Læsetid: 5 min.

Med Gud i sufflørkassen

Passionen skal åbenbart indhviskes af Vorherre, når forårets teaterforestillinger sætter kroppen og troen op over for hinanden
9. januar 2007

Troen og lidenskaben kommer til at flette fingre i teatrene til foråret. Forestillingerne lokker i hvert fald med både Gud og orgasme, lighus og lagner, katedral og kærtegn. Et tilfælde, måske, men dog ganske iøjnefaldende, når blikket styrter hen over tea-trenes selvbevidste hjemmesider.

Nikolaj Cederholm melder som sædvanlig klart ud. Den 15. februar lancerer instruktøren og performeren sin nye scenegenre 'teaterforedraget' og stiller sig selv op på Edisons scene med seancen Åh GUD. Frisk og frejdig fra Gasolin-successen lover han at stille skarpt på religionen - med en oplevelse, hvor 'det er tilladt at tænke sig om', som han har skrevet i brochuren 'Ta' i teatret'.

Pietá er Astrid Saalbachs nye drama, som Husets Teater spiller fra 31. marts. Titlen refererer til Jomfru Maria, der sidder med den korsfæstede Jesus, men i forestillingen vil situationen være mere jordisk. Her er det Karen-Lise Mynster i rollen som en kvinde, der vågner op på et hotelværelse med tømmermænd - og finder en ubevægelig mand i sengen ved siden af sig. Stykket har netop haft verdenspremiere på Stadsteatern i Stockholm i Sara Cronbergs iscenesættelse. Her har Dagens Nyheters anmelder Leif Zern rost stykket for dets symbolske mareridtsskildring. Han påpeger imidlertid, at teksten hverken er en komedie eller en thriller - selv om den ligner begge dele. Men hvordan den vil blive fortolket i Søren Iversens instruktion og Birgitte Mellentins scenografi, vil tiden altså vise.

Domstol

Dansk Danseteaters sidste forestilling hed Confessions og var tilsyneladende en række bekendelser eller drømme om bekendelser. Men det har åbenbart ikke været nok for koreografen Tim Rushton, der 18. maj sætter danseforestillingen Passion for sin kropslige domstol. Hans makker er denne gang den kropszoomende maler Michael Kvium, der vil skabe forestillingens korporlige scenografiunivers - med lidelsen i centrum, kunne man formode, og ikke kun lidenskaben. Musikken er blandt andet af Bach, sunget live af Ars Nova Copenhagen.

Forbrødring sker også på Plan-B i Magstræde fra 7. april. Her spiller Dejan Cukic og Mads Wille to brødre, der mødes en sen nat midt i krigshærget by. De er begge deserteret, men fra hver deres hær... Som Brødre er en skrevet af den makedonske forfatter Dejan Dukovski, der bl.a. skrev den intense forestilling På den 2. Side.

Vil man ellers have suset af en verdenspremiere i Danmark, så kommer Kim Brandstrup hjem fra England for at kreere et nyt værk til Steve Reich-musik, specielt til Gudrun Bojesen og Thomas Lund.

Den endnu navnløse dans får premiere den 20. april på Takkelloftet, hvor Steven Scotts videoprojektioner antagelig vil give dansen den abstrakte og samtidig følelsesintense karakter, der plejer at være blandt Kim Brandstrups særlige kvaliteter. Næsten så det tangerer det intimt-religiøse.

Og koreografen Kitt Johnson lader den svenske performer Samuel Gustavsson lede efter eksistensens årsag inde i festsalen i Store Kannikestræde fra 19. april. 'I et bibliotek fra det 20. Århundrede leder Gustavsson efter meningen med livet,' som der står. 'Aber Dabei er den lille usikkerhed, der får ham til at søge videre.' Klos op ad Rundetårn.

Domkirke

Dagbladet Information bliver ofte anklaget for københavneri. Og sandt og sørgeligt er det, så meget 'den mindst ringes' anmelderhorde må gå glip af langt uden for den teatrale hovedstad. Derfor nu et par teateropmuntringer fra det ganske land:

Aalborg Teater lader Brother Tuck om det med Vorherre og Robin Hood om det med herskerne, når skolescenen den 15. februar lader Morten Burian tage fra de rige og give til de fattige i Robin Hood. Og Det Danske Teater lader Ole Thestrup drage omkring i Rikke Juellunds finurlige mandeundertøj fra tidligere tider og i Alexa Thers iscenesættelse, når han som Jeppe på Bjerget skyller degneangsten ned med en lille én. Eller to, hvad så Vorherre siger til det.

For Vorherre er endda med i pressemeddelelserne. Det unge Teater Momentum i Odense har i følge eget udsagn "talt med Gud og hvermand" i processen med at skabe forestillingen H/F Odense af Kristian Erhardsen, der iscenesættes af ensembleteatrets ny leder, Moqi Simon Trolin, med premiere i Teaterhuset den 20. marts. Team Teatret og Vendsyssel Teater har læst Bibelen - på kryds og tværs i deres ny forestilling. Peter Schrøder har lagt latter i analysen, der kan ses i Herning fra 11. januar og derefter på turné, bl.a. i Skagen og Nakskov. Og på Århus Teater har dramatikeren Christian Lollike lokket skuespillerne ned fra scenen og over i Århus Domkirke, hvor de fra 2. februar spiller hans gendigtning af G.E. Lessings Nathan den Vise fra 1776. Visionen gælder en religiøs forsoning, på tværs af kristendom, jødedom og islam.

Dommedag

Ateister eller ej, så vil politiske fanatikere også kunne finde eksistentielt nyt i forårsrepertoiret. Dramatikeren Lise Jørgensen har skrevet stykket Attentatet om troskab, afmagt og racisme, som fortolkes af Benjamin Boe Rasmussen på Café Teatret fra 2. marts. Og kan man bedre tackle eksistensen og døden med en videnskabelig tilgangsvinkel, så har brødrene Lund Madsen naturligvis også i år et kækt bud. Aldeles uden religiøse undertoner bebuder de den 9. februar, at Enden er nær. Men bare rolig. Peter og Anders kan ikke holde smilet væk fra øjnene særlig længe på Bellevue Teatret. Derfor har dommedagsvisionen selvfølgelig fået en undertitel: 'Nu gælder det fremtiden,' står der med Lund Madsen-optimismen.

Vikinger kan også ånde lettet op. Det Fortællende Teater viser nemlig den valhal-tro forestilling I Guder! med Jesper la Cour Andersen. Den Loke-lumske fortæller er på turné og transformerer sig gladeligt om til 11 forskellige skikkelser undervejs. Han dukker f.eks. op på Værebro Bibliotek i Gladsaxe den 20. januar - med ordet i sin bibelløse magt.

Domprovst

Har man det bedst med Vorherre i direkte dialog, så inviterer den kontante koreograf Søren Sundby til God Almighty!, der bliver et vækkelsesmøde med Sundby som tv-prædikant - og dansedomprovst? - og med ny Palle Mikkelborg-musik til at skabe den rette apokalypse-stemning. Åbenbaringen og dens formodede provokation kan opleves på Dansescenen fra den 15. juni. Kniber det med at vente, kan man dog allerede den 23. januar snige sig ind i Søren Sundbys univers i soloen Face 2 Ex, som er en kropslig retrorejse gennem Palle Granhøjs koreografier for ham og hans særligt pågående scenetalent gennem de sidste 17 år. "Med kærligheden på godt og ondt," som der står i pressemeddelelsen om Granhøj og hans hudløst ærlige mandemuse.

De mindste tilskuere får til gengæld lov til at slippe Jesusbarnet og julestjernen af syne et øjeblik. For på Det lille Teater har Thomas Winding premiere på En Tur i Stuen den 16. januar, og her kan de 2-4 årige så antagelig opleve miraklerne ved en helt almindelig, ualmindeligt nysgerrig tur rundt om spisebordet...

Og så er der dén moderne solo, som mange voksne higer efter, både skuespillere og tilskuere: Kultmonologen Om Natten Før Skoven. Bernard-Marie Koltés' stykke fra 1977 er eksistentiel dramatik helt derude, hvor der er lige så langt til Himlen, som der er til 'de andre', som Sartre kaldte Helvede. Eller lige så kort. Selvmordet ligger lige bag næste træ, eller gør det? Fra den 31. januar fortolkes teksten opsigtsvækkende nok af en kvinde, nemlig den prisbelønnede, 32-årige Laura Drasbæk - forrige års Ofelia på Kronborg.

Så måske vil forårets livsspørgsmål samles i en 'dramatisk maggiterning' på Kaleidoskop. Eller måske man skulle vælge udtrykket 'dramatisk katekismus'?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her