Læsetid: 4 min.

Grunwald vs. Reenberg

12. februar 1999

MED GOD sans for timing kom så den plan for Det Kgl. Teater, som direktør Michael Christiansen og bestyrelsesformand Niels-Jørgen Kaiser ikke bryder sig om, hele tiden har forsøgt at abstrahere fra, men hvad værre er: Også har forsøgt at få andre til at abstrahere fra. De har ladet som om, den slet ikke var en mulighed.
Men planen, der har tidligere teaterchef samt Olsenbande-skuespiller Morten Grunwald som ankermand for en selvbestaltet initiativgruppe af kunstnere, er absolut værd at tage alvorligt. Den har en kostpris, som ikke er så dramatisk langt fra det beløb, som et folketingsflertal er parat til at spytte i projektet. Og den har en vision, som er fremadrettet.
Men hvorfor hader kong Christiansen og Keiser Niels-Jørgen så planen?
Fordi den, hvis den vedtages, vil være et nederlag for dem. Makkerparret lagde sig på et tidligt tidspunkt fast på en ide om, at teatrets tre kunstarter skulle forblive samlet, og at skuespillet først og fremmest skulle tilgodeses med en ny moderne scene. Grundwald-planens hovedide er, at der skal bygges et nyt opera- og ballethus, og at kunsarterne derved skal adskilles.

KGL. SKUESPILLER Jørgen Reenberg har i årtier lidet respektfuldt omtalt Stærekassen (eller var det hele teatret?) som "det gamle pissoir". Hans talent som forvalter af teatrets spillemæssige kulturarv, der vanskeligt lader sig overse, har i disse årtier måttet
lide under de miserable forhold, Stærekassen har budt både publikum og de øvrige skuespillere, som da heller ikke har været tilfredse. Uegnet som teater er kassen blevet kaldt.
Derfor er det blevet et dogme på Det Kgl., at "skuespillet stod for tur", når noget nyt skulle indrettes.
Teaterledelsen, der nok kunne have brug for lidt intern opbakning, da den kunstneriske linje i dens tid har været i lavkonjunktur, valgte at læne sig op ad dogmet.

MED EN overtydelig sans for det taktiske spil, og derfor velsignet let gennemskueligt, valgte
ledelsen derfor den 18. januar i år at fremlægge tre scenarier for kulturministeren, som havde ét formål: At umuliggøre andre løsninger, specielt den, som ledelsen vil have, at vi allesammen abstraherer fra.
Folketingsflertallet står klar til at bevilge en lille milliard. Scenariet med et selvstændigt opera/ballethus påstodes at ville koste en herregård, nemlig 1,65 mia. kr. (Hvilket naturligvis er noget vrøvl. Sådanne huse findes til varierende priser).
I stedet pegede ledelsen på, at man kunne opføre et nyt skuespilhus for kun 675 mio. kr. - altså en ren besparelse i forhold til bevillingen - men på et ikke særlig attraktivt sted ved Turbinehallerne i Borgergade.
Når politikerne har indset, at disse to løsninger er tossede, vil de - synes ledelsen at kalkulere med - være nødt til at acceptere den løsning, ledelsen med stokkemetoden har gennemtvunget hos teatrets ansatte, nemlig et nyt kæmpehus til 2,3 mia. En konsensus-løsning efter devisen: Frit valg på alle hylder. Den indebærer nemlig, at både opera, ballet og teater får det, de peger på: En helt ny superscene hver. Og på den måde kan man jo sagtens skabe "kompromis".
Men vil politikerne æde dette ekstremt forstørrede beløb? Kalkulen går her formentlig ud på, at man kan starte med skuespilscenen - og overlade til fremtidige folketingsflertal, om sådanne opstår, at bevilge resten. Med mindre da politikerne helt overraskende bevilger det hele i et hug.

GRUNWALD-planen gør op med den romantiske antagelse, at de tre kunstarter befrugter hinanden positivt. Det er der imidlertid intet, der tyder på, at de gør. Tværtimod kan man formode, at tre-enigheden har ført til masser af administrativt bavl, bøvl og menneskelig uenighed. Ligesom kunstarterne i praksis meget sjældent samarbejder. Konstruktionen kendes da heller ikke fra mange andre teaterbyer.
Skuespillet står for tur, siger man. Men kan noget stå for tur, når det gælder en kunstnerisk sammenhæng? Udviklingen har på mange måder passeret teatrets næse. Teater har ikke den samfundsmæssige betydning, som den havde engang. Opera og ballet, film og musik har i højere grad den nye generations bevågenhed. Dertil kommer, at teater kan man - bedre - se så mange andre steder i byen. På Dr. Dantes Aveny og Betty Nansen har man eksempelvis kunnet byde på mere vitale og vedkommende teateroplevelser end på Det Kgl. Teater i mange år.
Hertil kommer, at arven fra Clara Pontoppidan, Holger Gabrielsen og Poul Reumert, f.eks. den særlige måde at spille Holberg på, i dag kun beherskes af få. Er der i realiteten andre end Reenberg, Ghita Nørby, Kirsten Olesen og Ole Ernst? Det er andre steder, det sner, og det helt indlysende ville - som kritikeren Jens Kistrup engang har antydet - være at gøre
Dante-chefen, Nikolaj Cederholm, til chef for Det kgl. Teater, når hans kontrakt udløber i år 2001. Eller allerede nu. For ung? Nej, han har den helt rigtige alder og energi.

UNDER ALLE omstændigheder kommer Grunwald & konsorters plan på det rigtige tidspunkt umiddelbart, før Folketinget inden længe skal tage stilling til de fremlagte scenarier. Politikerne vil gøre klogt i samtidig at se på Grunwald-planen og tage den seriøst med i overvejselserne. Den er slet ikke så ringe endda - som Niels Olsen sagde om rødspættefilet'en.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu