Læsetid: 4 min.

Som en guillotine

28. august 1997

Vi går op ad Champs-Elysées og når glade frem til de store røde flag med det hvide kors, som frisker op på denne del af avenuen, tæt ved Etoile-pladsen. Her kommer smilet til sin ret. En af de mest tiltalende restauranter i Paris byder den besøgende velkommen med en ligefrem naturlighed. Ovenpå fører udstillinger os fra dansen til poesien, fra Karen Blixen til antikvaren Arne Bruun-Rasmussen, fra kunstværker til foredrag og konferencer organiseret af foreningen France-Danemark... Ligesom den nye triumfbue, mod vest, blev skabt af den danske arkitekt von Spreckelsen, blev Danmarks Hus helt naturligt til her midt i den lange lige linje, der fortsætter helt ud til Saint-Germain-en-Layes terrasser... Danmarks Hus er på sin rette plads."
Disse ord er skrevet af den franske maler Jean Dewasne (kendt for bl.a. for sine fire monumentale freskomalerier i La Grande Arche de La Défense). De opsummerer en begejstring og en stemning af succes, der har omgivet Maison du Danemark siden indvielsen i 1955 - en succes for dansk kultur, for dansk-fransk venskab og for "Danmarks ansigt" i udlandet.
En sådan idyl kan naturligvis ikke få lov at
vare ved, det er næsten en naturlov. Det var for godt til at være sandt, og den danske regering har nu besluttet nedlægge foretagendet og sælge Danmarks Hus. Måske er regeringen trods alt ikke uimodtagelig for fransk inspiration, for dødsdommen er afsagt og søges eksekveret med en guillotines pludselighed og hurtighed...
Der lyder høje protester, og ikke bare fra dansk side. Danmarkshuset og dets aktiviteter har mange beundrere og venner i franske kredse, kulturelle som politiske. En af Frankrigs største kendere af dansk kultur, Sorbonne-professoren Régis Boyer, sagde til Information om den danske regering - med et velvalgt citat fra Astérix: "Ils sont fous!" - De er skøre!
Det franske publikum må i sandhed tage sig til hovedet, når de husker, hvordan Danmark
for kun to år siden fejrede Danmarkshusets 40 års jubilæum med store festligheder - bivånet af udenrigsminister Niels Helveg Petersen - og dengang
roste institutionen op i skyerne. "Et privilegeret
mødested, hvor franskmændene kan stifte bekendtskab med Danmark", skrev Danmarks ambassadør
i forordet til et farvestrålende hefte, hvor man kan læse om husets glorværdige historie - og i dag finde alle gode argumenter for at bevare stedet. Lad os minde om "Danmarkssalen", rammen om en række skiftende udstillinger, ikke blot med danske kunstnere, men om det danske samfund og dansk kultur - i de senere år udstillinger om dansk miljøbeskyttelse, Storebæltsbroen, Tivoli, Grønland, dansk films historie, Spreckelsen og andre danske arkitekters virke i udlandet, Carl Th. Dreyer, Karen Blixen, dansk design, debat-aftener om det danske samfund, dansk kultur og dansk-franske forbindelser, koncerter, jazz.
"Ved 40-årsdagen er der udsigt til, at der kan skabes grundlag for en modernisering af huset, med det formål at tiltrække endnu flere mennesker", hed det den 12. april 1995 i en pressemeddelelse fra den danske ambassade i Paris - der normalt taler på den danske regerings vegne. Så vidt vi ved, er det den samme regering (med enkelte personskifter), der er ved magten i dag, og vi har i hvert fald ikke skiftet udenrigsminister.
Alt dette tyder på, at der ikke ligger politiske overvejelser bag beslutningen om at slagte Danmarkshuset. Det ville være helt legitimt at kulegrave så vigtige emner som Danmarks politik for kulturelle forbindelser med udlandet, de fransk-danske forbindelser, Danmarks "repræsentationspolitik" i udlandet: Den pr, der - hvadenten man kan lide ordet eller ej - har en uafviselig betydning for Danmarks kulturelle udveksling med udlandet såvel som for økonomien og handelsbalancen. Danmarkshuset er naturligvis heller ikke hævet over kritisk debat. Der er ingen tvivl om, at aktiviteterne kunne gøres endnu bedre, hvis der var flere penge til rådighed. Med misundelse konstatererer man, at det Svenske Institut i Paris har lettere ved at skaffe penge, både fra stat og erhvervsliv, og har stor gennemslagskraft
i de franske medier.
Man kan også diskutere favoriseringen af den danske tilstedeværelse i Paris, med hele tre store "repræsentationer" - ambassaden, huset og den danske kirke. Men Paris hævder stadig sin mange århundreder gamle position som Europas "kulturelle hovedstad", og de nyeste statistikker bekræfter, at byen er langt den største turistmagnet i Europa
Men det er ikke den slags overvejelser, der ligger bag dødsdommen over Danmarks Hus. Det fremgår af den rent bogholderimæssige måde, beslutningen præsenteres på i finanslovforslaget. At skjule salget af en så stor og kendt ejendom under betegnelsen "budgetoverførsel" smager af den slags metoder i erhvervs- og finansverdenen, som normalt får bagmandspolitiet til at spidse øren... Men herudover er udtrykket afslørende: Det er ikke kulturpolitiske eller andre politiske argumenter, men regnskabsmæssige kalkuler, der har ført til beslutningen. Indholdet, sagen, er uden interesse. Det ligner foragt.
Det er måske symptomatisk for det nye Europa, kasseapparaternes og bogholdernes Europa, hvor statsbudgetterne skal barberes for enhver pris. Den danske regering slagter en kulturel institution uden at blinke. 100 millioner i kassen - det ved man hvad
er! B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu