Læsetid: 3 min.

En grøn prøvelse

22. april 2004

BJØRN LOMBORG er en prøvelse. Ikke kun for tålmodigheden. Også for intellektet. Denne lektor udi statistik fra et dansk provinsuniversitet, som nu er steget til positionen som orakel for verdens mægtigste beslutningstagere og medieselskaber.
Som det fremgik af gårsdagens avis, bliver Lomborgs budskab om den falske miljøkrise nu brugt i George W. Bushs genvalgskampagne. »Republikanere kan ikke understrege kraftigt nok, at ekstremister råber ’dommedag’, alt mens miljøet i virkeligheden oplever nye og bedre tider,« hedder det i en instruks til Bushs kampagne-apparat. Lysegrønne formuleringer á la Lomborg, hvis bog The Skeptical Environmentalist da også anbefales som ammunition i kampagnen, der bl.a. skal slå fast, at »den globale opvarmning er ikke en kendsgerning.«
Samtidig er Lomborg netop udnævnt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer af Time Magazine. »Måske miljøets Martin Luther,« skriver Time om Lomborg, der af Business Week er kåret som en af »Europas 50 stjerner«.
Denne globale hæder og indflydelse tilkommer en mand, som for nylig erklærede, at der ikke er råd til at hjælpe de stakkelse inuitter i Arktis ved at gribe effektivt ind over for de voksende CO2-udledninger, der på sigt vil få indlandsisen til at smelte. Et udsagn som tirsdag i Jyllands-Posten fik formanden for FN’s Klimapanel, dr. Rajendra Pachauri, til at spørge: »Hvor er forskellen på Lomborgs menneskesyn og Hitlers?«
Udfordringen fra Lomborg handler helt umiddelbart om at bevare fatningen. Hundreder af videnskabsfolk fra det meste af verden har brugt uger, måneder, hvis ikke år på at påvise Lomborgs fejl og fordrejninger. Derfor kræver det nogen selvkontrol ikke at eksplodere i raseri eller bryde sammen i fortvivlelse over, at Lomborgs budskab fortsat går sin sejrsgang på de niveauer, der ikke har indsigt, men til gengæld magt.
Den mere interessante udfordring består i at forstå, hvad pokker der foregår. Hvordan kan det falske budskab marchere i en verden befolket af indsigtsfulde fagfolk, der for længst har gennemhullet mytomanien?

LOMBORG GØR to ting. For det første taler han for et økonomistisk beslutningsrationale, der går ud på at beregne, hvor man redder flest menneskeliv for pengene og så lægge indsatsen der. Det er på den baggrund, han erklærer inuitterne for tabere – det er for dyrt at redde dem i forhold til at redde folk fra tuberkulose eller urent drikkevand. En sådan økonomisk prioriteringsdiskussion er sund, men den har to fundamentale begrænsninger.
For det første foregår Lomborgs prioriteringer i en cigarkasse, der hedder »miljø & sundhed«. Når pengene skal prioriteres, er det af en eller anden grund ikke muligt at inddrage de globale militærbudgetter, investeringerne i underholdningsindustri, luksusproduktion, prinsebryllupper etc. Det afslører, at Lomborgs prioriterings-øvelse er formålsbestemt.
For det andet er verdenssamfundet ikke en automat, hvor den rette politik kan trækkes efter input af økonomiske data. Verdens gang styres også af ikke-økonomiske værdier, moral, tradition, religion etc. Rationelt eller ej – det er en af forskellene på mennesker og regnemaskiner, og derfor vil – og bør – Lomborgs rationale aldrig blive klodens enerådende styringsprincip.
Det er da heller ikke den del af budskabet, George Bush, Anders Fogh og ligesindede abonnerer på. Det gør de kun i den udstrækning, rationalet kan bruges til at understøtte selve hovedpointen: At miljøtruslen er fup og bør ses bort fra. Fordi den er blevet den egentlige hindring for det økonomiske ekspansions- og selvudfoldelsesprojekt, der mere end nogensinde præger det globale samfund. Præsident Putins økonomiske rådgiver Andrei Illarionov erkendte det forleden iskoldt og klart:
»Kyoto-protokollen er en dødspagt, hvis primære mål er at strangulere økonomisk vækst og økonomisk aktivitet i de lande, der accepterer protokollens krav.«
Ud fra den opfattelse kaldte Illarionov den globale klima-aftale for »et internationalt Auschwitz.«
Det er der, vi er: Alle andre hindringer for ekspansionismen er ryddet af vejen – nogle med militærmagt – og nu skal den tilbageværende – bevidstheden om at kloden er et begrænset system – også elimineres. At hæmme grænseløs vækst er ren Auschwitz. Det er ikke Lomborg, der tåler sammenligning med Hitler, det er formanden for FN's klimapanel, der tillader sig at tro på videnskabens udsagn om klimaets sårbarhed.
Det nytter ikke at fortvivle over Lomborg. Det nytter alene at diskutere, hvordan vi kommer ud af denne udviklingsmæssige blindgyde.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu