Læsetid: 5 min.

Gud, Bush og de kristnes korstog

Hvad enten Gud taler til ham eller ej, har Bushs religiøse fanatisme formet vores verden af i dag
11. oktober 2005

Der har været ekstra travlhed på internettet de seneste dage. Et stort antal mennesker havde travlt med at kommentere rapporter om, at George Bush havde invaderet Irak fordi Gud som, fandt vi ud af, kalder præsidenten for verdens eneste supermagt ved fornavn, sådan ganske uformelt, havde sagt han skulle.

Nogle reagerede med ironisk rædsel, manden, der hører stemmer er, når alt kommer til alt manden med fingeren på atomknappen. Andre udtrykte forstående vantro; Bush-'citaterne' var blevet offentliggjort af palæstinensiske politikere, der var tale om private samtaler med præsidenten om den palæstinensiske stats fremtid.

Det var, sagde Bushs forsvarere, i palæstinensernes interesse at give indtryk af, at præsidenten havde sagt: "Nu føler jeg atter Guds ord komme til mig, 'Giv nu palæstinenserne deres stat, og israelerne deres sikkerhed og skab fred i Mellemøsten.' Og ved Gud, det er lige hvad jeg vil gøre."

Det Hvide Hus var hurtigt ude med en melding om, at det havde Bush aldrig sagt, selv om embedsmændene ikke fremsatte den formildende forklaring - fremsat af en bidragsyder til hjemmesiden - at forvirringen skulle forklares ved Bushs tilsyneladende dysleksi, han havde taget fejl af Guds og sin hunds stemme.

Bushs korstog

På én måde betyder det ikke noget, hvad han egentlig sagde. Det alarmerende er, at det er en af de ting, han kunne finde på at sige. Hver eneste linje harmonerer fuldstændig med Bushs religiøse verdenssyn.

Da præsident Bush første gang mødtes med Vladimir Putin, var det første, de talte om, ikke kommunismens fald eller markedets triumf. Nej, de talte om Gud. Bush inviterede senere Makedoniens præsident - metodist som Bush - ind på sit kontor, hvor de to mænd knælede sammen i bøn.

Men George Bushs tro ikke blot inspirerer og motiverer ham. Den påvirker hans beslutninger om enkeltpolitikker, som f.eks. da han besluttede, at amerikanske forskere ikke skulle modtage offentlige midler, hvis de skabte nye menneskefostre til brug for dyrkning af stamceller. Og han har kanaliseret milliarder af statens dollar ud til religiøst baserede velfærdsprogrammer.

Det er de færreste, der mener, at krigen mod Saddam Hussein havde religiøse motiver. Planerne var udarbejdet af Bushs neokonservative rådgivere længe, før han kom til magten. Men det stod klart fra starten, at Bushs Johannes' Åbenbaring-agtige syn på verden som en kosmisk slagmark mellem godt og ondt, farvede hans tilgang til 'krigen mod terror'.

Det er en tankegang, der viser en spektakulær uvidenhed om - eller er hensynsløst ligegyldig over for - andre synspunkter. Fra starten har han karakteriseret sin kamp som et korstog, tydeligt uvidende om at i den muslimske verden har kun få glemt, at da korsfarerne besatte Jerusalem i 1099 endte det i et orgie af nedslagtning, ved hvilken 70.000 mænd, kvinder og børn blev slået ihjel i løbet af tre dages holocaust. Evangelisterne fra det kristne højre, der udgør Bushs magtbase, gør blot tingene værre med deres febrile fordømmelser af islam, og siger ting som at Muhammed var 'en dæmonbesat pædofil' og en 'terrorist'.

Bush havde udpeget general William Boykin til at stå i spidsen for jagten på Osama bin Laden. Boykin gik også rundt og fortalte, at Gud havde talt til ham, og om en af sine muslimske modstandere sagde Boykin: "Jeg vidste, at min Gud var større end hans. Jeg vidste, at min Gud var en rigtig Gud, og at hans var en afgud."

Ved offentlige bønnemøder beskrev han gentagne gange USA's krige i Irak og Afghanistan som "et kristent korstog rettet mod islam", en religion han mente, stod i ledtog med Satan. Da kritikerne opfordrede Bush til at fyre manden, forfremmede han ham til vicedepartementschef i efterretningsvæsenet, og satte ham til at lede overflytningen af forhørsmetoderne fra Guantanamo til et på det tidspunkt stort set ukendt fængsel i Irak. Det var Abu Ghraib.

Men der er mere. Lækkede dokumenter afslører, at Det Hvide Hus havde holdt hemmelige møder med kristne fundamentalister, der mener, at Jesu genkomst først kan finde sted efter, at Israel igen fremstår som en nation, hvilket er grunden til at støtte til Israel står øverst på det kristne højres dagsorden.

De mener også, at det store jødiske tempel i Jerusalem må genopbygges for tredje gang, før Messias vender tilbage. Det betyder i praksis, at man skal jævne al-Aqsa-moskeen, islams helligste sted efter Mekka og Medina, med jorden. Så en konflikt med muslimer er både nødvendig og ønskværdig. En af lederne af disse dommedags-kristne hævder, at han bliver briefet af Det Hvide Hus mindst én gang om ugen.

Dialog ikke mulig

Der er ikke tale om marginale aktiviteter. Det skønnes, at der findes op til otte millioner kristne fundamentalister i USA, for hvem dommedag altid er lige om hjørnet.

Det Hvide Hus kan stædigt benægte, at Bush udtalte de ord, der nu står i centrum for den aktuelle strid. Men der hersker ingen tvivl om at præsidentens religiøse tænkning har formet den verden, vi nu befinder os i.Og der er heller ingen tvivl om, hvor farligt det er.

Det gør ham i stand til med utilstrækkelig viden glad at dvæle over dem, han har stemplet som fjenden. Det skaber hos ham en illusorisk følelse af, at han og hans nation er blevet udvalgt af Gud med specielt ansvar og specielle gunstbevisninger - og derved give grobund for den farlige opfattelse, at hans normer er absolutte normer, hans form for regering automatisk alle andres overlegen, og hans åndelige tradition den eneste virkelig sande religion.

Men det farligste er, at det tillader ham at klassificere 'de andre' som onde.

At dæmonisere vore modstandere er den psykologiske ækvivalent af en krigserklæring. Vi afskærer muligheden for dialog. Og i processen fritager vi os selv for enhver forpligtelse til at behandle dem som mennesker. Og vi slipper for at spørge os selv, hvilke af vore handlinger der, selv i det små, kan have bidraget til problemet. Det står der masser om i Bibelen. Måske ville det være en god idé for Gud at hviske i hr. Bushs øre og fortælle ham, hvor han skal lede.

© The Independent

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu