Læsetid: 5 min.

Grundstoffet og det uafsluttede sprog

Torben Brostrøm skriver her om de tre svenske værker i konkurrence om Nordisk Råds Litteraturpris. Vinderen bliver offentliggjort fredag
23. februar 2006

De tre bøger, jeg har læst blandt de tolv, som er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, klæder hinanden. De er svensksprogede, store, har universel, filosofisk karakter, så forskellige de er: den finlandssvenske Fredrik Långs roman Mit liv som Pythagoras, Lotta Lotass' roman skymming:gryning og Göran Sonnevis digtsamling Oceanen. Prosabøgerne har mytisk karakter som rejser i en fjern eller fremmedartet verden, mens Sonnevis oceani-ske poesi er en indre tankerejse gennem nogle år frem til en aktuel nutid. Fortælletekniske kneb er udprægede hos alle tre.

Den 58-årige Fredrik Lång er fagfilosof og digter og for-ener disse egenskaber i sin livlige, både koloristisk velfortalte og historisk funderede beretning om den gådefulde førsokratiker og matematiker, der ikke selv skrev en linje bortset fra regnskaber og handelsbreve, men fik ry som en halv guddommelig tænker og visdomslærer. Han fortæller indgående om sit omtumlede liv. Eller hvem er det, der fortæller? Det gør den nærværende finlænder, som yderligere forsyner os med et massivt noteapparat, men Pythagoras, som troede på sjælevandring, har på en måde også taget sæde i slaven Zalmoxis, der midtvejs røber sig som den egentlige fortæller. Derfor færdiggør han også historien under dramati-ske omstændigheder i fjendskab med disciplen Hippassos, der forkynder en indre modsigelse i mesterens matematisk-geometriske strukturer. Skønt Pythagoras hævder enheden i alt, repræsenteret i tallenes verden, og hører sfærernes musik, synes enhver ting, enhver tanke at rumme sin indre modsætning.

Det lykkes Fredrik Lång i legen med identiteter og sine seriøse og ironiske analyser også at aktualisere de 2.500 år gamle ontologiske problemstillinger og skitsere en åbning ind subjektivitetens moderne verden. Pythagoras' omtumlede liv i det græske øhav, i Ægyptens Memfis, i Babylon og Krotos i Italien, hvor han danner sin sekt, er skildret med sanselig fylde og medlevende humor, idet hovedpersonen fra de tidlige år har bevaret en særegen ro og tålsomhed - og en ydre skønhed, der fremmer hans karriere gennem slaveri, krig, præsteskole, ørkenvandring, sult og kærlighed, en stædig puritaner, der aldrig glemte det brændende blik fra pigen Myrtale. Hans jesuslignende gerninger gør indtryk på tyrannen Polykrates, der ellers mobbede ham som dreng på deres fødeø Samos. I tavshed forsvinder han imidlertid ud af historien.

Fortælleren Zalmoxis har den klassiske rolle som forslagen tjener for den højtidelige herre. Han ejer den praktiske visdom og fine næse for farer, f.eks. når han har brug for assistance, hvis situationen på en eller anden måde udvikler sig. Og "situationer har en tendens att utveckla sig på något sätt". Det er så sandt som det er sagt.

Gennem is og sand

I den 40-årige Lotta Lotass' roman, som er en uafhængig sidste del af en trilogi, træn-ger sprog og stil sig på med en næsten selvgyldig, prosalyrisk karakter, forstærket af, at den ydre handling er næsten fraværende i en vandrings uendelige bevægelse, så den nærmest virker statisk. Ingen personer har navne i den skare, der drager gennem et ubenævnt landskab af is og sand med en fjernt skimtet bjergryg.

Titlen spejler det mærkeligt forskelsløse univers, når skumring og gry er tætstillet med kolon uden afstand: skymning:gryning. Mål og hensigt er ophævet i en autonom verden, der virker abstrakt trods en usædvanlig grad af sansekonkretion. Vi er uden for tid, men hentes dog ind i nutid og realiteter i de historier om deres liv, de navnløse giver til bedste - som i Pär Lagerkvists fortælling Det evige smil. Flokken holder sammen. Dér sidder de til slut i mørket:

"Vi får aldrig, aldrig någonsin släppa taget om varandras händer. Vart vi än kan tänkas komma och vad än som där kan hända skall vi alltid hålla fast i varandra och aldrig någonsin släppa taget, inte förrän vi vet att vi har kommit fram."

Imens kan de lukke øjnene hårdt i og tænke på risengrød med klatter af nykærnet smør, kanelstænger og sukker. En borgerlig virkelighed anes pludselig som en mulighed i den egenartede myte af prosalyrisk mæthed.

Det er en langsom nydelse at lade sig føre ad sprogets rute og rytme gennem alle gråtonerne, som ikke tolererer humor eller ironi, hvad man må affinde sig med for at komme ind i denne højtidsverden, der har den uhørte dristighed at være en ørkenvandring uden de kameler, som ovenomtalte Pythagoras havde en smule nytte af under den brændende sol.

Erkendelsens element

I Milet mødte den unge Py-thagoras filosoffen Thales, der hævdede, at vandet var eksistensens urstof. Så langt kommer vi ikke med Göran Sonnevi, om end havet spiller en gennemgående rolle som erkendelsens element i den mægtige samling digte, der allerede har gjort ham til modtager af Svenska Akademiens Nordiske pris. "Gamle Ocean!" udbryder han et sted i en hentydning til Lautréamonts genialske hymne til havet i Maldorors Sange, 'Vieil océan', og bringer sig også dér i selskab med sine yndlingsdigtere i europæisk litteratur, Dante, Hölderlin, Rilke og mange flere af de visionære.

At læse bogen er at træde ind i en monologisk tankeverden af dagbogslignende karakter, bestående af notater, ældre, daterede digte, hans karakteristiske frie sonetter eller klangdigte, prosaisk musikalske ræsonementer og referater af dagligdag, om familie, venner, udflugter til havets kyster, telefonsamtaler, kommentarer til verdensbegivenheder, krig, katastrofer, politik, en bevidsthedsudtømmelse af en moderne intellektuel, besat af videnskab og kunst, som vi kender ham fra tidligere med hans 'uafsluttede sprog', som en ældre titel lyder. Sprogets krop svarer til hjernens struktur, og jeg er ikke bange for at tale om hans søgen i det ontologiske, verdens grundstruktur i modsætningspar som det mulige sprog og det umulige, enheden af enkelhed og kompleksitet, af centrum og periferi, af lys og mørke, kærlighed og død.

Det er en stadig pågående differentiering af hans omfattende emnekreds i umiskendelige, talte 'sonnevisioner' i et vejrtrækningens parlando, hvor punktum er afløst af dobbeltafstand. Hver side er et luftigt syn. Lange satser, korte glimt. Pludselig som her en impression:

Jag så din mors ansikte

i ditt, när du

samt uran glasögon

en kort stund

i stolen Sedan

var det borta

som din mor

också är borta

De tre omtalte værker rører ved urstoffet. Med forskellige redskaber og teknikker peger de fra uventede vinkler ind i det moderne livs uafklarede, uafsluttede konflikter. Med hver sit sprog. Men i et fælles svensk. Tilfældets terningkast vil vise, om et af dem vinder prisen.

Fredrik Lång: Mitt liv som Pythagoras. 316 s. Schildts Förlag. ISBN 951-50-1510-3

Lotta Lotass: skymming:gryning. 242 s. Bonniers. ISBN91-0-010758-1

Göran Sonnevi: Oceanen. 420 s. Bonniers. ISBN 91-0-010963-0

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu