Læsetid: 3 min.

Gudsfordømt A/S Mord

25. januar 2003

DØ EN ANDEN DAG er titlen på den 20. James Bond-film. Den har netop haft premiere, og anmeldere har ladet forstå, at agent OO7 – der gennem årene har haft bolig i skiftende jordiske hylstre – måske nok himler en anden og senere dag, men at han allerede nu er noget død i sværen, let mumieduftende.
Ikke så underligt. Bond blev rystet ud af forfatteren Ian Flemings ordblander for et halvt århundrede siden – for at dølle den triste 1950’er-efterkrigsvirkelighed i Storbritannien: Glem slidt terylene, koksspand og toilet på gangen. Vi leger, vi er en sexet verdensmagt, førende i kampen mod kommunismen og anden ondskab. Velskrevne var Flemings bøger ikke, men der var noget macho-pirrende ved dem, også at Bond, når han ikke parrede sig, kunne bruge sin licens til at dræbe.
USA’s præsident John Kennedy havde Flemings bøger liggende på sit natbord. Kennedy havde som ung i London overværet Parlamentets vedtagelse af krigserklæringen mod Hitler og siden skrevet en bog, hvor han fordømte den forudgående britiske sløvhed. Bond var opskriften på den mand, som John Kennedy selv ønskede at være.

UHYGGELIGVIS gjaldt det også i forestillingen om, at man kan udstyres med licens til at dræbe. Sidenhen er det kommet frem, at Kennedy og hans justitsminister-lillebror Bobby ikke veg tilbage fra snigmord som udenrigspolitisk virkemiddel. Om de to brødres politik i Caraibien svovlede Lyndon Johnson, da han var komme til som præsident:
»De drev et gudsfordømt A/S Mord dernede.«
I de mange spekulationer om det dunkle 1963-drab på John Kennedy er indgået, om ordrerne til attentat endte med at svirpe tilbage.
Johnson fik ikke stoppet snigmordsdillen, og den løb grassat i den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Det såkaldte Phoenix-program, der gik ud på at bruge stikkeroplysninger til at udvælge og dræbe nordvietnamesiske agenter i sydvietnamesiske landsbyer, førte i året 1970 til mord på mere end 8.000 formodede kommunistsympatisører. Efterfølgende undersøgelser viste, at nogle var røget på listen, fordi sydvietnamesiske embedsmænd ønskede at slippe af med en spillegæld-kreditor eller afslutte en familiestrid.
Den senere CIA-direktør Colby fortalte i 1971 Kongressen, at der var tale om »en vild og ustabil periode, og en masse ting blev gjort, som ikke skulle være gjort«.

EFTER UDSKEJELSE kommer anger. I 1975 havde Watergate-skandalen fået CIA til at linde på skeletskabet, og Senatet pikeredes over planerne om at ombringe Fidel Castro og andre statsledere på USA’s sortliste. En senatskomite vedtog, at sådanne anslag »strider mod moralske begreber, der ligger til grund for vor måde at indrette os på. (...) Vi forkaster absolut enhver forestilling om, at USA kan retfærdiggøre sine handlinger med totalitære standarder. (...) Selvfølgelig skal vi forsvare vort demokrati, men i forsvaret må vi afstå fra at undergrave de dyder, vi forsvarer«.
I 1976 underskrev præsident Gerald Ford et cirkulære, der forbyder politisk snigmord, og det cirkulære er formelt stadig i kraft. En del af denne forhistorie bliver trukket frem af den amerikanske journalist Seymour M. Hersh i en nylig artikel i tidsskriftet The New Yorker.
Anledningen er en begivenhed, der fandt sted søndag den 3. november sidste år, to dage før det amerikanske midtvejsvalg. Et ubemandet USA-militærfly affyrede et Hellfire-missil mod en bil, der kørte i Yemens ørken og formodedes at rumme en al-Qaeda-leder ved navn Qaed Salim Sinan al-Harethi. Han dræbtes sammen med fem andre passagerer, herunder en amerikansk statsborger. Det vides ikke, om de fems identitet var kendt, inden missilet blev affyret, men USA har efterfølgende hævdet, at også de var indblandet i terrorisme.
Det hører med i billedet, at Yemens regering, der ikke har fuld kontrol over landets territorium, bistod amerikanerne med aktionen. Bagefter blev relationerne forviklede, fordi Bush-regeringen ensidigt skyndte sig at kundgøre den som en spektakulær succes – lige op til midtvejsvalget.

ER DET EN SUCCES? Ud af den blå luft at udslette sine fjender? Selv at være anklager, dommer og bøddel, en supertekno-Bond, der kan nøjes med at fjernstyre? Ifølge Seymour Hersh mener den amerikanske generalstab og CIA nej. De husker forhistorien og frygter vilde gentagelser. Det er forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans højrerepublikanske stab, der vil skabe et dræberkorps – gerne direkte under ministeren »for at skære igennem bureaukratiet og de bløde Clinton-udnævnte generaler«.
Kan den danske regering tænkes at mene noget om denne sag? Vil den bistå amerikanske aktioner på dansk jord? Hidtil tavshed. Modsat Sverige, hvor udenrigsminister Anna Lindh har fastslået, at det amerikanske angreb, selv med Yemens tilslutning, »er en summarisk henrettelse«. Lindh tilføjer: »Selv terrorister skal behandles efter international ret. Ellers kan ethvert land begynde at henrette, hvem det betragter som terrorister.«
Det er, hvad USA også selv har ment. Engang.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu