Læsetid: 6 min.

Fra guide til direktør

Med en sund omgang jysk snusfornuft og en uformel tilgang til verden, har 44-årige Jan Vendelbo formået at arbejde sig op fra Spies-guide i Spanien til direktør i Danmarks største rejsearrangør. 'Jeg synes jo ikke, at mit job i dag er sværere end dengang på Ibiza i 1987'
27. juli 2006

En chartertur med vennerne i sommeren '84 blev skelsættende for Jan Vendelsbos videre karriere. På daværende tidspunkt havde han et godt fast job i Kvickly i fødebyen Odder. Fast job var ikke ensbetydende med spændende job. Så efter en tur til Rhodos med Spies besluttede Jan sig for at tage det berømte - eller berygtede - sabbatår for at tage på guideskole på Mallorca.

"Jeg så hvor sjovt, guiderne så ud til at have det, og det kunne jeg se en masse fordele ved. Jeg gik også med tanker om at skulle tilbage på skolebænken. For jeg kedede mig en smule med det, jeg lavede. Så tænkte jeg, at jeg river et år ud af kalenderen, og ser, hvad det bliver til."

Men Jan vendte aldrig tilbage til detailhandlen efter sabbatåret. Han forelskede sig i 'det gode liv', hvilket senere blev til direktørliv.

Efter guideskolen fik han et job som airguide. Det var en ægte Simon Spies opfindelse, som også kun fandtes i Spies regi.

Airguiderne, som der kun var 70 af i verden, havde i princippet tre job. De arbejdede først hjemme på kontoret som sælgere, så fløj de ned sammen med gæsterne, hvor de var stewards. Dernæst fulgte airguiderne gæsterne en uge på destinationen, og fungerede som deres rejseledere.

"Vi levede i en kuffert. Men Simon Spies havde fundet ud af, at vi skulle have et sted at bo, når vi så var i København."

Spies-bygningens fjerde sal i Nyropsgade blev efter Simon Spies' opfordring forvandlet til 'Airguide-gangen'. Det var rum med køjesenge og et stort fælleslokale.

"Det var jo fantastisk. Det var fest altid. Airguide-tiderne er sådan noget, jeg vil tænke tilbage på, når jeg bliver gammel og pensioneret som noget helt unikt i mit liv."

Glade gæster, gode tal

Det blev til et år som airguide for Jans vedkommende. Han blev tilbudt et job som områdechef på Mallorca. Han havde jo også været en af de 'ældre', på guideskolen. 23 år mens de andre var 19-20 år. Derfor var det naturligt, at Jan allerede avancerede til en bedre stilling med mere ansvar.

Han mærkede hurtigt, at han godt kunne lide det ansvar jobbet i rejsebranchen medførte.

Efter seks måneder på Mallorca blev han af hovedkontoret tilbudt et nyt job som områdechef for en ny vinterdestination, Gran Canaria.

"Det var utroligt spændende. Det var ligesom at få sin egen butik i udlandet. Det tiltalte mig meget, at man var ved frontlinjen hele tiden og skulle levere."

Der var flere ting, som skulle spille sammen, for at blive en succesfuld områdechef.

Der var de unge guider, han skulle have til at løbe i samme retning. Det var jo trods alt i Ibiza, som også den dag i dag er kendt for at være en 'festdestination'.

"Jeg kunne mærke, at min sunde, jyske bondefornuft kom til undsætning her."

Så var der den anden parameter, som var kontakten med de spanske samarbejdspartnere, agenter, busselskaber og hoteller, hvilket gav guide-jobbet en helt ny dimension.

"Pludselig var jeg chef for guiderne. For første gang fik jeg også ansvar for lidt økonomi. Jeg kunne se, at nogen af de ting, jeg gjorde, ændrede lidt salgstal, og de gik lidt bedre end året inden. Vi blev målt meget på kundernes tilfredshed, samt hvor mange udflugter vi fik solgt til gæsterne. Kombinationen af tilfredse gæster samtidigt med, at man kunne tjene penge, den var populær."

Efter tre år på Gran Canaria om vinteren og Ibiza om sommeren, hvor Jan og hans ansatte havde fordoblet resultatet, var det tid til nye udfordringer.

Jan har selv en teori om, hvorfor det er gået ham så godt i Spieskoncernen. Dels skabte han resultater, dels var han ukompliceret.

Close to God

"Jeg tror altid, jeg har været omgængelig og nede på jorden, og har altid forsøgt at lade være med at komplicere tingene. Sådan lidt jydefornuftig."

Måske også en af grundene til, at Jan hoppede flere led over i fødekæden, da han blev driftschef i vinteren 1989. Der fik han et mere overordnet ansvar for destinationerne. De var to driftschefer, der 'delte verden mellem sig'. Nu skulle de forskellige destinationschefer referere til Jan.

"Det var et gigantisk spring. Jeg var også meget nervøs, for pludselig skulle jeg til at færdes på de bonede gulve på kontoret i Nyropsgade og referere til en direktør, som man havde set som en uopnåelig figur - E.H. Jensen, der havde været én af Simon og Jannies nærmeste. Dengang sidst i 80'erne så jeg dem, der var højere oppe i hierarkiet som nogen, der var close to God. Jeg havde ikke nogen fantasi om, hvad det senere skulle føre til. Hvis nogen havde sagt til mig, at 'om 20 år så sidder du ikke bare med ansvar for Spies men på alle rejsearrangørerne', så havde jeg bare grinet af dem."

Der skete jævnligt organisationsændringer i koncernen, som førte til forfremmelser. Jan havde blandt andet nogle "drømmeår", hvor han var regionschef med bopæl på Mallorca om sommeren - med ansvar for den vestlige del af Middelhavet - og i Miami om vinteren, med USA, Mexico og Caribien som sine områder.

Management-halløj

Som 31-årig blev Jan forfremmet til underdirektør, da der igen var organisationsændringer. Det skulle vise sig at blive hans karrieremæssige største udfordring, fordi Spies og Tjæreborgs virksomhedskulturer skulle integreres i hinanden. Denne gang var det mere kompliceret at opnå forfremmelse. Der var kommet et management-firma ind over, hvilket jo kom på mode i 90'erne.

"Pludselig skulle jeg gennem alle de her personligheds- og intelligenstest. Det tog jo tiiiimer. De kommer ind og ser en mand, der har haft en hurtig karriere med fantastiske resultater. Jeg tror, at de her management-firmaer har en sund skepsis over for sådan nogle som mig, der ikke har en lang boglig uddannelse. Men testene gik jo så godt, at de tilbød mig jobbet som underdirektør."

Jan tvivlede nu heller ikke på sine kvalifikationer. De var - og er stadig - en del 'håndværkere' i koncernen, som har lært rejsebranchen fra bunden af.

Når der er noget, Jan ikke ved, er han heller ikke bange for at spørge nogen.

"Jeg kan jo ikke vide alt. Det havde jeg jo heller ikke kunne, hvis jeg havde haft en videregående uddannelse. Det er jo bare at vide, hvad man ikke ved og så sørge for at have nogen, der ved det."

Den seneste forfremmelse kom i 2003, hvor Jan blev salgs- og marketingsdirektør for alle MyTravels selskaber i hele Norden. Der var Spies/Tjæreborg blevet opkøbt af Scandinavian Leisure Group. Jans job i dag består i at være den i Danmark, der sælger flest rejser i hele landet - og på den bedste måde. Der bliver langet 300.000 rejser over disken om året hos MyTravel.

"Det er lidt sjovt at være den, der har ansvar for at være den største rejsearrangør i Danmark - engang rendte man bare rundt og var guide på Ibiza. Mit job i dag er jo ikke sværere end dengang på Ibiza i 1987."

Det, der primært driver Jan, er resultater samtidig med at have det sjovt, mens man arbejder.

"Vi forsøger at efterleve Simon Spies gamle principper om at formidle livsglæde, være uformelle og lidt crazy en gang i mellem. Det er vel også en af grundene til, at jeg er blevet i rejsebranchen i så mange år. Det er et sjovt sted at være."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her