I dag spiller Spanien sin første kamp ved VM i fodbold, og journalister verden over skriver stort set den samme optakts-artikel, som de har skrevet de sidste 30-40 år: 'Den største fodboldnation, der aldrig er blevet verdensmester'. Ved hver slutrunde de sidste 50 år har de stillet med et hold af forrygende spillere, som underpræsterede, når det gjaldt.
Man nævner det faktum, at selv om Spanien på klubplan cirka altid har været en af stormagterne, har landsholdet i VM-sammenhæng ikke andet end en fjerdeplads i 1950 på generaliebladet (de vandt dog EM i 1964 og var finalist 1984, men det er længe siden og alle, især spanierne, med deres sans for symbolik, véd at ægte fodboldhistorie kun skabes ved VM).
Har journalisten rigeligt med spaltemillimeter til rådighed forsøger han at udrede skuffelsernes årsager: At de multietniske spaniere (baskere, katalanere, galiciere osv.) ikke kan finde sammen som hold er én forklaring, men nu, dvs. efter Bosman-dommen, hvor de fleste fodboldhold består af flere nationaliteter end Alexanders hærskarer, er denne forklaring på retur. En anden har været noget med overbefolkning af forvoksede egoer; for mange stjerner og for få vandbærere.
Nutildags hælder man mere til at forklare fiaskoerne med manglende kynisme i de afgørende situationer, regulært uheld eller, som det skete ved den seneste slutrunde i 2002: Skandaløst elendig dommerpræstation.
Skandaleoverskrifter
Men Spaniens træner ved denne slutrunde, Luís Aragonés, en særdeles gammel ræv i faget (titlerne som træner inkluderer f.eks. et spansk mesterskab med Atlético Madrid i 1977), kom måske forleden til at antyde en forklaring på hvorfor guderne tilsyneladende nægter Spanien at komme længere end til kvartfinalen. Det skete, da han, ved ankomsten til lejren i Dortmund, trak skandaleoverskrifter i Bild og Süddeutsche Zeitung ved at nægte at modtage en buket blomster. Fordi den indeholdt gule blomster, en farve, som Aragonés mener bringer uheld.
Som note kan det anføres, at Aragonés afslog buketten med følgende noget surrealistiske og totalt uoversættelige sætning: "Me van a dar a mí un ramo de flores que no me cabe por el culo ni el pelo de una gamba." En direkte oversættelse kan lyde i retning af: "Her vil man give mig en buket blomster, som hverken passer op i røven på mig eller en reje", men den egentlige betydning er uden tvivl, at de tyske værter kunne stikke buketten sammesteds hen på sig selv. Disse fortsatte dog ufortrødent med at smile høfligt. Nok fordi de netop er tyskere, men måske også fordi de ikke umiddelbart forstod den spanske landstræners udsagn. Spansk humor er temmelig egenartet.
Men hvis det således er landstrænerens overbevisning, at gul er en uheldsvanger farve, må det være med frygt i sjælen, at han sender sit hold på banen i deres røde, blå og gule spilledragter.
Den venlige liga
Sportsjournalisterne forsøger selvsagt hver gang at finde en vinkel, der kunne antyde, at Spanien denne gang kan gøre op med historien og 'leve op til favoritværdigheden'.
I år er kodeordet 'den engelske forbindelse': Grundstammen af spillere fra den spanske liga, navne som Iker Casillas, Carles Puyol, Andrés Iniesta og Fernando Torres, er nemlig suppleret med Xabi Alonso og Luís García fra Liverpool og José Antonio Reyes og Cesc Fabregas fra Arsenal. Forsvarsspilleren Asier del Horno fra Chelsea var også udtaget, men blev desværre skadet. Det lader dog til at den udtagne erstatning, argentiskfødte Mariano Pernía fra Getafe, er fuldgod og har spillet sig i startopstillingen, bl.a. med et smukt frisparksmål i en af opvarmningskampene.
Tilstedeværelsen af spillere fra andre ligaer end den spanske skulle tilføre den kynisme, den taktiske tæthed, det direkte spil og måske endda den brutalitet, det kræver at vinde et VM. Egenskaber, som spanierne ikke har med i tilstrækkeligt mål fra deres egen teknisk vidunderlige, men måske lidt for venlige liga.
En anden grund til mulig optimisme er, at mønstret plejer at være, at Spanien brillerer sig gennem kvalifikationsturneringen for derefter at skuffe fælt ved slutrunden. Denne gang gik det anderledes, idet de havde svært ved at få klatten ind mellem stængerne og kun kvalificerede sig på andenpladsen efter Serbien og Montenegro og via en play-off kamp mod Slovakiet (som dog fik læsterlige bank). Helt så store forhåndsfavoritter er de ikke denne gang.
To talkombinationer
Med til at nedtone forventningerne er også at stjernen og anføreren Raúl, 28 år, 92 landskampe og 42 mål, har haft en miserabel og skadesplaget sæson og faktisk ser ud til at skulle starte på bænken.
Hvorvidt Raúl skal starte inde eller ej er også forbundet med en debat, der har været i en række lande, herunder Spanien. Spørgsmålet kan reduceres til to talkombinationer: 4-3-3 eller 4-4-2? Vælges sidstnævnte opstilling råder Spanien råder over to forrygende wings i Reyes og Joaquín, men til kampen i eftermiddag (kl. 15 i Leipzig) stiller Aragonés tilsyneladende med et tremandsangreb bestående af Luís García (Liverpool), Fernando Torres (Atlético) og David Villa (Valencia, nr. to på årets topscorerliste efter suveræne Etoo).
Dagens modstander, Ukraine, er den på papiret sværeste i en gruppe, der også tæller Tunesien og Saudi-Arabien. Som bevis på ukrainernes styrke opregner spansk presse gerne hvilke lande, de kørte over i kvalifikationen: Danmark (nr. 11 på verdensranglisten), Tyrkiet (bronzemedaljer i 2002) og Grækenland (regerende Europamester).
