I sidste weekend satte 15-årige Akari Shimoda sig ned for at spise i Tokyo og kunne måbende konstatere, at billeder af rasende demonstranter i Shanghai, der råbte slagord som "Ud med de japanske svin", flimrede hen over hendes tv-skærm. Demonstranterne omringede det japanske konsulat i byen og overdængede det med sten og flasker for derefter at smadre butiksvinduer, vælte biler og gennemtæve japanske studerende.
"Det er et skræmmende land," siger Akari, som tilføjer, at hun ikke forstår ordene "Krigsforbrydelserne skal angres", der står skrevet på de demonstrerendes bannere.
"Politiet stod bare og så til," siger hun.
Ved hun, hvorfor demonstranterne er vrede?
"Ikke rigtig. Jeg tror, at Japan gjorde noget mod Kina engang, men jeg er ikke sikker på, hvad det var. Det er så længe siden," siger Akari Shimoda.
Japanske børns uvidenhed om den asiatiske historie, som skyldes et pensum i folkeskolerne, der skønmaler Japans korte, men brutale koloniseringseventyr frem til 1945, har været kilde til konflikter i Asien i flere årtier. Kontrasten til undervisningen i Kina, hvor hver eneste 15-årige elev lærer, at krigskejseren Hirohitos hjernevaskede soldater og myrdede og plyndrede sig igennem landet i 14 år, kunne ikke være mere grel.
Den omstridte historie, der bliver endnu mere kontroversiel på grund af landenes økonomiske rivalisering, kan være med til at forklare, hvorfor mistilliden og mistænksomhed lurer lige under overfladen i det ellers så succesrige handelspartnerskab mellem de to lande.
"Der hersker så meget had mellem vores lande," siger Alice Lee, der arbejder som ekspeditrice i Guangzhou i det sydlige Kina.
"Selv om jeg godt kan lide japansk kultur og produkter, har vi kinesere meget svært ved at tilgive dem for det, de gjorde imod os dengang."
Voldtægten af Nanjing
Den 13. december 1937 myldrede de japanske soldater ind i Kinas dengang største by Nanjing efter at have lidt voldsomme tab i Shanghai. Her indledte de et seks uger langt middelalderligt orgie af voldtægter, myrderier og plyndringer og gennemførte, hvad FN's Menneskerettighedsråd kaldte "den værste enkeltstående grusomhed under Anden Verdenskrig i både Europa og Stillehavsområdet".
Det amerikanske øjenvidne Minnie Vautrin skrev den 16. december 1937: "Der findes formentlig ikke den forbrydelse, der ikke er blevet begået i denne by i dag."
Vidner fortalte, at soldater øvede sig i at bruge deres ba-jonetter på bagbundne fanger, brændte andre fanger levende og pudsede hunde på børn. Gravide kvinder blev voldtaget og skåret op med bajonetter, afhuggede hovedet blev sat på spyd og båret rundt som trofæer, hundredvis af ubevæbnede civile blev mejet ned med maskingeværer og smidt i floder og åbne grave.
En journalist fra New York Times, Tillman Durdin, der kaldte ødelæggelsen af Nanjing "en af de værste grusomheder i moderne tid", beskriver, hvordan han forsøgte at køre ned til bredden af floden.
"Jeg var nødt til at køre hen over ligene. Og sceneriet nede ved floden, hvor jeg stod og ventede på et angreb, var en gruppe af rygende, småsnakkende japanske officerer, der førte opsyn med massakren på en bataljon af tilfangetagne kinesiske soldater."
Det mest berømte vidne til massakrerne i Nanjing var John Rabe - også kaldet 'Nanjings gode mand'. Rabe var en Oscar Schindler-agtig forretningsmand, der stod i spidsen for det lokale naziparti, men blev leder for en inter-national sikkerhedszone. 250.000 mennesker reddede efter sigende livet i zonen. Efter i flere uger at have været vidne til, at børn og gamle kvinder blev voldtaget og derefter myrdet - ofte på grusommeste vis - skrev Rabe i sin dagbog, at alle lidelserne havde "lamslået" ham.
Det præcise dødstal efter ødelæggelsen af Nanjing er et af Anden Verdenskrigs mest omdiskuterede tal.
Det mest kendte tal kommer fra den kinesisk-amerikanske forfatter Iris Chang, der begik selvmord tidligere på året, og som beskrev, hvordan hun blev "rasende" og havde voldsomme mareridt under sit researcharbejde. Ifølge Chang blev mere end 300.000 kinesere dræbt og mindst 20.000 kvinder voldtaget. Hendes bog, Voldtægten af Nanjing, der udkom i 1997, blev udsat for voldsom kritisk fra japanske natio-nalister, der kaldte den løgnagtig og fuld af overdrivelser.
Forsøg på levende fanger
I dag er Nanjing en af Kinas blomstrende, moderne byer med over fire millioner indbyggere, tre-sporede veje og en splinterny motorvej til Shanghai. Byens minde om vinteren 1937 er en skrabet betonbunker beliggende i Nanjings sydvestlige forstæder. Tallet 300.000 står skåret ind i ydermuren med over én meter høje cifre. Inde i bunkeren ligger der billeder af mishandlede kroppe, glasæsker med knogler fra nogle af ofrene og en gæstebog.
"Jeg græd, da det gik op for mig, hvad mit land gjorde," har en af de mange japanske gæster skrevet.
Den eneste anden japanske krigsforbrydelse, der når op på siden af ødelæggelsen af Nanjing i grusomhed, er de rædselsvækkende eksperimenter i Enhed 731, som dengang var det højst udviklede program for biologisk krigsførelse. Enhed 731 var et stort område med besatte bygninger i Ping Fang syd for Harbin, hvor sygdomme som tyfus, miltbrand, kopper, kolera og dysenteri blev dyrket og brugt som massefremstillede mordvåben.
Grusomhederne bestod blandt andet i dissekering af levende fanger i et forsøg på at fastslå, hvilke virkninger sygdommene havde på den menneskelige krop. Yoshio Shinozuka, der kun var 16 år gammel, da han blev sendt til Ping Fang for at hjælpe forskerne i Enhed 731, husker tydeligt den første gang, han medvirkede i et eksperiment på en af fangerne, der alle blev omtalt som 'murata' - bjælkerne.
"Jeg kendte den kineser, vi dissekerede levende," husker Shinozuka:
"Under forsøget kunne jeg ikke kigge ham i øjnene, fordi hadet lyste ud af dem. Han var inficeret med pest, og efterhånden som sygdommen skred frem, blev hans ansigt og krop helt sorte. Mens han stadig var i live, blev han båret ind i obduktionslokalet på en båre. Jeg fik ordre til at vaske ham. Jeg brugte en gummislange og en svaber til at vaske ham med. Mandens organer blev systematisk fjernet ét efter ét."
Resultaterne af disse forsøg blev fra 1940 brugt til at sprede tyfus, kolera og pest over hele Kina. Soldater blev sendt ud for at forurene floder og drikkevand med bakterier. Da disse metoder viste sig at virke for langsomt, og soldaterne i stort tal smittede sig selv, vred de japanske militærforskere deres hjerner for at udvikle andre og mere effektive metoder til smitte-spredning. Yoshio Shinozuka og hans kolleger blev sat til at avle lopper.
Da japanske fly i 1942 fløj over landsbyen Chongshan i Zheijiang-provinsen, så flere af indbyggerne en sort sky falde ned fra himlen. Få dage efter blev mange af dem ramt af høj feber, hovedpine og hævede lymfekirtler, der er symptomer på den loppebårne pest - den samme sygdom, der udryddede store dele af Europas befolkning i middelalderen. Efter to måneder var 400 mennesker - en tredjedel af landsbyens indbyggere - døde.
Sygdomme sluppet løs
Der er foretaget mange forskellige skøn over antallet af ofre for Japans biologiske krigsførelse i Kina mellem 1935 og 1942, men ifølge den foreløbig mest omfattende undersøgelse, som den amerikanske historiker Sheldon H. Harris står bag, skulle antallet af døde allerede i slutningen af 1942 "angives i sekscifrede tal".
Sygdomsudbruddene fortsatte længe efter, at forskerne, der som afsked valgte at slippe tusindvis af sygdomsbefængte rotter løs, før de sprang bakteriefabrikken i luften, rejste hjem og genoptog deres civile liv.
Det er kun meget få japanske studerende, der ved noget om Enhed 731, selv om en japansk domstol for tre år siden efter årtiers fortielse fastslog, at udviklingen af de biologiske våben fandt sted. De fleste kinesere kender hele historien, inklusive den bitre ende.
Mens Shinozuka og andre underordnede håndlangere fra Enhed 731 blev straffet som krigsforbrydere, blev de militærfolk, der havde udviklet programmet og pralet om dets dødbringende kraft over for militærledelsen i Tokyo, garanteret straffrihed mod at udlevere deres forskningsresultater.
I dokumenter der er blevet frigivet for nylig, og som er forfattet af historikere gennem de seneste 10 år, har amerikanske militære forskere lagt vægt på den "ekstremt høje værdi", som de japanske oplysninger havde.
"Oplysningerne om japanernes biologiske krigsførelse har været så værdifulde for USA og den nationale sikkerhed, at den langt overstigen værdien af at retsforfølge krigsforbryderne," skriver en af historikerne.
Militærets blåstempling af aftalen betød, at alle de centrale kræfter bag Enhed 731 blev tildelt immunitet, heriblandt programmets arkitekt, Shiro Ishii, som døde i Tokyo i 1959 uden nogensinde at være blevet stillet til ansvar for sine handlinger. Mange af militærets læger gjorde efter krigen karriere i medicinalindustrien. Enhed 731 og programmets konsekvenser ligger ifølge erfarne japanske advokat med speciale i borgerrettigheder, Keiichiro Ichinose, på linje med de værste af nazisternes krigsforbrydelser.
"Det er vores regering nødt til at indse, før den kan tale med sine asiatiske naboer om det," siger Ichinose.
Undskyldte med dollar
Japan valgte at komme videre efter krigen ved at underskrive normaliseringsaftaler med sine tidligere fjender, opgive alle erstatningskrav og yde milliarder af dollar i udviklingshjælp. Altsammen undskyldninger, der ikke kræver, at man siger ordet undskyld, men det mislykkede japanske forsøg på at endegyldigt at bryde med fortiden betyder, at det nu er muligt for den kinesiske ledelse at manipulere med den tunge japanske skyldfølelse.
Manipulationen har fået patriotismen, de anti-japanske følelser og den anti-amerikanske retorik til at blusse voldsomt op i Kina, hvor de sociale konsekvenser af 20 års halsbrækkende kapitalisme er ved at vise sig. Efterhånden som kampen om ressourcerne og jorden spidser til, truer patriotismen med at løbe helt af sporet.
Mens de japanske butikker og konsulater i Kina igen i sidste uge ryddede op efter endnu en weekend med optøjer, tonede et trist syn frem på landets tv-skærme: diplomater fra både Kina og Japan, som gensidigt beskyldte hinandens lande for ikke at have undskyldt.
Men i fredags skete det endelig: Den japanske ministerpræsident, Junichiro Koizumi, gik på talerstolen ved det asiatisk-afrikanske topmøde i Jakarta i Indonesien og sagde undskyld for de forbrydelser, som Japan påførte særligt asiatiske lande under Den Anden Verdenskrig.
"Japan ser disse historiske kendsgerninger i øjnene med ydmyghed. Japan har altid følt dyb anger og undskylder inderligt," sagde ministerpræsidenten blandt andet.
Efter alle disse år er 'undskyld' stadig et svært ord at få sagt.
