Læsetid: 6 min.

Gud, konge og fædreland

Gud, konge og fædreland som jungianske arketyper. De, der satiriserer over dem og med fornuftens argumenter vil have dem afskaffet, bør tænke sig bedre om, for andre vil profitere af det
6. juni 2005

Gud, konge og fædreland var den hellige, konservative treklang i ældre generationer, og de begreber er da også de stadige skydeskiver for moderne fritænkere, republikanere og globalister - med idelig fremhævelse af hhv. religionernes, kongernes og nationalismens mange ugerninger både i nutid og fortid.

Denne kamp ledsages ofte af overbærende satire mod de enfoldige sjæle, der stadig ligger under for så åbenbart fornuftsstridige og utidssvarende ideer. Satiren bliver desperat, når man gang på gang må opleve, hvordan 'folket' stadig hengiver sig til et månedlangt dyrt og besværligt juleræs, til et gigantisk fælles folkeligt kronprinsebryllup eller til en national rus over et vundet Europamesterskab i fodbold. Man får næsten ondt af de satiriske ildsjæle, der står så magtesløse over for disse massepsykoser, og som så åbenbart er rådvilde i deres magtesløshed.

Jeg er bange for, at kampen mod Gud, konge og fædreland er lige så håbløs, fordi disse værdier repræsenterer nogle følelser og behov, der fra urgammel tid har været alle menneskers arvegods, meget ofte på et ubevidst plan.

Jung lancerede sine tanker om det kollektivt ubevidste, nogle "arketyper" eller instinkter, som har været fællesgods for menneskearten til alle tider og stadig findes i os alle.

Det kan meget vel være dem, der i dag spiller os og fornuften et puds. Det kan måske lønne sig at se på Gud, konge og fædreland i det lys og behandle dem hver for sig.

Det religiøse instinkt har været fælles for alle mennesker til alle tider. Det hænger formentlig sammen med naturmenneskets hårde livsbetingelser, hvor kampen for det daglige brød måtte føres mod alskens katastrofer, som truede selve overlevelsen. Over for alle disse ulykker har man søgt hjælp hos højere magter og indgået en slags pagt med dem efter devisen : noget for noget.

Vi kender det stadig fra de samfundslag, der i det daglige er helt afhængige af naturen og dens luner, bønder og fiskere over hele jorden, mens ateismen fødes i byerne, hvor man lever i en helt menneskeskabt verden og forledes til at tro, at mennesket er almægtigt, fordi man har gjort sig til total herre over naturen.

Religioner og ulykker

Tanken om, at religionerne er skyld i alle verdens ulykker, skyldes næppe religionen i sig selv, men at mennesker altid har været meget opfindsomme for at udnytte andres religiøse følelser og angst til egen fordel.

Oftest har det været de religiøse ledere selv, der i Guds navn pålagde deres troende tunge byrder. Tit var de så raffinerede, at de skrev nogle hellige skrifter, som nærmest skulle være dikterede af Gud selv, selvom der vel næppe har været nogen gud, der egenhændigt nedskrev sine bud på hebraisk, græsk, latin eller arabisk. Sådan opstod fundamentalismen, som har været en svøbe for alle skriftreligioner.

Men det er jo netop ikke religionen i sig selv, der er skyldig. Den kan tværtimod få mennesker til at handle under ansvar over for både deres medmennnesker og alle andre skabninger. Og vi må nok også erkende, at de forsøg, der er gjort på at skabe et lykkerige på jorden ved at udrydde al religion, alle er faldet ynkeligt til jorden med endnu større lidelser, end religionen nogensinde har skabt - med 1900-tallets kommunistiske eksperimenter som eksempler.

Når julen fik så stærkt et tag i forfædrene, at det stadig holder os fast, var det, fordi den først og fremmest var menneskets nødvendige forsøg på at bringe nyt liv til den natur, der var ved at dø.

Da var det menneskers opgave at gribe ind og vende denne ulykke gennem alle julens livgivende ritualer og ofre. Det krævede en gigantisk indsats af alle ved vintersolhverv. Julen var ikke en fest, man bare arrangerede for morskabens skyld. Den var et dybt alvorligt og nødvendigt livtag med dødens truende mørkemagter.

Kirken erkendte hurtigt det håbløse i at forbyde denne hedenske fest og lagde derfor Jesu fødselsdag samtidig for dog at få nogen kontrol med løjerne. Derfor blev vores jul en sælsom blanding af from kristendom, et utal af gamle hedenske ritualer og en overflod af halvhedensk og kommerciel flitterstads. Det gamle instinkt er dog så stærkt, at juletraditionerne næppe lader sig udrydde.

I det gamle Norden ofrede man en gris som stedfortræder for gudinden selv. Man lagde da hånden på grisens børster og aflagde et løfte for det nye år. Det blev vore nytårsforsætter.

Man spiste ofrets kød og drak dens blod - flæskesteg og blodpølse. Man ophævede al normal moral for at bane vej for en ny tid - julefrokoster. Man udbragte højtidelige skåler for godt år og fred - nytårschampagnen med dens ønsker. Listen kunne blive meget lang.

Kongen og kirken

Kongedømmet var fra gammel tid uløseligt forbundet med religionen. Kongen var formidleren mellem himmel og jord. Opad skulle han sikre, at folket opfyldte sine religiøse pligter, nedad skulle han til gengæld sikre himlens velsignelse, godt år og fred igen, fyldte lader, stalde og vugger, fred og retfærd i landet.

Han var folkets lykkemand. Derfor kunne man ikke undvære ham/hende. Faldt han i fremmed fangenskab, ofrede kvinderne deres smykker og guld for at løskøbe ham - med Svend Tveskæg og Valdemar Sejr som typiske eksempler.

Da denne kongelykke mentes at være nedarvet i slægten, var det nærmest livsnødvendigt, at denne slægt kunne fortsætte. Hvis en kronprins derfor blev gift med udsigt til en tronarving, blev det en stor national begivenhed.

Og da kan alle republikanere prædike forgæves, når hele folket holder fællesbryllup. Da er der helt andre instinkter på spil.

Hvad fædrelandet angår, må man have med i betragtning, at de fleste skabninger synes at være flokdyr, der holder sig til deres egen art. Vi mennesker har endda vedtaget med os selv, at vi er højt og afgørende hævet over alle andre skabninger og altid har forrrang i forhold til dem. Inden for vores egen art har man altid delt sig op i vi-og-de-andre, de fremmede, de anderledes. Vi organiserer os i grupper, familien, lokale samfund, fagfæller, interessegrupper og i sidste instans nationen, folket, stammen med fælles sprog, kultur og værdier.

Det er nok helt naturligt og uundgåeligt, at man føler stærkest for sine nærmeste - mindre for de fjernere. Det er prisværdigt at skabe en global samvittighed, og vi er da også kommet et stykke ad vejen.

Men grundlæggende er vi næppe skabt til at føle så stærkt for ukendte mennesker. Eller rettere: Vort følelsesregister kan næppe rumme at bære alle verdens ulykker og lidelser som vores personlige ansvar. Derfor er det nok en forgæves kamp, der føres mod de nære instinkter - de vil altid være de stærkeste og dem, der umiddelbart stiller krav til os.

Hjemstavnen

Man holder af sine forældre, - ikke fordi de er bedre eller klogere end alle andre forældre, men fordi de er vores forældre. Vi holder af vores land og landsmænd, - ikke fordi de er bedre eller klogere end alle andre, men fordi de nu engang er vores.

Nært knyttet til gruppeinstinktet er territorialinstinktet, som kendes hos både dyr og mennesker. Dyrene forsvarer deres territorier i bogstavelig forstand med næb og kløer, og det samme gør bonden. Man knytter stærke følelser til den hjemlige jord, ofte af religiøs art, som det kendes fra indianerne, for hvem jorden var den store moderlige livgiver.

Selve fødestedet, den egentlige hjemstavn, hvor man har trådt sine barnesko, omfattes med en særlig kærlighed, der let falder sammen med kærligheden til fødelandet, in casu Danmark. Det er igen følelser, som bare er der, og som man ikke kan argumentere væk.

Disse instinkter vil let medføre en stærk uvilje mod fremmede, der bryder ind i det hjemlige territorium og stiller krav om at få del i det. Denne uvilje skal ikke forstås som fremmedhad, men snarere som en instinktiv forsvarsreaktion. Der er mange eksempler på, at folk i landets yderområder, som har næret en sådan uvilje, har accepteret de fremmede som medmennesker og hjulpet og forsvaret dem, hvis de havde lært dem personligt at kende.

Det er klart nok denne uvilje, Dansk Folkeparti tidligt har registreret og har mobiliseret politisk. Igen: Det er farligt at ignorere den slags - det kan give voldsomt bagslag.

Min konklusion på alt dette må være, at vi - også i et moderne samfund som Danmark - uden at vide hvorfor og hvordan - bærer på stærke arketypiske instinkter, og at de, der med fornuftens argumenter vil søge at udrydde dem, i reglen vil komme til kort.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu