Tørsten efter guld har nået rekordhøjder, efter Indien og Kina har sluttet sig til industrilandene i kravet om flere smykker. Derfor har guldpriserne nået det højeste niveau i 17 år med en pris på omkring 3.000 kr. pr. ounce. Men verdens guldreserver er mikroskopiske, og miljøomkostningerne ved at udvinde dem er enorme.
En vielsesring - der svarer til en ounce guld - skaber op til 30 ton giftigt affald. For at fremstille denne ene ounce skal minearbejdere bryde hundredvis af ton sten, der derefter skylles med en flydende cyankaliumopløsning for at udvinde guldet. Kampagneleder Payal Sambat fra Earthworks, mineindustriens vagthund, siger: "At grave efter guld er måske verdens mest beskidte og forurenende industri."
En voksende gruppe af miljøfolk og lokale samfund, der berøres af minedriften, lægger pres på regeringer, store selskaber og forbrugere for at få dem til at se på den virkelige pris på guld.
"Industrien er aldrig blevet gået efter i sømmene, og folk ved almindeligvis ikke, hvor deres guld kommer fra," siger fr. Sampat. "Mineindustrien kunne tage forholdsregler, der ville sikre at forbrugerne fik et meget renere produkt."
Forfattere, fra Shakespeare til Shelley, har begrædt det ædle metals dragende magt, men vore dages guldfeber har intet at gøre med at sikre imperier eller stive diverse valutaer af. Den holdes i gang af vores ønske om flere smykker.
80 procent af produktionen går i dag til at stille sulten efter statussymboler. Flere kampagner forsøger nu at overtale folk til ikke at købe 'beskidt guld', altså guld fremstillet ved cyankaliumudvaskning. Men det er en hård kamp. Nyrige forbrugere har sendt smykkesalget op til en ny rekord på 230 mia. kr. i år, ifølge World Gold Council.
Guld og miljø
De bedste guldårer i de udviklede lande er allerede tømte, så nu har industrien vendt sig mod verdens fattigste nationer. Op til 70 procent af det udvundne guld stammer nu fra udviklingslande som f.eks. Peru og Filippinerne. Enorme områder bliver lagt øde og efterlader i processen en kæmpemæssig giftig, tidsindstillet bombe.
Miljøorganisationer i USA har beskrevet nedlagte tungmetalminer som en ækvivalent til områder med atomaffald, og derfor skal det sikres og overvåges, også i fremtiden. USA's Environmental Protection Agency anslår, at omkostningerne i forbindelse med oprensning af metalminer kan nå op på 350 mia. kr., ifølge New York Times.
Mineindustrien hævder, at de bidrager med nødvendige investeringer, infrastruktur og job til de fattige. Argumenter, der bakkes op af Verdensbanken, som har fået over 100 regeringer til at indføre skattefordele og tilskudsordninger til store mineselskaber.
En strøm af klager, protester og dødsensfarligt affald fik i 2001 banken til at indføre et toårigt stop for minefinansiering. Dette indebar krav til industrien om reducering af anvendelse af cyankalium og et stop for dumpning af giftigt affald.
Men kravene blev afvist af industrien som uigennemførlige, og Verdensbanken giver nu milliarder af kroner i lån til multinationale selskaber. Det første lån gik til det canadiske selskab Glamis Gold til gennemførelse af et projekt i Guatemala, der har mødt kraftig modstand fra de lokale mayaindianere.
Et af de grundlæggende miljøproblemer er industriens afhængighed af en gammel teknologi kaldet 'bunkeudvaskning'. Denne gør det muligt for minearbejderne at udvinde små stykker guld fra malm af ringe kvalitet. Hertil anvender man cyankalium og over 90 procent af verdens årlige produktion på 2.500 ton guld udvindes på denne måde.
Ved en typisk produktion knuses enorme mængder klippe, der derefter stables i bunker op til pyramidestørrelse. Disse overrisles derefter med cyankaliumblandingen i op til flere år. Denne proces skiller guldet ud af malmen, guldet samles op i bunden af bunken og viderebehandles. Helt ned til en ounce guld kan der trækkes ud af 30 ton lavkvalitetsmalm.
Cyankalium er et giftigt kemikalie - en teskefuld to-procents cyankaliumopløsning er nok til at dræbe et menneske. Dette farlige kemikalium benyttes i guldudvinding fra Peru til Ghana og har efterladt et langt, giftigt spor.
Giftbombe
Cyankaliumaffaldet fra udvindingen opbevares i reservoirer.
Spild fra disse søer har fundet vej til vandsystemer med fatale konsekvenser for miljøet, dyrelivet og lokale samfund.
En sådan lækage i Rumænien i 2000 førte til den værste miljøkatastrofe i regionen siden Tjernobyls nedsmeltning. Tonsvis af cyankaliumblandet vand gennembrød en dæmning og flød ud i floderne Tisra og Donau fra guldminen Aural. Resultatet var rystende. Over 1.000 ton fisk døde, og plante- og dyreliv langs floden blev ødelagt.
Man har oplevet lignende katastrofer ved andre miner over hele verden. I de fem år der er gået, har guldminer ejet af internationale selskaber været ansvarlig for ulykker i Ghana, Vestaustralien, Papua Ny Guinea, Kina, Honduras og Nicaragua. I hele perioden har FN's miljøprogram ligget i forhandlinger med mineindustrien om at opstille selvregulerende regler.
En embedsmand fra FN, Desta Mebratu, indrømmer, at mineindustriens aktiviteter udgør en alvorlig miljøtrussel, men at man arbejder på at formindske den.
"Vi samarbejder med mineindustrien for at forhindre, at der sker ulykker," siger han.
Men regelsættet, der endelig blev offentliggjort tidligere på måneden, er blevet afvist af miljøfolk som tandløst. Bankwatch og Friends of the Earth Europe udtaler, at regelsættet er en "grønvaskning, der skal give indtryk af, at mineselskaber faktisk tager miljøproblemer alvorligt".
Den afsidesliggende Lake Cowal i New South Wales er blevet den seneste slagmark for multinationale mineslskaber og lokalbefolkningen. Neville Williams, der repræsenterer Wiradjuri-folket siger, at kampen er afgørende, selv om han er klar over, at de har alle odds imod sig, også fordi mineselskaberne støttes af regeringen.
"Vi har ingen ressourcer, men vi kæmper på vegne af alle folk på grund af faren for cyankaliumforgiftning."
© The Independent og Information
Oversat af Ebbe Rossander
