Læsetid: 3 min.

De grønne visner

27. marts 2001

»Selv det smukkeste grønne bliver til hø en dag.«
Ministerpræsident Erwin Teufel (CDU) under den netop overståede valgkamp i Baden-Württemberg

PÅ forhÅnd var der håb at hente i meningsmålingerne. Det tyske miljøparti De Grønne var efter en årelang ørkenvandring begyndt at krybe op ad på vælgerbarometeret; især forbrugerminister Renate Künasts myndige indsats mod kogalskab har gjort et overbevisende indtryk. Men i praksis - da stemmerne skulle tælles op efter søndagens delstatsvalg i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz – var der øjensynligt ingen Künast-effekt at spore. Den grønne gruppe i Baden-Württembergs Landdag blev næsten halveret, da partiet styrtede fra 12,1 procents opbakning i 1996 til 7,7 procent. Nederlaget er tungt, fordi denne delstat betragtes som en grøn højborg, hvor bl.a. den ene af de to partiformand, Fritz Kuhn, og den ene af partiets to gruppeformænd i Forbundsdagen, Rezzo Schlauch, kommer fra. I Rheinland-Pfalz så det en overgang ud som om De Grønne ville ryge under spærregrænsen på fem procent, men stemmetallet stabiliserede sig dog ved 5,2 – en nedgang på 1,7 procentpoint i forhold til delstatsvalget for fem år siden.

Vælgerflugten har mange årsager. Bortset fra de rent regionale har regeringssamarbejdet med Gerhard Schröders socialdemokrater kostet partiet troværdighed – det ser man i disse timer nær landsbyen Gorleben øst for Lüneburg i Nordtyskland:
Omkring 15.000 betjente og et ukendt antal demonstranter afventer ankomsten af seks containere med radioaktivt affald. Indbyggerne satte deres lid til, at miljøpartiet ville være et bolværk mod den planlagte atom-losseplads. Men sådan gik det ikke. Sidste sommer accepterede De Grønne, at landets atomkraftværker kan fortsætte i endnu 20 år, og at atomindustrien ikke må forhindres i transporten af sit radioaktive affald. At det ved samme lejlighed blev besluttet at stille udbygningen det endelige depot i en nærliggende salthorst i bero, tror ingen i Gorleben på.

Det virker heller ikke troværdigt at en række ledende grønne i weekenden solidarisk deltog i demonstrationerne ved Gorleben – snarere hyklerisk.
»I har forrådt os,« råbte demonstranterne efter bl.a. gruppeformand Kerstin Müller og partiformand Claudia Roth. Hvordan kan man demonstrere mod transporten og samtidig garantere dens gennemførelse? Svaret er lige så enkelt som det er umuligt: Atom-affaldet er en forpligtelse, den nuværende regering har arvet efter de foregående. Affaldet har stået leveringsklart ved et oparbejdningsanlæg i Frankrig i årevis, og Tyskland er tvunget til at tage det tilbage, fordi franskmændene ikke vil stå til rådighed som atom-losseplads for tyskerne. Men det vil Gorleben heller ikke...

En anden årsag til De Grønnes problemer er miljøminister Jürgen Trittin. Han gjorde sig for et par uger siden til skydeskive for det konservative CDU’s kampagne, fordi han refleksagtigt havde stemplet
CDU’s organisatoriske leder Laurenz Meyer som en »skinhead«.
Meyer havde udtalt, at han »er stolt af at være tysker.« For venstreorienterede som Trittin er ‘tysk stolthed’ en forbudt følelse. De betragter patriotisme som den lige vej ned i nationalismens brune sump. Hvis tyskerne har en historisk mission, er den at skamme sig, mener de.
»Jürgen Trittin håner alle tyskere – og SPD lader det ske,« hed det på CDU-plakaterne i Rheinland-Pfalz. Partiet iværksatte samtidig en underskriftsindsamling, som opfordrer Gerhard Schröder til at skille sig af med den formastelige miljøminister. Smædekampagnen har formentlig ikke gjort indtryk på grønne kernevælgere, men yngre vekselvælgere har måske følt sig stødt af Trittins gammeldags, dogmatiske tankegang. Mange unge kunne godt tænke sig en tvangfri omgang med deres nationalitet. I det hele taget har De Grønne store problemer med at tale med yngre mennesker. Ved søndagens delstatsvalg kunne partiet registrere tilbagegang hos alle aldersgrupper - undtagen de 60-årige og derover. Det er ikke lykkedes at præsentere emner, som optager unge. Og det gamle krav om dyrere benzin, som atter blev fremført under valgkampene, er muligvis et lykkebringende mantra for hærdede partimedlemmer, men hvis man vil have fat i yngre erhvervsaktive mennesker med familie og et gennemsnitligt transportbehov, er løfter om flere grønne afgifter ingen sællert.

Men efter denne opremsning af grønne fejltrin er det på sin plads at fundere over, hvordan søndagens delstatsvalg ville være gået uden forbrugerministeren Renate Künasts indsats. Formentlig ville resultatet have været endnu mere nedslående, hvis ikke partiet med Künast havde fået mulighed for at sætte en enkelt, ny dagsorden.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu