Hvordan mon det er at være Fogh Rasmussen? Så demonstrerer han det ene år, at det med klimaet er noget fis og miljøet noget venstreorienteret hysteri; det gjorde han ved at sætte en overkomprimeret ignorant fra sit parti, der for tiden er leveringsdygtig i mange af slagsen, til at smadre Svend Aukens velfungerende og i store dele af den civiliserede verden beundrede Miljøministerium. Under slagordet: "Mere miljø for pengene," af lige så tankemættet betydning som gratis permanentkrølning af skaldede, fyrede regeringen i snesevis af miljøfagfolk og skar i øvrigt støtten til alternativ energi bort.
"Vindkraft, det har vi nok af," sagde den konservative vicestatsminister Bendt Bendtsen i radioen, og vindkraftindustrien fik med aflysningen af havmølleparkerne en på snotten.
Dernæst indsatte Fogh Rasmussen en decideret manipulator af tal og begreber som leder af den nye miljøvurdering, en person, hvis metoder og argumenter er afvist af stort set samtlige indsigtsfulde fagfolk på klima- og miljøområdet. De menneskeskabte konsekvenser på klimaområdet betvivles ikke længere af seriøse forskere, og man kan selvsagt ikke rationelt bytte bestræbelser på at begrænse miljøskaderne, deriblandt nu beviselige vandstandsstigninger og stadig voldsommere orkaner, ud med en forøget indsats mod AIDS eller malaria. Jo, det kan man naturligvis i den forstand, at de, der ellers ville blive syge, nu i stedet drukner.
Tallerkenvending
Så vendte vinden pludselig, almindelige mennesker, som jo er flest, begyndte at indse sammenhængen mellem overdrevne udslip af menneskeskabte gasser og C02 og klodens temperaturstigninger, som man skal være ualmindelig tykhudet for ikke at mærke i fædrelandets eget klima. Regeringens konservative miljøminister og anstændighedsalibi overbeviste sig selv og andre ved med gru og tænders gnidsel at stille sig op og betragte den grønlandske indlandsis, der smelter i et tempo, som selv de mest fanatiske miljøaktivister og C02 -freaks ikke havde forestillet sig. Minister Hedegaard affejede i en tv-høring og med veloplagt brutalitet Bjørn Lomborg, som om han vitterligt er noget nær den charlatan, utallige har antydet. Hedegaard havde dog overlevelsestrang nok til at glæde sig over, at Lomborg havde haft mulighed for at udtrykke sig, da man jo skal høre alle parter. Det så hun ikke ud til at mene.
Så drog Fogh Rasmussen selv til Grønland, for nu er der stemmer i skidtet. Sammen med Kommissionsformand José Manuel Barroso stillede statsministeren sig med sin høje gæst også op ved den vigende isrand og udtalte nådigt til Radioavisens medsendte, at dette viste, hvor vigtigt det er at gøre noget. Det ligger åbenbart ikke i Radioavisens journalistiske koncept, der nærmest minder om det, man betjente sig af i Statsradiofoniens Pressens Radioavisen i 1950'erne, at stille spørgsmål. Et nærliggende havde været: "Hvorfor fa-en er du først kommet i tanker om dét nu snart seks år efter, du kom til fadet, kammerat, og hvorfor i alverden har du så smidt penge i nakken på Bjørn fucking Lomborg? Hvad har du gang i, mand! Er det endnu et udslag af kreativ bogføring for at vinde det næste valg, og har du nu igen vildledt Folketing og befolkning groft, som du gjorde i sin tid som skatteminister, da det endte med, at du blev hældt ud, og således som du også siden gjorde med din bog om minimalstaten, som du nu lader som om ikke gælder, selv om den gælder endnu, og således som du gjorde med hensyn til krigen, og således som du i øvrigt har gjort utallige gange med den ene demagogiske udokumenterede påstand efter den anden: om råd og nævn, om samarbejdspolitikken under besættelsen, om den kolde krig, om fodnotepolitikken og om så meget andet. Hvad med for resten at stikke Svend Auken en undskyldning; han havde jo ret, det lange hyl, selvom I stædigt hævdede det modsatte og svinede manden til for at have opbygget et magt-imperium og alt det andet sludder, I væltede af jer i jeres usmagelige magtbrynde. Han og de fagfolk, der med stigende bekymring betragtede visionsløse politikere hævde markedets ret og effektivitet til at få folk til at vælge rigtigt og redde kloden. Det ser man tydeligt i den armada af firhjulstrækkere, der nu betjener danskerne i fædrelandets vildsomme revirer, hvor åbenbart bjerggeden aldrig har gjort sit indtog af respekt for det vanskelige bjergterræn.
Skandaløs minister
Hvad mener du, statsminister, om de ting her med udsigt til de smeltende ismasser, og indlandsis, der oven i købet ifølge Berlingske Tidende får yderligere momentum, fordi de enorme isklumper på størrelse med Manhattan, den is, der udgør Grønlands og for den sags skyld Antarktis' indre, meget vel kan tænkes at gå i glid inde fra de to hidtil dybfrosne verdeners bjerge, der danner isens fundament? Smeltevandet fra oven trænger ned i revner og sprækker og danner en vældig vandhinde mellem bjerg og is, og så er det ikke svært at forestille sig, hvad der som sagt sker med isen, eftersom bjergterrænet som helhed skråner udad mod havet. Hvor bjergene sejler var der engang en fin film om Grønland, der hed. Jo tak, det bliver til overmål, og vanstandsstigningen truer yderligere.
Hvorfor skal der gøres noget nu, når der ikke skulle gøres noget dengang du, hr. statsminister, udnævnte Europas vistnok uden sammenligning mest skandaløse miljøminister, som siden blev afløst af den ovennævnte mere anstændige af slagsen. Men hun er uden nær tilstrækkeligt med penge på lommen hjemmefra finansministeren, der i parentes bemærket mener at alt det der med klimatruslerne og i det hele taget bekymringen for det menneskeskabte udslips konsekvenser er kejserens nye klæder. Hvordan kan man, kære miljøminister, være noget sådant i en regering, hvis kassemester har den holdning?
Der er nu gået godt fem fucking år, og i de fem fucking år kunne du, statsminister Anders Fogh Rasmussen, have gjort noget af det, du nu mener ansigt til ansigt med isafsmeltningen - og med vælgerne i baghovedet - skal gøres.
Og hvad mener du så om den side af sagen. Kan du nu forklare i klartekst, hvorfor du har skiftet standpunkt, og Lomborg ikke længere er så interessant en partner i de sager? Eller skal man gå til ombudsmanden i det håbløse forsøg at få et svar på også dét ubehagelige spørgsmål måske?
Dårligt eksempel
Det er jo ikke meget, Danmark kan gøre i betragtning af de amerikanske og kinesiske og indiske udslip og i det hele taget det miljøsvineri ,der har været fuldt knald på under George W. Bush og hans uansvarlige allierede reaktionære og nyliberale beundrere. Men Danmark kunne have ladet være med at lade være med at gøre noget.
Den arrogance over for et så fundamentalt anliggende som jordens klima er, hvad man med et slidt ord kalder: et signal til en både undrende, men også lettet omverden. Når Danmark, der før har haft ry for at opføre sig ordentligt, pisser i brønden, kan andre, der har endnu mindre lyst til at reformere infrastrukturen, med sindsro gøre det samme og lidt til. Det er i den forstand derfor, den nuværende situation er så sørgelig. I forfængelighed, af angst for at synes politisk korrekt og i bestræbelsen på at nedgøre en tidligere regering og dennes visionære og indsigtsfulde miljøminister har VKO - selvfølgelig også i ren grådighed - opført sig som rene miljøbanditter, der nu står og flæber ned i grødisen.
