Nogenlunde en tredjedel gennem Klaus Rifbjergs mellemkrigsroman Esbern bliver titelpersonen, der på dette tidspunkt er en lille knægt, overrasket af en fuld mand i sit soveværelse. Han har været til fest hos Esberns på én gang højborgerlige og frisindede forældre; nu er han gået galt, han skulle på toilettet, og når at hive sit lem ud af bukserne, før han opdager sin fejl. Så slår han et vindue i stykker og pisser ud af det. Vor hovedperson ser til med en blanding af ren skræk og ren fryd.
Mere er der ikke i dét, men det er også nok. Den fulde mand skal vist forestille Tom Kristensen, Esberns liv og person er kalkeret efter digteren Gustaf Munch-Petersen. Deres mærkværdige møde er en blandt flere ret fantastiske, tableau-agtige scener, der dukker op undervejs.
De scener gør bogen til mere end en litterær mellemvare. Det er Esbern ikke: Den er rig og ujævn, fuld netop af gode scener, men også skæmmet af spændingsforladte lakuner, et nærmest sjusket sprog og underligt flakkende i sit ærinde. Både læsværdig og irriterende, altså - så kender man Rifbjerg igen - men ikke altid af de rigtige grunde.
Kollektivroman
Af genre er Esbern en kollektivroman uden egentlig, styrende handling. Vi følger Esbern og hans forældre, deres venner og udvidede familie, de lavere sociale lag kommer med via tjenestepigen Asta og hendes omgangskreds. Kapitlerne er mosaik-agtige og ikke ordnet kronologisk: Først hører man om den spanske syge, så om Esberns fødsel i 1912, så om tonefilm i 30'erne.
Hvad vi skal stille op med dette digter- og gruppebillede er svært at finde ud af. Som psykologisk eller mikrosociologisk portræt fungerer bogen ikke. Esbern er evigt usikker, siger Rifbjerg, han kan ikke blive voksen. Hvordan det fører ham til borgerkrigen eller gør ham til digter er imidlertid uklart - og interesserer vist ikke forfatteren.
Som tidsbillede er Esbern til gengæld skævt fokuseret. Over for en surrealistisk og formløs avantgarde sætter den en nationalsindet protofascisme. Det gamle højborgerskab er frisindet og forløjet, viser det sig: De vil gerne "det moderne", men ikke når det bliver vildt og "udansk", som Esberns forældre siger.
Arbejderklassen, derimod, er rosenrød og beskrevet som set gennem Ole Hyltofts briller: Sund og beskeden og med drømme, der ikke rækker videre end høkerøl, kaffeslabberads og kolonihaver. Det kulturradikale miljø og dens tænkning - som hr. Rifbjerg så ofte identificeres med - fylder nærmest ingenting. Et mærkeligt portræt af perioden, kort sagt.
Kønsorganer
Nu behøver mærkeligt ikke at være dårligt. Dog virker det som om, Rifbjerg heller ikke rigtigt interesserer sig for 20'erne og 30'ernes Danmark. Hvad interesserer ham så? Mest af alt at udforske sine mandlige romanpersoners driftsliv. Umådeholdent mange passager i Esbern handler om mænd og deres kønsorganer - og om, hvor optagede mænd er af kvindernes ditto.
Den jødiske filminstruktør Ruben Schneestein, en af bogens bipersoner, imponerer pigerne med sit omskårne lem, og ser i et glimt samme lem som et billede på sin tilværelse:
"Vemodigt lagde han hånden om sit eget instrument og åbnede i det samme øjnene. Var der tale om en epifani? Det vidste han ikke rigtig, alligevel var det, som om en opfattelse af ham selv som instrument pludselig greb ham. Var han ikke anbragt i en meget større hånd, der langsomt masserede ham frem mod klimaks? Turde han kalde denne hånd skæbnens?"
Guds hånd og onanistens: Kønsorgarnet er motor for de rifbjergske herrers drømme og fortrængninger. Den er også et symbol, ikke bare på skæbnen, men også på den enkeltes indre karakter. Esbern er usikker, det er hans kønsliv også; hans fætter, kritikeren og protofascisten Harald Hynkel, har en ordentlig svaber mellem benene. Med den dyrker han masser af sund sex, altid målrettet og mandigt, helt uden dekadence og svinkeærinder. Her taler en ny tid nemlig!
Esberns far Theodor får derimod ufrivillig rejsning, når han tænker på fascisternes marcheren. Den slags er underholdende, men svært at tage helt alvorligt.
Fortabelse
Ærindet er altså uklart, og sprogligt er der bestemt ikke tale om Rifbjergs bedste bog. Men så dukker der alligevel scener op, som slår benene væk under én. Esbern og hans ven Ole på jagt med den noget fritsvævende onkel Oscar, nok bogens mest charmerende figur; samme Oscars besøg hos en ung syerske, som han har ligget i med, og som nu ligger i med den spanske syge.
Vignetter og tableauer som disse holder Esbern oppe. Tit handler de om en fortabelse, der er større og mere tvetydig end orgasmens. Måske er længslen efter den slags fortabelse, som skal forklare Esberns - Gustaf Munch-Petersens - flugt ind i døden? Ikke psykologi, ikke historisk portræt og ikke de gamle historier om den sunde drift og dens fortrængninger, men en længsel efter selvets formløse undergang, som man ikke kan slippe og ikke bør give sig hen til.
Hvis det var tanken, så er tanken noget uforløst. Som bog kredser Esbern om den tvetydige fortabelse på samme måde som katten kredser om den varme grød; til gengæld får vi masser af fyldstof. Som sagt: Rifbjergs nye bog er læsværdig og irriterende, men ikke altid af de rigtige grunde.
