gallerie MøllerWitts aktuelle udstilling DK-Berlin tilføjer ligeledes den århusianske galleriscene et internationalt strejf. Udstillingen præsenterer syv kunstnere, der har afsæt i den danske kunstscene og bor i Berlin. Som alle snart ved er Berlin stedet, hvor samtidskunsten sprudler, og MøllerWitts udstilling afspejler en befriende diversitet, der ubesværet rummer afstanden mellem for eksempel Lise Harlevs socialt kommenterende konceptplancher og Ulrik Møllers tyste sjælelandskaber. Berlin - og Århus - favner forskellene.

Den totale kontrast til de kommercielle gallerier finder man i rum46, et udstillingssted for samtidskunst, der dyrker alternative kunststrategier baseret på socialt engagement. I hele 2006 vises vinduesudstillingerne ROSTA-fenster, der inspireret af en sovjetisk propagandaform vil sætte samfundsmæssige problemstillinger på dagsordenen. I august måned præsenteres The Swop Network, der på græsrodsniveau søger at skabe alternativer til de kapitalistiske kommunikationssystemer ved at operere med modstrategier som gaveøkonomi og fri distribution. Udfordringen for sådanne socialt subversive strategier er at overskride sit eget miljøs grænser og få budskaberne ud i en bredere offentlighed, hvor de kan skabe en reel debat. Det lykkes ikke rigtig i den aktuelle vinduesudstilling, der savner umiddelbar tilgængelighed og visuel appel, især i forhold til den forudsætningsløse forbipasserende. Hvis man føler sig hægtet af, kan man imidlertid gå indenfor og snakke med folkene på rum46, der beredvilligt forklarer og diskuterer deres projekter.

* Six-Pack, Charlotte Fogh Contemporary (www.charlottefogh.dk). Til 26. aug.

* TOUCHMEårhus, (Nathalie Latham og Richard Fears), Århus Kunstbygning og Øst for Paradis (www.galleriimage.dk). Til 3. sep.

* DK-Berlin, Gallerie MøllerWitt (www.gmw.dk). Til 26. aug.

* ROSTA-fenster, Rum46 (www.rum46.dk), Udstillingen skifter hver måned og er synlig døgnet rundt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jyllands-Posten og Århus Stiftstidende om Thorsten Sadowsky og Århus Kunstbygning:

Jyllands-Posten:

"Stort underskud i kunstbygning

Af TOM HERMANSEN

Offentliggjort 17.03.08 kl. 17:31

Århus Kunstbygning kom ud af 2007 med et underskud på knap en halv million kroner, viser et netop offentliggjort regnskab.

Lederen for Århus Kunstbygning, Thorsten Sadowsky, forlader i disse dage Århus for at blive direktør for nyt kunstmuseum på øen Föhr. Han efterlader ikke kun et fagligt tomrum, men også et økonomisk, viser det sig nu. Det netop offentliggjorte regnskab afslører et underskud på 415.000 kr. for året 2007."

http://jp.dk/indland/aar/kultur/article1298061.ece

Århus Stiftstidende:

http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080320/AAS/943449900