Læsetid: 4 min.

Grøn tysk nonsens?

27. marts 1998

NEJ, NEJ, NEJ hvorfor tier de dog ikke? - det tyske parti Bündnis90/De Grønne. Hvorfor holder de ikke inde til forbundsdagsvalget i september er overstået? Til Helmut Kohls konservativt-liberale regering er afløst af en rød-grøn koalition mellem De Grønne og socialdemokraterne fra SPD? Skal de absolut foreslå en benzinpris på 19 kroner og bekende deres opposition til NATO og tysk deltagelse i fredsbevarende operationer i diverse brændpunkter? Og hvorfor lige nu, hvor De Grønne ellers skulle bevise deres regeringsduelighed, og dermed troværdiggøre den rød-grønne koalition som et alternativ til regeringskoalitionen mellem Kohls CDU/CSU og Kinkels FDP?
Alarmerende spørgsmål som disse præger med
garanti langt hovedparten af diskussionerne i socialdemokratiske kredse i Tyskland i disse dage. Og vel også hos den såkaldte fløj af 'realister' hos De Grønne, der er opsat på at komme i regering og få indflydelse. Samtidig griner Helmut Kohl, fordi han hermed får
en oplagt modspiller. Kansleren, som satser på at få en femte periode som statsoverhoved, vil ganske givet bruge De Grønnes valgprogram, som en rød klud over for middelklassen. Som omtalt i temaet på side 3 i dagens Information, står SPD's kanslerkandidat, Gerhard Schröder, i et dilemma og er blevet nødt til at affærdige De Grønnes forslag som "nonsens". Omvendt kan han ikke tage for stor afstand til partiet, fordi han muligvis får brug for dem efter valget.

SAMTIDIG BETYDER De Grønnes udspil, der er resultatet af de såkaldte 'fundamentalisters' sejr på partiets kongres i Magdeburg tidligere på måneden, at partiets splittelse omkring særligt udenrigs- og sikkerhedspolitikken er kommet i fokus. Ved afstemningen om NATO-udvidelsen i Forbundsdagen i går var De Grønnes medlemmer af det tyske parlament dybt splittede på spørgsmålet: 14 stemte for, seks var imod, og 25 undlod at stemme. Der blev skudt mod De Grønne i går for at være uberegnelig i udenrigspolitikken, hvis partiet skulle komme i regering. Særligt det kontroversielle forslag om, at en liter benzin burde koste 19 kroner har været udsat for voldsom kritik, og det vil være så nemt som ingenting for Helmut Kohl at føre valgkamp fra tankstationerne. I den seneste tid er De Grønne da også gået tilbage i meningsmålingerne. Ved sidste valg fik de ti procent. Nu er de nede på syv-otte procent. Spærregrænsen er fem procent i Tyskland. Tænk hvis de ryger under, og SPD mister et parlamentarisk grundlag. Kohl bliver ved magten, lyder skrækscenariet i socialdemokratiske kredse.
Jo, De Grønne har dummet sig ved at tale "nonsens". Hvis det går galt ved valget, har de ladet en gylden chance for en rød-grøn regering passere.

MAN KAN naturligvis argumentere for, at i en valgkamp bør alle partier fortælle vælgerne hvad de ønsker på det ideologiske plan. De bør forklare, hvilket slags land man ville få, hvis partiet havde absolut flertal. Ellers ender det hele jo i ren valgflæsk, hvor der ingen forskel er på partierne, og det bliver rent medieimage og taktik. Netop Tyskland er jo kendt som landet, hvor politik stadig betyder mere end personer. I hvert fald indtil Gerhard Schröder er kommet på banen hos SPD. På den baggrund kan man sige, at det er prisværdigt, hvad De Grønne gør. Vælgere ved jo godt, at partier snakker om hvilken kurs, de allerhelst vil udstikke for landet. De ved også godt, at et demokrati indebærer kompromiser fra ideologien. Derfor kan De Grønne roligt fortælle vælgerne, hvordan de ideelt set ønsker, at Tyskland og - ikke mindst - verden skal se ud.
Problemet med kun at snakke ideologi og ikke tale om praksis er imidlertid, at det er gratis. Man kommer ikke til at stå til regnskab for, hvad man siger. Hvordan det skal gennemføres? Eventuelt på bekostning af hvad? osv. osv. En problematik, der bliver større, jo længere ud på fløjene man kommer i det politiske klima. Man kan slippe afsted med mere. Hvis det vel at mærke ikke lige forholder sig sådan, at man har ambitioner om et regeringsansvar.

AMBITIONER HAR DE Grønnes parlamentariske leder, Joschka Fischer. Og han kan godt huske, hvordan partiet røg ud af Forbundsdagen i 1990, fordi det havde blandede følelser over for Tysklands genforening. Problemet for Fischer - der er karismatisk og har det så vigtige medietække - er åbenlyst, at han kun kan få halvdelen af partiet med på sin realistiske linje. Selv om han har god opbakning i gruppen i Forbundsdagen, er det noget andet med baglandet, partiets medlemmer. De udgør årsagen til, at Fischers forslag om at bryde med den hidtidige udenrigspolitiske linje blev forkastet på kongressen i Magdeburg. Så længe modsætningerne i et parti er så store, at man kan tale om direkte grupperinger i fundamentalister og realister, er det en gave til politiske modstandere. Men sådan virker medlemsdemokrati i partier. Det kan Fischer ikke gøre noget ved. Heldigvis for den fri debat.
Men Fischer - og partiet som sådan - kan vælge sine slag med mere omhu. Og som omtalt på dagens temaside i Information har partiet et formidlingsproblem, hvis ikke det er i stand til at kontant og klart at kommunikere sammenhængen i dets forslag om en grønnere skattereform. For eksempel at man samtidig med den højre benzinpris ønsker at fjerne vægtafgiften osv. osv.
Men De Grønne har først og fremmest været for dårlige til at klargøre forskellen mellem, hvad der er langsigtede - ideelle eller ligefrem utopiske - mål, og hvad man vil gøre på kort sigt. De 19 kroner er jo ikke dagen efter valgdagen. Men sådan bliver det opfattet. Og det er nonsens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu