Læsetid: 4 min.

Gulag som Disneypark

De tidligere så berygtede Gulag-fangelejre eksisterer stadigvæk, nu forvrænget til absurde Disneyland-lignende parker. I forbindelse med stor fotoudstilling på Museet for Fotokunst taler Magnum-fotografen Carl de Keyser her om vores forestillinger om fangelejrene i Sibirien
7. september 2005

Bygningen er udsmykket som en middelalderborg med heraldik og små ridderfigurer i rustninger. Dørene flankeres af to store guldfarvede løver. Er det en souvenirbutik? Et low-budget kasino i udkanten af Las Vegas? Eller en forlystelse i Disneyland?

Personerne foran dementerer straks. De er alle mænd med kronragede hoveder under kasketterne. Flere af dem dukker sig let, som om de ikke er helt trygge ved situationen. En enkelt har et nummer på ryggen.

Der er ikke tale om turister, men fanger. Et lille udvalg af de omkring 2.000 fanger i lejr nr. 27 i Krasnojarsk i Sibirien. Synet er overraskende, da det bryder med vores forestillinger om en Gulag-lejr.

Forventninger skabt gennem læsning af Alexander Solsjenitsyns bøger og sort-hvide historiske fotos af de usle og umenneskelige forhold i pigtrådslejrene i det øde, golde Sibirien.

Det var netop det syn under et tilfældigt besøg i lejr nr. 27 i år 2000, der fik den belgiske Magnum-fotograf Carl de Keyzer til at indlede otte måneders arbejde med at besøge og fotografere fangelejrerne.

Et projekt, der siden er blevet til såvel bog som udstilling under navnet Zona.

"Da jeg første gang så lejr nr. 27, som er den mønsterlejr, de viser frem, fik jeg lidt af et chok. Jeg så for mig et grusomt sted i sort-hvid og mødte så i stedet denne disneyagtige lejr. Den følelse har jeg ville genskabe med min billeder", fortæller Carl de Keyzer.

Overfladen bedrager

Er hans store farvefotos troværdige, ser lejrene umiddelbart ganske indbydende ud med deres kitschede skulpturer under den blå himmel, farvestrålende murmalerier med historiske motiver, faciliteter som kirke, kunstgalleri, fjernsynsstue, sauna og diskotek samt ikke mindst de smilende fanger.

Men overfladen bedrager. Nok er forholdene blevet bedre end under Stalin, men der står stadig hårdt tvangsarbejde, korporlig afstraffelse og psykisk fornedrelse på programmet.

"Mine billeder fortæller ikke sandheden. På sin vis er de en stor løgn. Men var det bedre at postulere en objektiv sandhed, som ikke er opnåelig alligevel?" spørger Carl de Keyzer retorisk.

At sandheden ikke var opnåelig, skyldes de arbejdsbetingelser, Carl de Keyzer var underlagt, og som han måtte acceptere for overhovedet at få lov til at fotografere i lejrene.

"Jeg kunne ikke bare vandre frit rundt. Der var altid to bodyguards og officerer med mig. De bestemte, hvad jeg skulle se og iscenesatte derefter fangerne. På den måde er der tale om en form for dobbelt iscenesættelse".

- Hvorfor accepterede du de betingelser?

"Da jeg alligevel ikke havde mulighed for at vise alt det frygtelige, gav det mig to muligheder. Jeg kunne prøve at bestikke vagterne, så jeg fik lidt at se; men så ville mit ophold blive kort. Eller jeg kunne vælge at spille spillet".

- Men hvordan undgå at blive brugt propagandistisk?

"Det blev jeg også, men jeg prøvede at distancere mig ved at skildre lejrene mere fantasifuldt og fiktivt. Jeg overdrev de smukke scener og farverne for at få det til at se mere absurd ud, så folk ikke vil tro deres egne øjne og i stedet begynde at læse mellem linierne og finde 'the missing link' i billederne. Nogle gange kan fiktion bringe dig tættere på sandheden end ren objektivitet og politisk korrekthed".

Et konkret eksempel er et foto af to fanger, der tilsyneladende spiller tennis. På sin tur rundt i en af lejrene kom Carl de Keyzer forbi en tennisbane og spurgte, hvem der brugte den. 'Fangerne selvfølgelig', lød det utroværdige svar, hvorefter officererne fik travlt med at finde et par fanger, som kunne agere tennisspillere. Efter et par timer havde de også fundet to ketsjere, men bolden manglede stadig - som den gør det på billedet, der tydeligvis er opstillet.

"Den manglende tennisbold var lidt af en gave; men den er også en retningslinie til at fortolke mine billeder. Der er altid en manglende bold til stede. Det er virkelige fanger i virkelige lejre, men der mangler noget. Rædslen og de forfærdelige forhold. Kulden og terroren. Det er for godt til at være sandt".

Set med de øjne fortæller fotografierne en anden historie. En fange sidder med et stort smil, men kigger man nærmere efter, smiler øjnene ikke. De viser frygt. Frygt for fangevogternes repressalier, hvis de ikke gør, hvad der bliver sagt.

Ligeledes med de tre fanger, der besøger en kunstudstilling og står akavet og stirrer tomt på billederne. Fangerne lever ikke det lykkelige liv i Disneyland, som de er tvunget til at foregive. Chokket over synet af lejr nr. 27 forvandles til undren, hvilket netop er målet.

"Foruden at vise, at Gulag-lejrene stadig eksisterer og genskabe de følelser, jeg selv fik, da jeg ankom første gang, vil jeg også gerne have folk til at stille spørgsmål til det, de ser. Få dem til at indse, at ikke alt, de ser på billeder, er virkeligt. Mine billeder rejser faktisk flere spørgsmål, end de besvarer, slutter de Keyzer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her