Læsetid: 4 min.

Guldbrandsens forførende åleruse

Der er en masse røg, men indtil videre ikke det uigendrivelige bevis, som ministerafgange, mistillidserklæringer og rigsretssager er lavet af i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm 'Den hemmelige krig'
7. december 2006

Dokumentarfilmen Den hemmelige krig er som en forførende åleruse. Hele tiden lokkes man længere og længere ind i rusen.

Den ene oplysning glider umærkeligt over i den anden. Musikken og stemmen hvisker "mere, mere", og hver gang får man mere. Til sidst ligger man afklædt i kanen, klar til den endelige akt, når en lektor med sikker stemmeføring fastslår, at der er basis for at anlægge en rigsretssag mod landets statsminister. For at have misinformeret Folketinget om, at alt i Afghanistan var i den skønneste orden, selv om han vidste eller burde have vidst, at den var rivegal med behandlingen af tilbageholdte afghanere, indfanget af danskere, men overleveret til amerikanerne.

Det sidste minut i dokumentarfilmen Den hemmelige krig bruges til at vise USA's præsident George W. Bushs omklamrende skamros af Anders Fogh Rasmussen under præsidentens besøg i Danmark sidste sommer - for dem, der ikke måtte have fattet det. Rulletekster. Slut.

Nu er resten op til politikere og befolkning.

Instruktør, journalist og tilrettelægger Christoffer Guldbrandsen har lavet en teknisk uhyre flot dokumentar med store journalistiske ambitioner.

Ambitionerne er så store, at han på den måde nærmest forsøger at gøre det til en tradition, at et dokumentarprogram i DR skal føre til en rigsretssag. Tidligere var det journalisten Alex Frank Larsen, der i en dokumentar fik Erik Ninn-Hansen ind i den ruse, der førte til rigsretssag og Schlüter-regeringens fald i 1993.

Intet tyder på, at Guldbrandsens dokumentar følger i Larsens fodspor.

Den parlamentariske situation i dag er en anden, men det er dokumentaren også. Det er svært at afgøre, hvad der reelt afsløres i filmen.

USA's forsvarsminister Donald Rumsfelds udtalelse i januar 2002 om, at USA ikke mener, at Taleban-krigerne er omfattet af Genève-konventionens bestemmelser om, hvordan krigsfanger skal behandles, vises igen og igen.

Det gjorde de også dengang. Oven i købet så meget, at hans chef kort tid senere måtte rykke ud med en erklæring om, at USA alligevel agtede at følge principperne i konventionen. Når det vel at mærke var militært muligt.

Det sidste er bemærkelsesværdigt og gav berettiget anledning til diskussion. Men George Bushs erklæring er kun ny for de seere, som overhovedet ikke fulgte med i debatten i 2002. Det var velkendt stof for alle andre. Det samme er filmens oplysninger om en dansk tolk, der arbejdede i den amerikanske lejr i Kandahar i foråret 2002, som var forarget over amerikanernes hårdhændede behandling af fangerne.

Velkendt er statsministerens formulering i Folketinget om, at principperne i Genève-konventionen blev fulgt. Velkendt er, at danske jægersoldater var involveret i en aktion, hvor afghanere blev tilbageholdt.

I Den hemmelige krig er der beskrivelser af amerikanernes hårde behandling af dem. En af de tilbagholdte oplyser i dag, at et ribben og en næse var brækket. Det er nyt.

Men det meste er set og hørt før. Professor Frederik Harhoff konstaterer da også til sidst i filmen, i forbindelse med Anders Fogh Rasmussens erklæring i Folketinget, at alt var offentlig kendt. Altså de juridiske diskussioner om Genève-konventionen.

Skulle - som den ivrige lektor i bunden af ålerusen siger - regeringen have bedt om et nyt mandat i Folketinget, da først Rumsfeld og senere Bush i en modereret udgave lægger op til at gradbøje Genève-konventionens bestemmelser?

Det er vel først og fremmest en politisk vurdering. Baggrunden kan ikke komme som nogen overraskelse for hverken regering eller opposition i dag, næsten fem år senere.

Dokumentarfilmen Den hemmelige krig har i hele sin optakt og dramaturgi sigtet højt - så højt, som det overhovedet er muligt. Set i det lys skuffer den.

Der er ingen synlig rygende pistol i filmen. Der er en masse røg, men indtil videre ikke det uigendrivelige bevis, som minister-afgange, mistillidserklæringer og rigsretssager er lavet af.

Og det er lidt ærgerligt for filmen, at den skal måles i det lys, men anderledes kan det ikke være. For der er mange interessante problemstillinger i dokumentaren.

Og de problemer forsvarschefen og jægerkorpschefen kommer ud for i Guldbrandsens stilfærdige interviewstil er i sig selv bemærkelsesværdige og fortjener yderligere fokus.

Det skal blive interessant at se redegørelsen på det punkt. Måske havde de to militæruniformer blot en dårlig dag foran kameraet. Det må man næsten håbe for dem.

Selv om der næppe kommer til at rulle ministerhoveder, har filmen allerede inden sin tv-premiere givet regeringen en del problemer og vil fortsat gøre det.

For regeringen betaler nu prisen for ikke at have taget den grundlæggende debat med befolkningen om den aktivistiske udenrigspolitik sammen med USA.

Den journalistiske Cavling-pris for 2003 blev givet til netop dagbladet Information og Ekstra Bladet for nærmest i trods at insistere på den nødvendige debat om Irak-krigen, som det øvrige Danmark kun søvnigt påtog sig.

Måske kommer debatten nu pr. stedfortræder og som reaktion på, at det går dårligt både i Afghanistan og Irak, og at amerikanerne (og dermed også danskerne) er ved at flytte de udenrigspolitiske sigtelinjer. På den måde kan Den hemmelige krig vise sig at gøre gavn.

Niels Krause-Kjær er forfatter og journalist

* Dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" er instrueret af Christoffer Guldbrandsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her