Læsetid: 3 min.

Guldgraver-kunsten

Der er i øjeblikket guldgraverstemning i den kulturgenre, i den del af kunstlivet. Gallerier sælger malerier som aldrig før, og galleri-ejerne står på spring efter nye kunstnere, som på det nærmeste tages med tang på kuvøsestadiet dvs. så såre, de er uddannede fra kunstakademiet. DET ER JO den omvendte verden! Myten om den fattige kunster uden smør på brødet har fået sig et gevaldigt skud for boven, og det har tidligere lagerforvalter Peter Rindals rindalisme også. Han, som ved oprettelsen af Statens Kunstfond for 40 år siden, indsamlede i tusindvis af underskrifter mod statens støtte til den abstrakte kunst, mens han selv hyldede hjorten ved skovsøen.
19. april 2006

Da daværende LO-formand Thomas Nielsen gik af i 1986, var det med den ofte citerede sætning, møntet på fagbevægelsen, at "vi har sejret ad helvede til". Der findes ikke nogen autoriseret tolkning af sætningen, som uden tvivl var positivt ment men egentlig også kan opfattes tvetydigt. Ad helvede til er ikke noget specielt godt, rent etymologisk, og underteksten har en klang af, at der så ikke er så meget mere at kæmpe for.

Om den moderne billedkunst kan noget lignende siges. Hvad der længe har været talt om i de kredse, er blevet bekræftet af en række artikler og interviews i Information.

Ikke mange synes i dag at have noget imod abstrakt kunst, tværtimod, og dér, hvor modstanden findes, lever den i det skjulte. En generation eller to efter Rindal løfter man dårligt nok et øjenbryn, hvis kunstnere laver kødboller af eget kød eller blodpølse af eget blod (og det gør de), selvom de fleste nok vil foretrække slagtervaren, når det gælder det at sætte tænderne i den. Man er simpelthen blevet vant til - eller vænnet til - at 'sådan noget' er defineret som kunst. Kunsthistorikerne på universitetet har fået undervisning i det, og medierne behandler det som sådan, ligesom skoleelever over en bred kam er undervist i i hvert fald den abstrakte kunsts lyksaligheder.

MIDT I DEN almindelige guldgraverrus og jubel i den branche, som kunstlivet jo også er, har bekymrede røster blandet sig. For er det nu eksempelvis en vaskeægte kunstinteresse?

Det er jo ikke sikkert. Men det kan man ikke sådan måle. En advokat i vores artikelserie har købt over 1000 kunstværker, og jo vildere kunst, des bedre. Han er blevet bidt af kunst. Hvorfor udelukke, at han også skulle være ægte kunstinteresseret?

Interessen for kunst er et konglomerat af forskellige motiver, men indlysende er det, at en væsentlig årsag er, at folk p.t. har mange penge mellem hænderne. Der findes et købestærkt publikum. Private køber malerier ind på linje med 'andre' møbler, især hvis de desuden allerede har to biler og de hårde hvidvarer og de digitale apparater, der skal til. Kunst er jo også et investeringsobjekt, for hvis man ser rigtigt, kan den pludselig hoppe højt i pris. Tag blot den unge tidligere graffiti-kunstner Tal R eller Olafur Eliassson, som har fået internationale gennembrud. Der kan ligefrem gå sport i det. Oftest vil man dog se, at samlere er oprigtigt interesserede.

Erhvervslivet køber kunst ind i store mængder til nye kontorbygninger. Her har de af kulturminister Brian Mikkelsen indførte fradragsregler spillet en gunstigt befordrende rolle.

Endnu en bekymring er, om kunsten overhovedet kan "flytte hegnspæle mere", når modreaktionerne udebliver. Forresten også et citat fra salig Thomas Nielsen, der sagde, at fagbevægelsen havde flyttet hegnspæle.

MEN HVORFOR ikke vælge at give en god dag i bekymringerne, for selvom der f.eks. skulle være en hel del snobbe-effekt omkring kunsten, er det en kendsgerning, at snobberne altid har været med til at holde kunstnerne i live.

Lur os, om ikke kunsten vil vedblive at flytte hegnspæle også i fremtiden. Senest har man i den grad set satirekunsten skubbe til noget, der i lykkeligste fald kan føre noget positivt med sig på det globale plan. Dette er nemlig lektien, vi har lært af kunsten på det nationale plan. At det, der skaber forargelse og sensation i det ene årti eller århundrede er innovativt og opleves som helt i orden i det næste.

MAN TROR DET næppe i dag, men den første ko, der blev malet af guldaldermalerne, gav anledning til næserynken hos kongen på slottet. Det var en ordentlig stinkodorus, syntes han. Køer hørte til i en stald og ej i de skjønne kunster.

Vejen fra guldalderkunst til guldgraverkunst har været stenet og snørklet, men lad kunstelskere dog for guds skyld glæde sig over, at der i indeværende periode er hausse i salget - nyd det så længe, det varer - og lad os samtidig erindre os, at det ikke betyder, at Statens Kunstfond har udspillet sin rolle, som nogle mener.

Der er stadig betydningsfulde kunstnere, som ikke er salgbare, ligesom fonden har været med til at bringe kunsten ud til folket, og det er i grunden ikke så galt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer