Læsetid: 6 min.

Et guddommeligt peepshow

Med 'Blinded Angels' afslutter Jon Bang Carlsen sin meget personlige filmtrilogi fra Sydafrika. Igen blander han fiktion og dokumentarisme, men metoden er ny og ganske radikal, og resultatet ligner ikke noget, man tidligere har set
25. maj 2007

Gennem mere end et kvart århundrede har Jon Bang Carlsen med sin særlige genre - iscenesat dokumentarisme - udfordret de vante forestillinger om filmiske kategorier. Han har lavet dokumentarfilm, der ligner fiktion. Eller måske er det omvendt? Fiktion, der bruger virkeligheden som materiale. Hvorom alting er, han har fortalt filmiske historier om autentiske mennesker. Sande historier, hvor det halve er løgn. Og ofte i påfaldende udramatiske situationer, settings, hvor man både kan høre stueuret slå og føle suset fra evigheden. Situationer, hvor selve livets grundsubstans synes at træde ekstra tydeligt frem, fordi billeder og handling er renset for al den action og alle de distraktioner, der normalt blænder for de eksistentielle dybder i den larmende underholdning, vi ynder at hengive os til. Han har lavet film som et menneske, der gerne vil se. Virkelig se.

Men selv den seende kan blive blind. Og det er tilsyneladende, hvad Jon Bang Carlsen har følt, han var ved at blive, da han gik i gang med sin seneste film, Blinded Angels, afslutningen på trilogien fra Sydafrika. Ikke blind i bogstavelig forstand. Men blind for den virkelighed, han som filmmager lever af. Og måske også blind for sine egne mål og motiver. Som om han var kommet til at skygge for sig selv og sin kunstneriske og menneskelige søgen.

Vejen ud af mørket har været at konstruere en historie om en blind mand, der vender tilbage til Capetown i Sydafrika for at realisere en vanvittig drøm: at kaste sig ud fra en klippe i en paraglider. En handling, der både konkret og symbolsk skal placere ham svævende i rummet mellem menneskets rationelle verden og det guddommelige. Og resultatet er blevet en film, der meget passende har svært ved at lette, men som samtidig insisterer på at kaste sig ud i frit fald uden sikkerhedsnet. En film, der både handler om sin instruktørs genfødsel som seende og sin egen tilblivelse. Og en film, der i helt usædvanlig grad skilter med sit projekt og sin konstruktion.

Ind i det religiøse

For at forstå motivationen for at lave Blinded Angels kan det hjælpe at kaste et blik tilbage på de to foregående værker i Sydafrikatrilogien. Da Jon Bang Carlsen for 10 år siden satte sig for at lave den første, Addicted to Solitude (1999), var det egentlig hensigten at lave 'den store' film om landets situation efter apartheid, og at gøre det i den velkendte iscenesatte dokumentariske stil, hvor personerne instrueres i at spille scener, der er baseret på deres egne liv. Sådan à la It's Now or Never (1996) om de giftelystne ungkarle i Irland. Men stoffet ville det anderledes. I researchfasen, hvor instruktøren lavede prøveoptagelser med et videokamera (inden det rigtige filmhold skulle komme), begyndte virkeligheden i de øde sydafrikanske landskaber at trænge sig ind på ham, og i stedet for at realisere det planlagte projekt valgte han at lave et personligt og skitseagtigt dokument om processen med at nå frem til en film, der aldrig blev til noget.

Det religiøse har været til stede i stort set alle Jon Bang Carlsens film - fra Jenny (1977) via Ofelia kommer til byen (1985) og frem til i dag - ikke som et personligt ståsted, men som et referencepunkt eller en modvægt til kontrolmenneskets evindelige forklaringer på alting. Som en rationel tvivlers metafysiske spejlbillede. I Sydafrika møder Bang Carlsen så to kvinder, hvide afrikaanere, der på forskellige måder søger svar på den situation, de er havnet i efter apartheidstyrets kollaps. De bliver hans hovedpersoner, og i samværet med dem kommer han til at stille sig selv spørgsmål om sit eget forhold til det irrationelle, herunder det religiøse. Ville han selv være i stand til at omstille og forandre sig som de to kvinder? Og hvor vender rationalisten sig egentlig hen, når han vil finde svar på spørgsmål, der måske slet ikke lader sig besvare?

Konsekvensen af erfaringerne fra Addicted to Solitude blev den endnu mere søgende Portræt af Gud (2001), et filmisk essay, der går direkte i kødet på spørgsmålet om det religiøse. I filmen udfritter instruktøren alle på sin vej - fra sin egen søn og dennes sorte venner til kirkens autoriteter - om deres forestillinger om Gud. Men det er mødet med de indsatte i Pollsmoor Prison, der virkelig flytter noget. Her er nogle mennesker, forhærdede kriminelle, som via troen er blevet i stand til at se den åndelige friheds paradis i fængslets fysiske helvede. Hvilket får den skeptiske gæst til at indse, at svarene aldrig findes ved at vende ansigtet mod himlen, men ved at være opmærksom på de umiddelbare omgivelser. Paradiset er på jorden, og frelsen findes i tilgivelsen.

Hvilket fører direkte frem til den nye film, hvor Bang Carlsen tager konsekvensen af, at han i forgængeren gjorde sig selv og sin søgen til hovedkarakter, og nu træder ind foran kameraets linse - dog ikke i egen person, men via et alter ego, den blinde Thor, der ønsker at finde en måde, hvorpå han kan holde sig svævende mellem Himmel og Helvede. Og som ender med at komme til at flyve på en måde, han ikke på forhånd havde forestillet sig. Uden at afsløre for meget kan vi sige, at hvis Addicted to Solitude handlede om tro og håb, og Portræt af Gud om tilgivelse, så synes svaret i den nye film at være kærlighed.

Generøs gestus

Hvor Jon Bang Carlsen i de to foregående film nærmede sig den rene dokumentarisme, er Blinded Angels en hybrid, hvor tilløb til en fiktionshistorie på forskellige måder punkteres af den ydre virkelighed, der trænger sig på. I ét af filmens lag følges instruktørens baksen med at få scenerne til at makke ret. Og i et andet fornemmes det, hvordan den større og mere brutale sydafrikanske virkelighed ind imellem truer selve filmprojektet.

Thor spilles af den blinde Rune T. Kidde, der ikke lægger skjul på, at han har visse forbehold i forhold til sin karakters projekt. Mens hans sydafrikanske stuepige (der får til opgave at fungere som hans øjne) gerne kommer med bud på, hvad hun mener, at der bør ske med hendes karakter - ligesom hun på et tidspunkt bemærker, at fiktionen også er en del af virkeligheden, idet oplevelsen af at være med i filmen vil være med hende resten af livet, længe efter at optagelserne er ovre.

Blinded Angels er et mærkværdigt monstrum af en film, kantet og kompromisløs, men også sært betagende i al sin anderledeshed og personlige insisteren. Ind imellem kan man støde sig på konstruktionens påtrængende aparte præg og føle, at filmen er tæt på at bryde sammen under vægten af sit eget mudrede tankegods. Mens man til andre tider kan overraskes over, at fiktionsfragmenterne faktisk fungerer i al deres ufuldendte skrøbelighed. Det er et eksperimenterende og nøgent værk, der berører, ikke fordi man bringes til at glemme sig selv, men snarere fordi man bringes til at huske, ikke bare hvorfor man ser film, men også hvorfor man står op om morgenen. En dristig film, om hvilken man for en gangs skyld oprigtigt kan sige, at den synes at være drevet frem af nødvendighed. Og en film, der trods indtil flere metaforiske spor, der vikler sig sammen og spænder ben for hinanden, alligevel på forunderlig vis letter og folder sig ud som en generøs gestus.

Blinded Angels. Instr.: Jon Bang Carlsen. Grand (Kbh.), Øst for Paradis (Århus), Cafe Biografen (Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her