Læsetid: 3 min.

Den grønne kløe

17. oktober 2002

ØGET GRØN indflydelse. Det er resultatet af den regeringsaftale, der i går blev underskrevet i Berlin. Kansler Gerhard Schröder måtte belønne, at hans grønne partner ved forbundsvalget gik frem til 8,6 procent af stemmerne og dermed sikrede den rød-grønne koalition et fortsat flertal. I Sverige har Miljøpartiet brugt sin stemmeandel på 4,6 procent ved septembers riksdagsvalg til at afpresse statsminister Göran Persson indrømmelser for ikke at svinge et flertal imod ham.
Og i Danmark... Øeh. Vi har en regering, der i bedste fald viser natur og miljø ligegyldighed. Ordene blev end ikke nævnt i statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale 1. oktober.
»Man kan jo ikke have det hele med,« bortforklarede Venstre-miljøminister Hans Christian Schmidt, selv om det nok kunne have fortjent et lille regeringslederpip, at de danske farvande gisper af et af de største forureningsskabte iltsvind nogensinde.

MEN NU, HURRA: Et grønt håb forude? Det blev i tirsdags bebudet, at et nyt parti, Grønne Demokrater, vil samle underskrifter for at stille op ved næste folketingsvalg. Det vil sige... Helt nyt er partiet ikke. Det skulle bestå af gamle kendinge, der lykkeløst har søgt vælgergunsten og nu slår pjalterne sammen: De Grønne, Retsforbundet, Solidarisk Alternativ og Unionsmodstanderne Demokratisk Fornyelse.
Længst historie har Danmarks Retsforbund, stiftet 1919; i Folketinget 1926-60, igen 1973-75 og senest 1977-81. Dets kongstanke er »fuld grundskyld« bygget på amerikaneren Henry Georges idé om, at samfundsskabte værdistigninger på jord skal tilfalde fællesskabet og ikke den enkelte besidder. Den selvstændige eksistens er Retsforbundet så kær, at partiet på sin hjemmeside meddeler, at støtten til en ny partidannelse kun rækker til det udarbejdede fællesprogram, og: »Retsforbundet deltager ikke i en eventuel underskriftindsamling for Grønne Demokrater.«
I går øgede Solidarisk Alternativ forvirringen ved at kundgøre, at både rådgivende urafstemning og ekstra landsmøde skal til, før deltagelsen i en ny partidannelse er klarlagt.
Grinagtig splid. Den har i forvejen så rigeligt hærget blandt sammensplejserne: Personforviklinger, omstridte eksklusioner, nagfulde retssager, partiskift. Det er ikke håndsnilde politiske praktikere, måske-partiet vil kunne tilbyde på stemmesedlen.

MEST VISION er der i professor, dr. techn. Niels I. Meyer, der politisk er havnet som et af landsrådsmedlemmerne i Solidarisk Alternativ. Bevægelsens »minimumsprogram« er en tænksom refleksion over folkestyrets fremmedgørelse og behovet for et samfund i ligevægt. Der går tydelige tråde til det Oprør fra Midten, som Meyer varslede sammen med Villy Sørensen og K. Helveg Petersen – tilbage i 1978. En del af tankerne har nu fundet vej til Grønne Demokraters program. Det bliver de ikke ringere af. Som f.eks.: »Vi går ind for decentralisering med større deltagelse af befolkningen på lokalt plan. Favorisering af stordrift skal fjernes til fordel for lokal produktion og aktivitet.«
Også »borgerløn« får et nyt liv på papiret. Men 1970’er-retro er der unægteligt over det. Også når det nordiske samarbejde lovsynges som erstatning for det EU, Danmark skal »frigøre« sig fra.
Vågn op! Vi befinder os i året 2002. EU står som det eneste verdensnære alternativ til amerikansk dominans. Se efter det nordiske i historiebøgerne.

KAN EN NY partistiftelse – eller truslen om den – bidrage til at få Folketingets opposition vakt til miljøpolitisk dåd, er det formentlig det nyttigste, den kan udrette. SR-regeringen var ikke noget miljøpolitisk forbillede. Forskellen er, at den nuværende er et skrækbillede.
SF prøver at gribe om den svære opgave. Partiet holdt den 3. oktober »den alternative åbningsdebat« om Jordens nedskrivning til slumplanet. Hvor svært det er, fremgik af referatet i dette blads spalter. Det kan læses som manuskriptet til et absurd drama:
SF-formand Holger K. Nielsen: »Vi har overtrukket vores naturlige kassekredit.«
SF-trafikordfører Margrete Auken: »Rigdommen og grådigheden i den rige verden er problemet. Men vi er på Herrens mark. Der er ingen andre partier i verden, der har sat nedbringelsen af det materielle forbrug på dagsordenen.«
Miljøprofessor Finn Bro-Rasmussen: »I må tage ordet vækst-reduktion i jeres mund.«
Margrete Auken: »Helt enige, men hvordan gør vi?«
Økologiøkonom Inge Røpke: »Det er da ikke så svært: Færre penge til privat forbrug, højere skat på input til produktionen. Det svære er, at der ikke er opbakning i befolkningen.«
SF-miljøordfører Jørn Jespersen: »Det er sandelig heller ikke uvedkommende for et politisk parti.«
Hvem kan anvise en meningsfuld udgang på dette manuskript?

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu