Læsetid: 4 min.

Grundtvig i Afrika

Det tanzanianske eksperiment i socialisme havde fra sin fødsel mange danskeres støtte og interesse - Afrika-eksperten Knud Vilby fortæller historien om, hvordan det siden gik
20. oktober 2005

Hvad i alverden fik statsminister Anders Fogh Rasmussen til at udtale under sit nylige Afrika-besøg , at afrikanernes fattigdom hovedsageligt var socialismens skyld?

Hvilket land kunne indgyde manden den tanke, at ikke århundreders kolonisering, ikke årtiers krige, ikke vestligt promoveret korruption, ikke valutafond-dikterede nedbarberinger af alt fra skolegang til sygehuse, ikke etniske konflikter stimuleret af idiotiske koloniale landegrænser, ikke firmaers blodige kamp om råstoffer fra olie til coltan og ikke håbløse eksportbetingelser - men selvvalgt socialisme var hovedårsagen til Afrikas ulykke?

Nyerere som socialist?

Det kunne Tanzania. Og det har sine grunde, hvad enten man finder statsministerens udtalelse indsigtsfuld eller ej. For Tanzania var fra sin befrielse i 1961 det store laboratorium for en socialisme, som velfærdsstaten Danmark godt kunne lide. Ikke en karbonkopieret sovjetsocialisme. Og ikke naboen Kenyas kapitalistiske kurs efter uafhængigheden fra samme, engelske, koloniherre. Men en tanzaniansk socialisme med et næsten grundtvigiansk udspring i lokale traditioner, andelstanke og folkedyb. Præsenteret af en visionær, ubestikkelig statsmand: Julius Nyerere, Tanzanias leder fra uafhængigheden frem til 1985.

Hans drøm betog mange danskere. Økonomen Knud Erik Svendsen blev personlig rådgiver for Nyerere. Og journalisten Knud Vilby valgte inspireret af bestselleren Tanzania vil selv fra 1967 landet som rejsemål for sin første rejse til Afrika. Siden blev han blandt andet formand for Mellemfolkeligt Samvirke og en af Danmarks mest respekterede eksperter i udviklingsspørgsmål. I bogen Uafhængig fortæller han, hvordan det gik med Tanzanias uafhængighed.

Nyerere overtog som andre afrikanske ledere et land, hvor europæerne var rejst med statsapparatet. Det var også et land med 120 forskellige etniske grupper og næsten lige så mange muslimske indbyggere som kristne. Vilby sætter spørgsmålstegn ved, om Nyerere fra begyndelsen var socialist.

Men Tanzanias forhold og de tendenser, han så til at de nye ledere begyndte at rage til sig, fik med Arusha-deklarationen fra 1967 at grundlægge Tanzanias socialistiske eksperiment. Skoler, sundhedsklinikker og virksomheder blev nationaliseret; kiswahili indført som nationalt sprog, og ambitiøse programmer igangsat, hvor alle børn skulle sikres skolegang, alle syge sikres behandling, og organiserede landsbykooperativer skulle sikre beskæftigelse og udbytte til alle. Sidst, men ikke mindst, forbød Arusha-deklarationen landets ledere at have flere lønninger eller økonomiske interesser ved siden af jobbet.

Den Kolde Krig i Afrika

Noget gik godt, og noget gik dårligt. Princippet om frivillig sammenflytning i landsbyer udviklede sig med årene til tvangsflytninger med katastrofale konsekvenser. Men Nyereres opbygning af et nationalt fællesskab har gjort Tanzania til et af Afrikas fredeligste lande og forhindret blodige etniske konflikter. Som i visse af de andre landes frihedskampe gav det socialistiske ordforråd konkrete svar på konkrete problemer, som en liberalistisk tankegang aldrig kunne have løst.

Det er ikke særlig velkendt, at en af Den Kolde Krigs største slagmarker var Afrika, og at den ofte var varm. Amerikansksponsoreret destabilisering og landminer kæmpede mod sovjetsponsoreret skoling og maskingeværer hen over fronter, der ofte gik tværs gennem de syntetiske afrikanske stater.

I Tanzania tog Den Kolde Krig skikkelse af en politisk syvårs-krig fra 1978-1985 mellem Nyerere og IMF, den internationale valutafond. Tanzanias økonomi bevægede sig ud over katastrofens rand, og i 1985 vandt IMF krigen. Første initiativ fra valutafonden var at aflive princippet om uddannelse for alle.

Det er i dag almindeligt anerkendt, at det er katastrofalt at nedprioritere skolegang i tredjeverdenslande. Men 1980'ernes neoliberale strukturtilpasningsprogrammer tvang bistandsafhængige afrikanske lande til at barbere den offentlige sektor ned i grotesk grad.

I Tanzania betød det, at kun lidt over halvdelen af børnene i skolealderen modtog undervisning i årene fra 1985-2001, hvor skolegang kom på mode blandt donorerne igen. Hvis elementer af Nyereres socialistiske ideologi havde haft katastrofale følger for tanzanianerne i 1970'erne, havde elementer af IMF's og Verdensbankens det så sandelig også i 1980'erne.

Det går godt i Tanzania

I dag går det faktisk ret godt. Vilby ridser op: Tanzania er et af de fredeligste lande i Afrika; præsidenter træder tilbage efter fredelige valg, når deres periode er udløbet; konkurrerende politiske partier kan debattere og kritisere regeringen; der er styr på inflationen; der er en økonomisk vækst på fem-seks procent om året; landet er helt åbent for udenlandske investorer og tillader dem nemt at trække deres fortjeneste ud.

Men landet er alt for fattigt, afhængigt af bistand og korrupt. Meget blev gjort rigtigt, men gik ofte galt alligevel. Vilby antyder en hovedårsag - ikke i socialismen, men i de alt for hurtige og voldsomme skift i ideologier. Fra 10.000 nye kooperative landsbyer på et år i socialismens tid til 330 privatiserede statsvirksomheder på syv år i liberalismens tid.

Svage lande kan ikke komme sig over den type gentagne revolutioner. I Europa har industri og landbrug været beskyttet af nationale mure i deres langsomme opbygningsfaser. I en skævt globaliseret verden, hvor det er billigere at transportere majs med skib fra Australien til havnen i Dar es Salaam end med lastbiler inde fra landet og ud til kysten, står Tanzania foran kolossale udfordringer.

Alderdommens melankoli

Alle dem skriver Knud Vilby engagerende, vidende og indsigtsfuldt om. Uafhængig? er en ualmindeligt grundig bog baseret både på reelle førstehåndsmøder og interview, og på stor sagkundskab. Ikke desto mindre er bogen lidt tung og ret forstemmende.

Den er emneopdelt snarere end historiefortællende, hvilket gør den mere substantiel end egentligt fængende. Og så har Vilby valgt kun at tale med tanzanianere, der har oplevet hele perioden fra uafhængigheden for snart 45 år siden. Ideen kan være fin nok, men den tynger historierne med alderdommens melankoli. Næsten halvdelen af landets befolkning er under 15, og de unges historier ville efter al sandsynlighed have lydt ganske anderledes.

"Måske tog man i disse år fremtidstroen fra en hel generation," skriver Vilby et sted om netop de mennesker, han har interviewet. Inddragelsen af flere generationers historier kunne have leveret mere fremtid til en glimrende fagbog om et historisk eksperiment i afrikansk socialisme.

Knud Vilby: Uafhængig? - afrikanske udfordringer. 252 s., 249 kr. Per Kofod. ISBN

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her