Læsetid: 3 min.

Grønlands mange stemmer

'Min film om Grønland' kalder Anne Wivel sit seneste opus, et ambitiøst forsøg på at indfange grønlændernes mentale tilstand på det aktuelle stadium af løsrivelsesprocessen fra Danmark
4. marts 2006

Nogle gange kan det stof, man brænder allermest for, være det sværeste at få hold på. Det er således ikke uden grund, at kunsten, litteraturen og filmhistorien rummer talrige eksempler på projekter, der er vokset til så uoverskuelige dimensioner, at de enten er endt som monstrøse misfostre eller aldrig er blevet afsluttet, netop fordi emnet eller temaet lå for tæt på afsenderens hjerte.

Overvejelser som disse kan Anne Wivel meget vel have gjort sig under arbejdet med den meget personlige Grønlandsfilm, som hun nu sender ud i verden. For det første har filmen rumsteret i hendes system i årevis, ja i realiteten siden 1976-77, hvor hun i løbet af to somre lavede sine første optagelser i det store hvide land i nord, dengang som studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. For det andet har filmen fra begyndelsen været tænkt som et mangefacetteret portræt, på én gang en nuanceret analyse og en kærlighedserklæring til et folk, en kultur, et landskab - udfoldet som en kakofoni af stemmer, en fortælling i adskillige lag, en mosaik af indtryk og synspunkter, sansninger og registreringer.

Fødselsvanskelighederne og respekten for opgaven fornemmes i det færdige resultat. Filmen fremstår som et kludetæppe, en empatisk og nysgerrig undersøgelse af et motiv så overvældende, at det ville kunne få en enhver til at føle sig lillebitte.

Politik og poesi

Som en sprød bund under lagkagen ligger en række optagelser fra en høring, hvor grønlandske, færøske og danske politikere diskuterer fremtiden for Hjemmestyret, i korte træk en afvejning af politisk selvstændighed versus økonomisk afhængighed.

Oven på dette lag bygges en konstruktion af menneskeskæbner, hvoraf de mere forstemmende aspekter af Grønlands tid som dansk koloni træder frem, dels i instruktørens egne møder med mennesker på udsatte steder (såsom de nordligt beliggende bygder Qaanaaq og Siorapaluk), dels via den danske læge Anne Lindhardts diagnosticering af nogle af det kulturelle sammenbruds ofre. Heroverfor placeres så fremtidens stemmer, lagt i munden på en lille håndfuld repræsentanter for en ny selvransagende og generelt meget talentfuld generation af unge grønlandske musiknavne, hvoraf specielt den karismatiske singersongwriter Angu springer i øjne såvel som ører.

Hele molevitten rammes ind af et poetisk lag, hvor den filmiske fascination af scenerier og ansigter får fuld skrue, hvilket sine steder gør filmen til en storslået dokumentarisk biografoplevelse. Og endelig ulmer endnu et lag som klangbund for alle de øvrige, nemlig en hilsen til den lange danske tradition for at lave dokumentarfilm om Grønland, ikke mindst båret af genrens grand old man Jørgen Roos (1922-98), fra hvis hånd der strømmede op imod 20 af slagsen - heriblandt de to sort/hvide værker fra 60'erne (Knud og Ultima Thule), som Wivel citerer fra med humor og musikalitet, samtidig med at man aldrig tvivler på hendes bevidsthed om materialets unikke karakter.

Anne Wivels egen tilstedeværelse - i filmen og på Grønland - er nok det mest uafklarede lag i Menneskenes land. I en vis forstand er hun filmens hovedperson, samtidig med at hun knap nok fornemmes som andet end en respektfuld iagttager. Men når det så er sagt, er det netop hendes nærvær, der binder de mange disparate elementer sammen til en filmisk symfoni, hvor ingen af de enkelte stemmer tillægges større autoritet end andre, men hvor helheden fremstår som det mest nuancerede og indsigtsgivende Grønlands-portræt i mange år.

Menneskenes land - min film om Grønland. Instruktion Anne Regitze Wivel. 2006. 80 min. Grand (Kbh.). I april sendes filmen på turné rundt i landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her