Læsetid: 4 min.

Gud blev ikke færdig

Dramatikeren Jokum Rohde er også prosaist og udsender nu otte noveller, hvoraf de bedste skriver sig langt ind i ondskabens dynamik
27. oktober 2005

"Det er den samme pludselige forvandling der rammer mig så ofte, når jeg er ude at gå. En gammel bygning, en trist gade, og jeg overvældes af tung fortid, og alt minder mig om 1940'erne."

Sådan reflekterer jeg-fortælleren i den næstsidste af Jokum Rohdes otte noveller, som i dag udkommer under titlen Löwenlandet. Denne refleksion kunne godt tilskrives forfatteren selv, for det er det, der hele tiden sker med københavnerlandskabet for Rohde: Det invaderes af 'tung fortid', så vi er tilbage i 40'ernes besættelsestid, 70'ernes afspærrede havnedomæne, 30'ernes film noir, 50'ernes radiomysterium, 20'ernes Damhusmord - eller ligefrem Kafkas Prag.

Samme jeg-fortæller har en anden tanke, der ligeledes gør ham til forfatterens alter ego: "Så får jeg en fuldstændig sindssyg idé om, at alt hvad jeg ser bare er tankespind, ren og skær fantasi. Det her er en drøm, en Mauserby, og alle dem jeg ser er forskellige udgaver af mig selv."

Lyder det ikke som forfatterens erkendelse af sit litterære landskab som et indre drømmelandskab, hvori personerne, ligesom personer i en drøm, er ham selv i nok så mange skikkelser?

Den onde frelse

Det 'jeg', hvis stemme i denne bog komme tættest på forfatterens, hedder 'Hr. Mauser' og er nazist. Hans fortælling er, sammen med den indledende titelnovelle "Löwenlandet", samlingens bedste: en virtuost gennemkomponeret vrangvendt skabelses- og frelsehistorie, hvis gennemgående figur er personernes og genstandenes med hinanden ombyttelige identitet, som udspilles i en vifte fra komik ("Kan vi så få ro på opgangen!" - "Du kan selv være en opgang") over metalitterære refleksioner (personerne som forfatterkloner) til slutningens teologiske og ontologiske absurdisme, hvor Hr. Mauser, hans pistol, hele skabelsen, Frelseren og Hitler eksponeres oven i hinanden i en svimlende åbenbaring eller Helvedesvision.

Hr. Mausers problem er, at "den ikke er færdig". Om det så er pistolen, som han har sendt til reparation, eller hele skabelsen ("Gud blev ikke færdig"). Og det er det, både pistolen og Hitler skal hjælpe ham med: at gøre det ufærdige færdigt, så han slutteligt kan føle sig som Frelseren, som fuldbringeren på korset. Med filosofisk spidsfindighed viser Rohde os her, hvordan frelse og ondskab kan blive én og samme ting, når de drives af den kun alt for menneskelige trang til perfektion.

Ondskabens kræfter

Ondskaben er et gennemgående tema i novellesamlingen. Rohdes univers er gennemgribende ondt, det vil sige kærlighedsforladt. Novellerne handler alle om mennesker, der destruerer hinanden og/eller sig selv. Og i de bedste af novellerne får forfatteren både i stemme, plot og scenografi udstillet og gennemspillet de destruktive kræfter som perfektionstrang, sentimentalitet og konformisme - og så en måske mere dunkelt dunkende tvang, hvor selvopretholdelse og selvdestruktion falder sammen i hor, druk, narkomani, selvmutilation.

Ondskaben er hos Rohde både på Lovens side og Lovens obskøne bagside; de to falder sammen i detektiven "Sorte Maske" ("Skrænten"), som med sit ikke-ansigt af "filt, kød, hud, sårskorpe og arvæv" skræmmer mennesker til at bekende forbrydelser de muligvis, muligvis ikke har begået, mens han forklarer, at det er lovene, han støtter: "Vel at mærke ikke det rum de giver, men det rum de tager fra mennesket. For dette rum er smukt."

Dramatikerens læst

Perfektionstrangens og utopismens iboende ondskab møder vi, ud over hos forfatteren alias Hr. Mauser, i titelnovellen "Löwenlandet", som handler om en kvindelig diplomat, der er udstationeret i 70'ernes København som repræsentant for Löwenlandet: "en nonterritorial utopi, hvis kardinaldyder var smerte og fornedrelse af dens indvånere såvel som udstationerede". Löwenlandet har hovedkontor i Prag og lugter da også langt væk af absurd Kafka'sk bureaukratisme. Ondskaben som komformisme, som den pæne borgers pligtopfyldende anonymitet møder vi, når "den sande ondskab" (i novellen "Skrænten") defineres som "hvem som helst". Den farlige samklang af ondskab og sentimentalitet samles med fortættet præcision i de portrætter, man kan have på væggene i Hr. Mausers fantasi: "unge mørklødede Hitlerbørn med sorte lokker og grådvåde kinder".

Jokum Rohde er bedst kendt som dramatiker - selv har jeg været vild med ham siden Nero (1998), som blev opført på Det Kgl. Teater; det samme gjorde Pinocchios aske (2005), som indbragte ham anmelderbegejstring og Reumert-prisen. Også i novellerne mærker man dramatikeren, og enkelte gange under læsningen fristedes jeg til at tænke "skomager bliv ved din læst". Den radiomysterieagtige "Skrænten" ville fungere bedre som teaterstykke, tror jeg (hvis nogle skuespillere havde lagt krop til personerne, ville den stakkels læser have fået en lidt bedre chance for at hitte rede i forvekslinger, forklædninger og whodunit), og den matematiske thriller "Ægirsgadesekvenserne" ville måske gøre sig bedre som radiomysterium (båret af en menneskestemme ville den måske have virket mere indtrængende, mindre søgt). Men i de bedste af novellerne skrives teatermandens sans for scenografier og replikker ind i den hårdkogte, ironiske og lettere absurdistiske prosa, så de fremstår som fuldstøbte tekstuelle kompositioner, der ikke bare 'undersøger' ondskaben, men skriver sig langt ind i dens dynamik. Så langt, at det tætteste vi kommer på forfatterens talerør er en grænsepsykotisk nazist, som desuden er en pistol og en frelser.

Jokum Rohde: Löwenlandet. Noveller, 135 sider, 225 kr. Tiderne Skifter

ISBN 87-7973-161-9

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her