Læsetid: 3 min.

Grosbølls læresag, kirkens lærestreg og Barsebäck

'Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!' Organisationen for Vedvarende Energikilder (OVE) fejrer i disse dage 30-års fødselsdag
27. maj 2005

Da en lille gruppe navnlig yngre mennesker med især Siegfried Christiansen, Tarjei Haaland og Jørgen Steen Nielsen i spidsen (ja, ham fra og på Information, som han siden blev og er tilknyttet, også i den grad) i februar 1974 udråbte til verdensoffentligheden, at nu havde de altså dannet Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, tog samme offentlighed ikke synderlig notits af verdensbegivenheden. (Det skal såmænd ikke undre, om Information knap nok bragte notitsen).

Men det tog hurtigt en forbavsende vending: Både Preben Wilhjelm og nu lige afdøde Ebbe Kløvedal Reich har været inde på, at den eneste kamp, det sagnomspundne, forgudede og forhadte "68-oprørs" mange bevægelser egentlig har vundet, var OOA's. Snart kørte hveranden (eller var det kun hver tiende?) bil rundt med OOA's glædesstrålende sol-gul-røde plakat: "Atomkraft? Nej tak". Ikke bare (dog mest) i Danmark, men på dele af hele Guds grønne Jord, for OOA'erne trykte fra begyndelsen plakaten i alverdens forskellige sprog.

Få år efter var kamp- og forjættelses-råbet: "Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!" på hverandens (eller var det kun hver tiendes?) læber. For i 1975 åbnede svenskerne Barsebäck klods op ad Storkøbenhavn. Alle magthavere var imod OOA fra Morten Lange i SF over Anker Jørgensen i Socialdemokratiet til Poul Hartling i Venstre, fra LO over Landbrugsrådet til Dansk Arbejdsgiverforening. Men i marts 1985 var "det grønne flertal" i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre blevet tvunget til at tvinge Schlüter-regeringen til at sige nej tak til atomkraft.

Da afvisningen året efter, i 86, på det mest forfærdende så at sige blev bekræftet af Tjernobyl-katastrofen i Rusland, har ingen dansk politiker til dags dato turdet blot antyde en genoplivelse af kampen for indførelse af a-kraft i Danmark. Og på tirsdag lukker Barsebäck.

I 1975 deltes opgaven, så OOA koncentrerede sig om kampen mod a-kraften, mens OVE, Organisationen for Vedvarende Energikilder, tog sig af alternativet. Og sandelig om ikke OVE i disse dage kan fejre sin 30-års fødselsdag.

Skal den saga ikke berettes i Frie Ord, har det ingen mening. Meget mere kunne - og skal - berettes. For ganske vist arbejder Regionsmuseet Kristiansstads leder Barbro Mellander på at bevare Barsebäck som 'kulturarv', fordi det "symboliserer velfærdssamfundets fremskridtstro og det sene 1900-tals højteknologi", der altså lukker på tirsdag. Men allerede nu at anbringe den udgave af fremskridtstroen, der bygger på kanonen om en natur og en naturmaterialeudnyttelse uden grænser, i et museum, er virkelig at tage glæderne på forskud. Og hermed er vi fremme ved kanonens fortjeneste:

Den synlig- og bevidstgør, hvad vi er underlagt, så vi ikke bilder os ind, at vi er frie. Hvorved den ganske vist uvilkårligt fremkalder forestillinger om noget andet og dermed just en frigørelse fra kanonen. Til noget andet. Som så bliver til en binding.

For nok er trangen til at modsige kanon åbenbart antropologisk konstant: Hvert menneske er noget særegent. Denne konstant er også, af antropologiske grunde, historisk variabel, så tilbøjeligheden til at føle sin frihed krænket unægtelig har været stigende igennem i hvert fald de sidste par tusinde år - i vores del af verden - og nu med e-mailens hast breder sig til hele Jorden.

Samtidig med at den i disse år netop fremkalder sin modsætning: Trangen til forankring i en kanon, både her og i USA, der kan samle de spittede individualiteter i et fælles værdigrundlag, som det hedder. Eksplosion og implosion på én gang!

Grosbøll-læresagen, der ikke rigtig kunne blive til noget (for hvordan kanoniserer man Jesus?), men heller ikke rigtig kunne opgives (for hvordan opretholder man så en kristen kirke?), er om noget en lærestreg for den bevægelse, der med sin kortslutning af jødedom og græcisitet satte Guds autoritet bag den antropologisk bestemte, anti-autoritære friheds- og modsigelsestrang. Samtidig med at den samme bevægelse med sin legitimering af statsadministrationen fra begyndelsen af 300-tallet gjorde friheden til - magtudøvelse. "Gruelig", kalder Grundtvig "forliget mellem Rom og kristendommen."

Grosbøll-sagen er en påmindelse af den uforsonlige modsætning mellem frihedskraften og menneskemagten. Og en yderligere tilskyndelse til omsider at indrette magten, så den aldrig modsigelsesfrit - kanoniseres. Heller ikke af den økonomiske vækst i naturmaterialeforbrug.

"Der var engang, man vidste meget om Gud og lærte meget om ham. Jeg tror, jeg kunne det meste af Balslevs katekismus udenad, da jeg blev konfirmeret. Gud var almægtig, alvidende, allestedsnærværende, hellig, sanddru, god, viis, retfærdig, barmhjertig osv. Det er måske også rigtigt alt sammen. Det siger bare ingenting. Gud er ikke en genstand, der kan beskrives."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her