Først lavede Forsvarsministeriet en redegørelse i december. Så udsendte Danmarks Radio en i januar og derefter endnu en redegørelse i februar. Løbende har Nyhedsavisen siden januar opdateret deres liste over "de værste fejl", mens Forsvarsministeriet i den forgangne uge udsendte endnu en redegørelse...
Alle handler de om journalisterne Guldbrandsens og Giversens tv-dokumentar 'Den hemmelige krig', der siden starten af december 2006 har domineret den offentlige dagsorden med barske anklager mod regeringen bl.a. for ikke at have orienteret Folketinget tilstrækkeligt for snart fem år siden, da 102 danske specialsoldater deltog i Operation Enduring Freedom i Afghanistan.
De mange redegørelser, som lagt i bunke fylder fire-fem centimeter, gør det stadig sværere for den uhildede læser, lytter eller seer at finde ud af, hvem af parterne i den bitre strid, der har ret: På den ene side afviser regeringen med statsministerens ord kategorisk, at der er "fugls føde"på afghaner-sagen, på den anden side fastholder oppositionen lige så kategorisk kravet om en uvildig undersøgelse af hele forløbet - om ikke før så efter næste valg, hvis den kommer til magten.
Faresignaler ignoreret
"Trods alt det sand og forvirring, der er blæst op i denne sag, så står vores kritik uantastet: For det første gav regeringen i 2001 forud for indsættelsen af de danske spe-cialsoldater et klart løfte til Folketinget om at gøre, hvad man kunne, for at respektere Genèvekonventionen. For det andet, da der derefter i januar-februar 2002 kom meget klare faresignaler om, at den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld og præsident Bush havde forbehold om, hvem der var omfattet af konventionerne samt forlydender i såvel dansk som international presse om mishandling af fanger, så havde regeringen al mulig grund til at sikre sig, at fanger ville blive korrekt behandlet. Men det gjorde den ikke," siger den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft.
Han har selv flere gange blandet sig i debatten, ikke mindst i skarpe polemikker med chefredaktør David Trads på Nyhedsavisens hjemmeside.
Ingen brudflade til Bush
Ifølge Lykketoft burde regeringen imidlertid under alle omstændigheder have været mere aktiv, "fordi en korrekt læsning af de amerikanske erklæringer ikke kunne give andet resultat."
- Det gjorde regeringen så ikke. Hvorfor ikke, tror du?
"Det burde være umuligt at forsvare dansk krigsdeltagelse, uden at vi også gør det yderste for at sikre fuld overholdelse af Genèvekonventionen. Når regeringen ikke gør det, kan det kun hænge sammen med, at den ikke ønskede en brudflade til Bush. Og dét er stadig sagens kerne: Man kan ikke vinde krigen mod terror, hvis man selv accepterer terroristiske metoder, men man ville ikke kritiserere Bush-regeringen i denne fase," siger Lykketoft og understreger, at han ikke hermed anklager de menige soldater.
"Jeg taler her om det overordnede politiske ansvar for at udlevere fanger til amerikanerne."
Lykketoft lægger vægt på, at først da det i det sene efterår 2005 går op for Forsvarsministeriet, at Guldbrandsen og Giversen har koblet velkendte oplysninger i Amnesty International-rapporter om mishandling af 31 afghanere med de på det tidspunkt meget sparsommme oplysninger om, at danske soldater har tilbageholdt et antal fanger, går ministeriet til selverkendelse:
Så kommer der drypvis flere og flere oplysninger frem. Ifølge Lykketoft havde det klædt regeringen selv at informere fuldt og helt. I stedet har forsvarsministeren afgivet et ikke-dækkende svar til Folketinget i sommeren 2004.
Tolkens udsagn
"Dertil kommer, at forsvarets ledelse - og det er noget af det, vi endnu ikke ved -måske også havde indberetningerne fra den danske tolk, der efter at have været udlånt til amerikanerne rapporterede om fangemishandling til sin chef. Vi ved om tolken, at han opholdt sig i Kandahar-lejren i akkurat samme periode som de amerikanere, der nu med edssvorne erklæringer har udtalt sig om mishandling af fanger. Det kan kun betyde, at den øverste militære ledelse på stedet ikke har taget det alvorligt og øjensynligt heller ikke indberettet det."
At der kan være en vis forskel på soldaternes konkrete praksis på slagmarken og erklæringskrigernes bitre meningsudvekslinger bagefter under trygge danske forhold, er Lykketoft helt med på. For ham er det dog bare endnu et argument for den uvildige undersøgelse, som regeringen hårdnakket afviser.
"Det giver da også anledning til mistanke, at statsministerens spindoktor en time efter at dokumentaren første gang blev sendt i tv, sender sms'er til sine kontakter om, at den amerikanske forhørsleder, der taler om det danske flag, er utroværdig, fordi ingen af de danske soldater gik med flag. Det synspunkt går Helge Adam Møller videre med og det samme gør Søren Gade, indtil de lidt efter lidt trækker i land."
- Har du selv set en af de sms'er?
"Nej, men har du set regeringen dementere min påstand om, at spindoktor Michael Ulvemann sendte dem?"
"Det mest groteske er regeringens totale afvisning af, at der fandt mishandling sted af de 31 afghanere, som de danske soldater overlod til amerikanerne. Efter min opfattelse er det påvist så langt, at enhver dansk domstol ville sige ja. Mishandlingen bekræftes af et bjerg af informationer. På den baggrund havde det været passende, hvis Søren Gades ministerium selv havde forsøgt at finde frem til og tale med de pågældende afghanere. Men det gør regeringen ikke, den nøjes i stedet med bare med at afvise og afvise."
- Hvorfor gør den det?
"Jeg kan kun forstå det sådan, at det er statsministeren, der er barrieren her. Han indrømmer aldrig en fejltagelse, og han har overført sit velkendte mantra der-er-ikke-noget-at-komme-efter til Bushs krigsførelse. Og det er altså et voveligt eksperiment."
- Ville det være anderledes med en socialdemokratisk ledet regering?
"Ja. Det tror jeg, at jeg kan garantere for. Det var jo slet ikke vores præference at sende specialsoldaterne, vi havde hellere set en blødere dansk indsats, f.eks. bevogtning eller en politimæssig indsats. Så allerede der kunne vi have forebygget, at vi nu er endt, hvor vi er."
