Læsetid: 7 min.

Grund til optimisme i Kosovo

Nok er der stadig aggressioner, men alt ånder ro i Camp Olaf Rye, et gigantisk byggeboom er i gang i Kosovo og frem for alt: Albanere og serbere lever side om side
1. november 2006

Jeg var i foråret i Kosovo i som feltpræst, og det der umiddelbart slog mig, var, at freden er på vej. Først og fremmest fordi den internationale fredsskabende tilstedeværelse af Kosovo Force (KFOR) og FN nu har frembragt en situation, så de endelige forhandlinger om Kosovos fremtid kan gå ind i en slutfase. Også fordi soldaterne i den danske Camp Olaf Rye i det nordlige Kosovo ved byen Mitrovica signalerer fred: De er afslappede og har en dagligdag præget af rutiner og øvede funktioner, hvadenten det er i lejren eller på patruljer.

Hvad der imidlertid overraskede mig, var omfanget af både ødelæggelse og had. Måske overraskelsen hænger sammen med, at vi derhjemme i 1999 var blevet fodret med Jugoslaviens tragedie, så Kosovo slet og ret ikke gik ind, selvom jeg da nok husker flygtningestrømmene op i bjergene i vinteren 1998-99. Det giver stof til eftertanke, også omkring, hvor meget tv kan døve den menneskelige lidelse og tragedie.

I al fald er situationen i det danske ansvarsområde den, at Mitrovica ikke kun er delt af floden Ibar. Nord for den bor i hovedsiden serberne, syd for albanerne, og de igangværende forhandlinger går på, om Kosovo skal være selvstændigt, og så i fald hvilke garantier serberne så for - ikke mindst i enklaverne syd på. Og som sagt skal man ikke lade sig snyde af en harmonisk overflade. Mange familiers huse, både serbers og albaners, er blevet brændt ned, mange har mistet deres kære, og mange familier har måttet finde sig i at blive flyttet.

Mønsterkommune

Forhistorien er ulykkelig, og i århundreder er der ikke en generation, der har oplevet fred. I marts 1989 satte det serbiske parlament Kosovos selvstyre ud af kraft på grund af uroligheder blandt dets albanske flertal, og senere på året holdte den nu afdøde serbiske præsident Milosevics en brandtale under højtideligheden for det tabte matyrslag mod tyrkerne på Solsortesletten i 1389: Han deklarerede, at serberne ikke ville vige en tomme i hverken Kosovo eller i Forbundsrepublikken Jugoslavien.

Siden opstod den albanske befrielseshær UCK, og i 1998 erklærede Milosevics undtagelsestilstand. Kulminationen fandt sted i vinteren 1998-99, hvor op mod 850.000 albanere blev drevet på flugt og op i bjergene til frost og sult. I marts vedtog FN en resolution, en bombekampagne satte ind, serberne blev tvunget til forhandling, og i juni kunne KFOR-soldater rykke ind. Siden har situationen, bortset fra omfattende albanske uroligheder i 2004, hvor serbere fra de sydlige enklaver blev fordrevet og klostre blev nedbrændt, været forholdsvis rolig. UCK har nu nedlagt deres våben, og der er rejst et monument over de 1976 faldne.

Lige nu er der altså ro. Hvor roligt fik jeg syn for, da jeg fik mulighed for at komme med en LMT-gruppe (Liaison and Monitoring Team dvs. forbindelses og overvågningsgruppe), der er stationeret i den serbiske kommune, Zubin Sotok, som ligger vest for Camp Olaf Rye på begge sider af Ibar ind mod den serbiske grænse. Kommunen har 15.000 indbyggere, heraf 1.500 albanere, og fremstår på mange måder som en mønsterkommune. Det første stykke før kommunegrænsen kørte vi i albansk område, og et karakteristika er, at albanernes huse og gårde er omhegnede af træ- eller murfacader, og at de om aftenen lukker porten. Da vi krydsede kommunegrænsen, dukkede gamle serbiske huse og gårde op, og de havde åbne haver med duftende blommetræer, hvis frugt bruges til den kendte blommebrændevin, Sliwovits.

På nordsiden af Ibar, som altså for det meste er serbisk, dukkede en splinterny albansk landsby op, som stod i skærende kontrast til de serbiske huse. Chabra blev brændt ned under udrensningen i 1999 og blev i flot moderne stil genopbygget for japanske og amerikanske midler, hvilket er lidt af en torn i øjet på serberne. Det var oven i købet også fra Chabra, at urolighederne i 2004 startede, idet to drenge fra landsbyen mentes drevet i floden til druknedøden af serbere. Det har naturligvis fastholdt spændingerne, og derfor må serberne køre over Ibar for på en nyasfalteret gennem de nordlige bjerge vej at tage på handel i den serbiske del af Mitrovica.

Ligeså må albanerne fra Chabra køre sydpå over Ibar for under politiovervågning at køre ind i det albanske Mitrovica.

Politi efter dansk model

I øvrigt har man i hele Kosovo gang i et gigantisk byggeboom. Hus på hus rejser sig med nøgne, røde sten, men beboes kun i kælder- eller stueetage, fordi man i fem år fra byggeriets start kan slippe for ejendomsskat, hvis ikke huset er færdigt. Det præger hele denne lille frugtbare, runde gryde mellem bjergene, som altid har været en hovedfærdselsåre, hvor hære og folkevandringer i årtusinder har passeret mellem vest og øst. Savværker, murstensudsalg og entreprenører ligger side om side, og så er der sort arbejde til familie og venner i en økonomi, hvor der anslået er op mod 80 procent arbejdsløse. Kapitalen til genopbygningen kommer dels fra det omfattende kriminelle marked, dels fra de mange albanske og serbiske mænd, som arbejder i Vesteuropa.

Turen langs Ibar er enestående smuk. Dale strækker sig mellem små bjerge, som her er op mod 1000 meter høje, hvor de mod sydvest ind mod Montenegro og Albanien har en højde på op mod 2500 meter.

Snart nåede vi frem til hovedbyen, som giver navn til kommunen, og hvor det danske LMT-kontor ligger. LMT søger at være behjælpelig i stort og småt, og støtter det samarbejde, der må etableres mellem kommunens serbere og albanere. Zubin Sotok er dog et serbisk parallelsamfund, der modsvarer albanernes forestilling om et selvstændigt Kosovo. Her er et velfungerende kommunekontor, hospital, skole og elektricitetsværk, og især elektriciteten beviser, at serberne vil selv. Sydpå har albanerne et stort kulværk, men heroppe nordpå producerer man fra en opdæmmet sø 10 pct. strøm til sig selv og de serbiske nabokommuner - en procentandel der svarer til andelen af serbere i Kosovo.

I Zubin Sotok har man også fået det nye politi, Kosovo Police Service, som i hele Kosovo skal erstatte det gamle serbiske politi. Her rekrutteres det dog kun kommunalt, men med hensyn til kommunens etniske sammensætning, selvom der kun er to albanere og en bosniak (en muslimsk slaver) ud af 54 politibetjente. KPS har i øvrigt i FN-regi været underlagt den danske chefpolitiinspektør Kaj Vittrup, hvis erklærede mål var at efterligne det samtalende og ikke-autoritære danske politi.

Klostre brændt ned

Selvom Zubin Sotok fungerer som et parallelt samfund med forbindelser nordover til Serbien, så har serberne udvist vilje til at ville leve side og side med albanerne i Chabra. Det kunne love godt for fremtiden, for forhandlingerne er ved at lande på en model med et nok selvstændigt Kosovo, men et selvstændigt Kosovo, hvis kommuner har udstrakt selvstyre - et selvstyre som kan sikre både albanske og serbiske enklaver mod et centraliseret tyranni.

På tilbagevejen besøgte vi et kloster, som ligger op af bjergene i bunden af en kløft. En ung munk, der havde deltaget i krigen i Bosnien, viste den lille kirke frem og udtrykte et varmt ønske om fred. Det harmonerede godt med freden omkring os. Stilheden var slående, og man kunne bare høre den salige lyd af en rislende bæk. Klosteret var, som så mange andre klostre, nyrestaurerede for midler fra Serbien. Midler der skal fastholde den serbiske identitet, og også trække en religiøs-kulturel streg i sandet efter afbrændingen af klostrene syd på. Oven på den fysiske vold, er der nu tale om en åndelig kamp.

Stadig vrede

Aggressionerne lurer dog. Da jeg var med på en aftenpatrulje, som stoppede biler, nægtede en serber at stå ud, og råbte til soldaten:

"Her kan I være, men hvor var I, da albanerne brændte mit hus ned".

Hadet har ikke lagt sig, og serberne har som sagt også været uhørt grusomme. En grusomhed, som i generationer har været gensidig: F.eks. massakrerede albanske SS-enheder under Anden Verdenskrig serbere i massevis. Og alvoren viste også tænder under mit ophold, da en albansk taxachauffør efter et væddemål vovede at krydse broen fra syd ind i det serbiske Mitrovica: Han blev hevet ud af bilen og nåede at få grundige bank, før KFOR og politiet dukkede op. Ligeledes er en serbisk præst blevet beskudt, da han var på vej fra en serbisk enklave syd for Pristina mod Sokolica-klosteret nord for Ibar.

Jo, uden KFOR-styrkernes tilstedeværelse ville det ikke se godt ud, og derfor er det et vigtigt og nærværende arbejde der dagligt gøres i Camp Olaf Rye: Det, set fra feltpræstens synsvinkel, som 1976-80 var skytte på en M-41 i Første Opklaringseskadron i Holstebro.

* Kristian Massey Møller er valgmenighedspræst og forfatter

* Kronik onsdag: Per Fjords 'Jeg er jo lærer'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu