"Vil du spise flere grønsager, hvis momsen på dem bliver sat ned?" Det spørgsmål stillede tv fornyligt til mennesker på gaden. Selvfølgelig ville de det. Hvem vil ikke gerne fremstå som en økonomisk fornuftig person? Hvad ville der mon være sket, hvis tv havde spurgt: "En selleri koster ca. 10 kroner. Vil du spise mere selleri, hvis prisen går ned til otte kroner? Svarene ville sandsynligvis have været: 'Næh, det tror jeg ikke', 'Hvordan gør man med selleri' eller blot 'Hvad er selleri'?"
Årsagen var sommerens agurkediskussion om, hvorvidt man kan modvirke fedmeepidemien gennem afgifter på usund mad og sænket moms på sund mad. Adskillige politikere hen over midten mener, at det er alle tiders idé. Det må den siges at være, idet den er dukket op med jævne mellemrum i de sidste 30 år. Denne gang blev den afvist af regeringens tre partier, som måtte irettesætte flere af deres egne medlemmer.
Denne gang er årsagen til genfærdets tilsynekomst offentliggørelsen af en rapport fra Akademiet for de tekniske Videnskaber: Økonomiske virkemidler i ernæringspolitiken - et brugbart værktøj i indsatsen mod fedme og dårlig ernæring? Læg mærke til spørgsmålstegnet.
Rapporten beskriver danskernes alvorlige fedme- og ernæringsproblemer og indeholder væsentlige betragtninger over vores mere eller mindre bevidste valg af madkultur. Desværre kan man af etiske grunde ikke lægge skat direkte på fedme, hvad der set i et økonomisk perspektiv ville være det mest virksomme. Derfor anbefaler rapporten visse omveje og foretager beregninger over de mulige effekter af hævede og sænkede afgifter.
Men det er ikke helt så enkelt, som man åbenbart tror, når man er politiker. Markedet er kompliceret. Rapporten sandsynliggør f.eks., at en klækkelig afgift på fedt og sukker, vil bevirke, at der blandt mindrebemidlede vil være en tendens til at købe mindre af sunde varer som f.eks. grønsager og fisk. Og det er jo ikke så godt, for det er netop i den socialgruppe, at fedme- og ernæringsproblemerne er størst.
Flere produkter konkurrerer om børns gunst ved morgenbordet.
Guldkorn koster ca. 60 kr./kg. og har et sukkerindhold på 47 procent og ville uden diskussion havne i gruppen usunde fødevarer. Havregryn koster 20 kr./kg. og ville med sit sukkerindhold på en procent være placeret mellem de sunde fødevarer. Skal vi til at betale folk for at spise havregryn? Eller skal vi have suppleret straffelovens bestemmelser om børnemishandling?
Kan madvaner styres?
Kan man overhovedet styre folks madvaner med fiskale midler i et land, hvor vi kun bruger ca. 10 procent af den disponible indkomst på mad? Rapportens konklusion er da også, at der skal undersøges, regnes og tænkes en hel del mere, før man tænker i ændring af afgifter på mad. Og man kunne tilføje: og mere dybtgående undersøge de kulturelle betingelser for ændringer.
"Det er jo ikke økonomisk armod, der gør, at alt for mange børnefamilier har indrettet sig på en måde, så deres børn spiser alt for meget slik," sagde Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Det er rart at se en ærkeliberal fornægte markedsøkonomiens fortræffeligheder og melde sig som kulturkæmper. Men samtidigt var det jo ham og hans regering, der i 2001-02 stoppede en lang række madpolitiske og -kulturelle tiltag, som havde til formål at forbedre spise- og ernæringskvaliteten af det danske måltid f.eks. projekter på skoler, daginstitutioner og arbejdspladser samt uddannelses- og forskningsinstitutionen Måltidets Hus.
