Læsetid: 3 min.

Der gror ikke Grass på en rullesten

Der er stadig gang i Grass-skandalen. Nobelpristager Günter Grass holdt mund, da han blev forsvaret på bogmessen i Leipzig
27. marts 2007

LEIPZIG - Et lille selskab gør sin entré gennem en sidedør til festsalen i det fine Altes Rathaus i Leipzig. I midten befinder sig en lidt duknakket ældre mand med sixpence. Det er Günter Grass. Selskabet omslutter ham beskyttende og trækker ned bag salen og ud af en dør. Der er endnu et kvarter til start. Vi ved kun, at Günter Grass og Martin Kölbel vil deltage i præsentationen af bogen Ein Buch, ein Bekenntnis ('En bog, en bekendelse').

Kölbel viser sig at være en lyshåret mand med proptrækkerkrøller, hvis stemme endnu ikke er gået i overgang. Det forhindrer ham ikke i at være indigneret. I august sidste år udkom Grass' erindringer Beim Häuten der Zwiebel ('Når løget skrælles'). Heri tilstod Grass, at han under Anden Verdenskrig i en alder af 14-15 år (hvor hans stemme sikkert heller ikke var gået i overgang) havde været medlem af Waffen-SS. Stor ballade i medierne. Altså, ikke bare stor, men big time-ballade. Endelig havde de alle sammen noget på den gamle selvretfærdige socialdemokratiske samfundsrevser, som aldrig havde ladet en anledning gå fra sig til at rive dem deres nazifortid og alt muligt andet i næsen.

Offentlig henrettelse

Ha! Hævnen var sød, og Grass blev ikke sparet. 10.000 udklip samlede hr. Kölbel, og han viser os med hånden, hvor højt bjerget var, og det er helt op over talerstolens kant. "Jo mere der bliver skrevet om en sag, jo mere sprængfarlig og uundgåelig bliver den," siger Kölbel og sammenligner mediernes behandling af Grass med en offentlig henrettelse. Den bog, der er kommet ud af de væsentligste af de mange tusinde udklip, ser nu ikke højeksplosiv ud. Man skal bruge lup for at læse den. Avisudklip, der er blevet nedfotograferet til bogformat, har meget små bogstaver.

Efter Kölbel kommer den skotske historiker og journalist Neal Ascherson på talerstolen. Ascherson forsvarer også Grass, men Ascherson er i modsætning til Kölbel en blændende og charmerende taler. Han fortæller gribende og ikke uden humor om sine egne oplevelser som dreng under Anden Verdenskrig og karakteriserer 'tavsheden' som en folkesygdom, der inficerede hovedparten af den tyske befolkning efter krigen.

Da Ascherson er færdig, er det professor Per Øhrgaards tur. Øhrgaard er tysk litteratur og sprogs klogeste mand i Danmark. Han er Grass' autoriserede danske oversætter, og han kan ikke se, hvordan Grass' troværdighed skulle være blevet skadet. Selv har han ikke tænkt sig at ændre ét ord i den Grass-biografi, han skrev før afsløringen af SS-fortiden. Øhrgaard fortæller om de danske mediers behandling af sagen sidste sommer, og det er altid sjovt, når der i udlandet bliver talt om os danskere. Også selv om det er en dansker, der taler. Han gør det jo på blændende tysk. Det føles næsten, som om Danmark har betydning.

Til sidst kommer den polske redaktør og journalist Adam Krzeminski på banen. Polakker og tyskere er ikke altid så vilde med hinanden. Men Krzeminski er Grass-fan og har sågar forsvaret ham i tv over for Lech Walesa. Walesa mente, at Grass skulle fratages sin æresborgerværdighed i den polske by Gdansk, der hed Danzig, da Grass blev født i den. Det mente Krzeminski ikke. Og han og ikke Walesa fik sin vilje.

Grass? Som et koryfæ sidder han på første række under det hele. Hans taktik denne aften er uforandret. Han tier - og samtykker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu